Viser opslag med etiketten Amning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Amning. Vis alle opslag

6. juni 2012

Ammestop

Så stoppede Anna med at amme. Fire måneder tidligere end Isac. Forskellen ligger blandt andet i, at hun ikke har mælkeallergi og så har hun heller ikke søgt det nær så meget, som Isac gjorde. Måske fordi han ikke brugte sut?

Jeg er godt tilfreds. Det har været skønt at amme igen, og jeg elsker nærheden og roen over det. Men jeg nyder også at være "fri" igen. Amning er jo begrænset til moderen, og det låser en fast. Samtidig giver det ikke meget plads til faderen i hele madbehovet.

Den sidste måneds tid har hun kun ammet en eller to gange om dagen, og ligesom Isac, var morgenamningen den sidste hun slap. Hun har mere eller mindre selv valgt det fra. Der skete for meget andet omkring hende og hun var ikke sulten og tørstig nok til at ville finde roen ved det længere.

Det virker heldigvis til, at Anna går helt fri af fødevareallergierne. Hun elsker mælk i koppen, og yoghurt, omend hun kommer til at gylpe en del af det, og der er ikke nogen synlige tegn på, at hun ikke kan tåle det. Med Isac var det jo kontant afregning ved kasse 1 med opsvulmede kinder og mund. Også det er en lettelse af de store.

16. november 2011

Flaskebarn

Vi var aldrig heldige med at få Isac til at tage hverken sut eller flaske, hvilket betød, at det kun var mig, der kunne give ham mad indtil han begyndte at få fast føde. Jeg tror at vi kom for sent i gang med at prøve det med ham, fordi vi var bange for at det ville ødelægge amningen.

Med Anna har vi ikke været helt så nervøse, da amningen ret hurtigt kom til at fungere godt. Hun er allerede noget mere glad for sutten, end Isac nogensinde var. Og forleden aften fik hun lov at prøve at få flaske for første gang. Jeg havde malket ud inden, og Søren gav hende den, da jeg var ude at køre om aftenen. Lad os sige det sådan: Hun var ikke synderligt imponeret! Først da jeg kom hjem og sad med hende helt tæt tog hun den. Og det var under protest.

Så vi var selvklart lidt spændte, da vi skulle prøve det for anden gang i aften. Igen med min egen mælk. Og hvad sker der? Hun lægger sig lige så stille til at sutte, da Søren giver hende flasken. Det gik så nemt. Og nu har hun lige spist 150 ml. ved farmand.


Jeg synes selvfølgelig, at det er rart at vide, at andre også kan give hende mad nu. Det betyder lidt mere frihed for mig. Og Søren nyder at kunne være med i den del også. En del som betyder rigtig meget for hende pt. da hun jo får rigtig meget nærhed mens hun spiser.

11. december 2008

Ammestop

Så er det slut med at amme for denne gang.

De sidste to dage har Isac ikke fået morgenmælk, så nu ammer vi slet ikke mere. Og jeg må indrømme, at jeg synes det er rigtig rart. Jeg lod selv være at tilbyde ham det i går, og da han ikke selv søgte, så gik vi bare ned og fik morgenmaden som vi plejer. Det samme i dag og det afgør det for mig. Så er han færdig med det og videre.

Så nu har jeg 100% fået min krop igen. Så skal jeg bare lige af med de 8 kg, der sidder og hægter sig fast fra graviditeten. De hører ikke til på min krop og de skal af...grrrrr...

6. september 2008

Isac 9 måneder

1½ år med Isac er nu gået - ni måneder inde i maven og ni udenfor maven.

Vi var ved lægen i går for at blive målt, vejet, tjekket og vaccineret, og alt så godt ud med den lille mand. Han måler nu 74,5 cm og vejer 10 kg. Han har et forholdsvist stort hovede i forhold til resten af kroppen (så billedet med The Coneheads var ikke helt tilfældigt...hahaha) Det lå over kurven, men idet hans motoriske, sociale og sproglige udvikling er så fin, er det ikke noget der betyder noget, og lægen mente, at det vil jævne sig ud med tiden, som hans fontanelle vokser sammen. Alt i alt et godt og bekræftende besøg.Ellers er der sket meget med vores lille dreng, siden han blev 8 måneder.

Han kravler nu rundt over alt i huset, rejser sig op af ting og bevæger sig så småt stående fra en ting til en anden. Han undersøger alt han kan komme i nærheden af, leger lege med sit legetøj, snakker i flere stavelser og synger, samler ting op, spiser grovere mad som rugbrødshapsere, pastaskruer og frugtstykker, og så er han næsten altid glad og fuld af spillopper. Han er meget social bevidst og utrolig opmærksom og observerende med andre mennesker. Man kan se, at han virkelig studerer de mennesker, der er omkring ham, og der foregår en masse inde bagved øjnene imens.

Han er så småt ved at lære at sove igennem om natten igen og at falde i søvn uden mælk. Danmarksturen rykkede lige ved de gode intentioner, men i nat havde han sin første mælkefri nat i lang tid. Det kostede lidt skrig og skrål ved 3-tiden og igen ved 5-tiden, men han holdt ud, og det samme gjorde hans forældre....pyyyha!

Hans sidste nye legetøj er den trehjulede cykel, vi prøvede i Charlottenlund ved Jørgen og Betina.

Sådan en har vi anskaffet os herhjemme nu, da vi synes den var så smart. Den kan nemlig bruges fra man er 10 måneder (eller deromkring...hehehe), idet den har en sele, en bøjle og en styrepind på, som man så senere kan tage af, når han bliver stor nok til selv at trampe i pedalerne. Den er en stor succes, og han elsker at køre rundt her i området og se på alle bilerne, træerne og husene.

Og så vinker han stolt til John og Gloria og hvem ellers der gider at vinke tilbage.