Annas første uge

Mandag aften kl. 20.30 fik vi lov at tage Anna med hjem fra hospitalet. Og selv om vi var ret sent hjemme den aften, så var det fantastisk at vågne op i eget hjem tirsdag morgen og kunne slappe af sammen som familie i ro og mag. Ved morgenbordet blev der delt møsser og kram ud til lillesøster.

Et blomsterbud kom med denne flotte mor/barn buket fra Mor Sanne. 

Vi hev dynerne ind i sofaen og så var der ellers dømt nærhed, Toy Story og familiehygge resten af dagen.

Den 6. oktober fik Anna sit første bad i håndvasken i bryggerset. Det kunne hun godt lide og har siden var glad for at komme ned i det lune vand.

Den 7. oktober var sundhedsplejersken Zorana her for første gang og hun vejede og målte Anna. Hun havde taget 150 gram på ud over sin fødselsvægt og vejede nu 4500g. Og så var hun vokset, eller havde strukket sig ud til, 2 cm udover sin fødselslængde, og var nu 58 cm. lang. Også hovedomkredsen var vokset med to centimeter og var nu 37 cm. Så hun må jo trives med den mad hun får serveret, hvilket altid er en lettelse at erfare som nybagt ammende mor.

På hospitalet

Da vi var indlagt i næsten to døgn efter fødslen, fik vi mange barselsvisit på hospitalet. Det var faktisk ret hyggeligt at have besøg der. På den måde forventede ingen, at vi diskede op med kaffe og kage og vi nød at kunne vise en helt ny lille baby frem til vores nærmeste. Noget vi manglede meget, da Isac blev født. Det er som om, de først rigtig er her, de små, når ens forældre har haft dem i favnen og har set og indsnust dem. Det kan jeg huske Søren og jeg snakkede om, da vi fik besøg i julen i 2007 i New Jersey. Det bekræfter ligesom, at det ikke kun er noget vi har gået og fundet på i vores fantasi. Barnet er her godt nok. Det er rigtig nok, og når man deler den store oplevelse med andre man holder af, så bliver det på en eller anden mærkværdig måde mere virkeligt.

Else og Ejner var de første der kom forbi, da de havde Isac med. Der var ingen tvivl om, at han skulle se sin nye lillesøster før alle andre.

Min mor og Knud havde siddet inde ved Jørgen og Betina siden fredag aften og ventet på nyt, så de kom også tidligt søndag formiddag for at se det nye barnebarn.

Lidt senere på dagen kom min far og Jette fra Hammel. Og de havde sørme en lille overraskelse med sammen med den efterhånden traditionelle Politiken fra fødselsdagen og en flaske Champagne. Denne gang en lyserød af slagsen, da det var en lille pige, der skulle fejres. Overraskelsen var Thomas og Mille, som vi ikke havde set siden før de tog afsted til Argentina. Der var STOR gensynsglæde!

Sidst på dagen kom Jørgen og Betina forbi med ungerne. Og der var stor rift om at komme til at holde den lille nye kusine. Det var noget helt særligt at se børnene med hinanden på den måde. Tre blev pludselig til fire.

 Jette tog dette billede af Anna under besøget.

Thomas og Mille skal være Annas gudforældre. Thomas skal bære hende til barnedåben.

Om mandagen kom Khanh forbi efter arbejde. Det var rigtig hyggeligt med et besøg der, da Søren og Isac var hjemme på det tidspunkt og jeg havde været alene med Anna på hospitalet hele eftermiddagen.

Isac var fra starten meget ivrig efter at komme til at holde Anna og at ae og nusse hende. Så han fik lov, alt det han lystede. Det var og er vigtigt for os, at han føler at han er med i det hele og at han også er en del af denne gode oplevelse. Jeg fik på et tidspunkt et godt råd i forhold til det med at få nummer to barn. Og det var at man aldrig måtte lade den førstefødte mærke, at man synes det var synd for ham. At man følte at man svigtede ham eller at han gik glip af noget fordi der var kommet en til. Det lunne børn mærke med det samme, var rådet. Fra en sundhedsplejerske selvfølgelig. Jeg synes det er et godt råd, og derfor har vi også prøvet at fokusere på alt det gode Isac får og er og bliver i kraft af sin nye rolle som storebror. Og indtil videre virker det rigtig godt. Og så er han bare en vidunderlig dreng og en fantastisk storebror fra naturens side, hvilket klart gør det nemmere for os som forældre.

Annas fødsel

Jeg har haft mange spekulationer og bekymringer om fødslen denne gang. Mest fordi Isacs fødsel endte i kejsersnit og jeg rigtig gerne ville føde naturligt denne gang. Men jeg vidste jo ikke, om det var muligt. Om jeg kunne og sådan.

Det viste sig heldigvis, at det kunne jeg godt. Og det endte endda med at blive et helt godt forløb, omend det igen blev lidt langt.

Graviditeten gik fint. Jeg havde ikke de store mén undervejs. Fik lidt vand i kroppen og lidt rygsmerter til sidst, men det er vist ikke noget at klage over, når man hører hvad andre døjer med. Anna var vurderet til at være et stort barn og blev en lille uge inden sin fødsel vurderet til at veje 4300 g. Hun lå højt i mit bækken, hvilket desværre ikke var så godt med den forhistorie jeg havde fra Isacs fødsel. Men lægerne og jordmødrene blev ved med at fortælle mig, at det samtidig også var helt normalt og at jeg sagtens kunne føde naturligt alligevel. Så det holdte vi fast ved.

Fredag den 30. september, hvor jeg var gået 13 dage over tid, havde jeg en tid kl. 19.30 på Herlev Hospital til at få sat et ballonkateter op, som skulle sidde natten over.

Da de ikke havde plads til både Søren og jeg den nat, besluttede vi os for at tage hjem og sove begge to. Isac var ved Jørgen og Betina og blev hentet der næste dag af farmor og farfar, så vi havde god ro derhjemme og det virkede skønnere at få sovet lidt i egen seng inden fødslen for alvor gik i gang dagen efter.

Jeg fik dog ikke sovet så meget, da jeg var både nervøs, spændt og lidt bange for hvad morgendagen dog måtte bringe af udfordringer. Næste morgen kørte vi ind på hospitalet kl. 8.00. Det var en helt ufattelig smuk morgen med sol der brød igennem morgendisen. Søren tog et sidste billede af mig og maven inden vi forlod huset.

Efter lidt ventetid på sygehuset kunne de endelig tage vandet kl. 9.10 og vi blev derefter beordret ud at gå i et par timer.

Der var åbent hus på hospitalet, så vi gik rundt og så lidt på det og fik lidt frokost i kantinen. Fødegangen havde en stand, som vi blev inviteret ind ved. De var ellevilde, da de hørte at jeg var på vej i fødsel og vi fik en grundig scanning, der bekræftede at det var en pige, der var derinde og at alt så rigtig godt ud. Det var meget sjovt at se scanningen så sent i forløbet, hvor man jo ikke kan se helheden af det menneske, der gemmer sig derinde, men hele tiden ser kropsdelene hver for sig.

Da vi kom op på fødegangen igen kl. 11.30 var der fem minutter imellem veerne. Jeg var stadig kun tre cm åben, som ballonkateteret havde hjulpet mig med, så jeg fik vestimulerende drop, så vi kunne fremskynde processen lidt. Og det satte gang i veerne. Jeg fik en Klyks for at rense tarmene og Søren, som skulle tage tid på de fem minutter den skulle sidde, fortalte mig efterfølgende, at han havde givet mig 6 1/2 minut! Noget han først fortalte mig under fødslen, lige efter jeg havde fået en epidural og var glad og føjelig!

Mine veer blev meget voldsomme og hyppige, men åbnede mig desværre ikke så meget, så jeg var til sidst helt udmattet og bad om epiduralbedøvelsen for at få lidt hvile. Kl. 17.20 fik jeg lagt epiduralen. Den hjalp rigtig godt til at starte med, men langsomt fik jeg flere og flere smerter ved mit haleben, min lænd og min numse. Det tiltog som vedroppet blev sat op på maks og inden længe blev det næsten mere pinefuldt end veerne var, før jeg fik bedøvelsen. Ved 20-tiden fik jeg derfor to blokader, for at se om de kunne hjælpe på de smerter, men det havde desværre ingen virkning og da jeg så blev undersøgt og stadig kun var 5 cm åben, var jeg meget tæt på at give op. En anden jordmoder blev kaldt ind på stuen og da hun undersøgte mig kunne hun på en eller anden måde gøre noget, der fik mig til at åbne mig yderligere, så pludselig var jeg 8-9 cm åben i løbet af to minutter og det gav optimisme og kræfter til at fortsætte. Jeg fik lattergas, som fik mig til at slappe af mellem veerne, og jeg gik i gang med at presse, da hun lå højt oppe og gerne skulle have lidt hjælp til at komme længere ned. Desværre fik jeg også høj feber på dette tidspunkt og de var nødt til at sætte en elektrode på Annas hovede, så de kunne følge hendes tilstand nærmere. Med mine 39.1 grader lå hun jo i en varmekedel derinde og hendes puls steg markant ved det. Fødselslægen blev tilkaldt for at vurdere om det var forsvarligt at fortsætte, men han mente alt så fint ud. Jeg havde mange veer, 6 pr. 10 minutter, så de skruede lidt ned for vedroppet, hvilket hjælp rigtig godt på mine smerter.

Kl. 23.15 gik jeg igang med at presse aktivt. Mit vedrop blev sat op til maks igen og kl. 23.45 fik presseveerne rigtig godt fat. Søren kunne følge fremgangen på elektrodens slange, som kom længere og længere ud, og snart kunne han også se hovedet. Begge jordmødre og han heppede på at jeg nåede det inden midnat, så hun kunne holde fødselsdag den 1. oktober, men Anna ville det anderledes og kom først ud kl. 0.01, og blev derfor født den 2. oktober. Hun vejede 4356 g og var 56 cm lang. Scorede 10 på Apgar efter 15 minutter og tog godt ved brystet fra starten af.

Hun blev, kort efter hun havde ligget ved mig, undersøgt af to børnelæger og suget lidt for væske i lungerne.

Jeg fødte uden problemer moderkagen kort tid efter og blev syet en lille smule efter en lille bristning i mellemkødet.

På grund af feberen skulle vi være indlagt i 48 timer, men fik lov at tage hjem efter 40 timer, da alt så fint ud med både Anna og jeg. Feberen faldt lynhurtigt efter fødslen og der var ikke noget at mærke på hverken hende eller jeg, da vi blev indlagt på barselsgangen kl. 6.00 om morgenen.