10. august 2008

Projekt "Fald-i-søvn-uden-mælk"

Vil lige fortælle jer om vores lille aktuelle projekt herhjemme. Siden Søren kom galt afsted med ryggen, har jeg oftere og oftere ammet Isac i søvn, når han var urolig. Jeg har simpelthen ikke haft overskuddet til at tage kampen op med ham, og de få gange det var, synes jeg ikke var noget problem. Det var jo også hyggeligt for mig at ligge der med ham. Indtil for et par dage siden, hvor det med gru gik op for mig, at de gange, han faldt i søvn uden amning klart var i fåtal efterhånden. Jeg vil tro måske 10% ville være et godt (og nok også lidt optimistisk) bud! Jeg havde ødelagt min dygtige lille søns evne til selv at falde i søvn. Noget han ellers altid har være kanon god til. ÆV! Tal om at gøre både ham og mig selv en bjørnetjeneste. Søren kan jo ikke putte pt., da han ikke kan løfte ham, så den hænger på mig og mine bryster, som jeg jo ikke lige kan skære af. Så jeg må tage kampen med bryster på! (ikke det nemmeste skal jeg lige sige, når der står ALL YOU CAN EAT DAIRY BUFFET med store bogstaver hen over en). Nå, men i går gik vi så i gang, først med dagslurene, som også er en del af føromtalte procentdel. Og jeg havde regnet med den helt store lange skrigeturskamp. Det fik jeg også, men kun en halv times tid, og det var ikke hjerteskærende skrig, men derimod brokkende larm. Jeg kan tydeligt høre forskel på, om han er ked af det eller om han er frustreret og irriteret. Og det samme i går aftes. Jeg ammer ham nu lidt efter han har spist - NEDE I STUEN - så leger han lidt igen, og så går vi op og laver putteritualerne bagefter. Forskellige alt efter om det er dagslur eller aftengodnat. Aftenamningen på sengen i hans værelse, har jeg udskiftet med hygge-godnathistorie-godnatsang-stund i stedet. Det var noget mosler-leg-tonseragtigt i går, men jeg bliver ved. Så får han stadig nærheden og hyggen med mor, men uden bryster og mælk. Han bliver puttet, og får derefter lov til at ligge og brokke sig lidt alene i rummet. Bliver han ked af det, går jeg derind og trøster  ham, mens han ligger i sengen. Synger hans to godnatsange (mors egen vise, og Regnvejrsdag i novembersangen) for ham, mens jeg nuser hans kind og øjenbryn. Det virkede i går..... Her til morgen gjorde vi det så igen, og mon ikke knægten brokkede sig i 15 sekunder, hvorefter han lagde sig lige så stille ned og puttede! Skal det være så nemt? Jeg håber jo på, at de gode vaner han havde FØR jeg selv spolerede dem, stadig ligger i ham. Så kryds fingre for os de næste par dage. Det ser heldigvis ud til, at det godt kan lade sig gøre MED bryster også!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar