26. august 2007

Lidt mere babyklar end før (24+5)

Ja, så fik jeg overstået endnu et besøg ved lægen. Alt så godt ud. Størrelsen på livmoderen passede godt med tiden, blodtrykket så fint ud og hjertelyden var stærk og aktiv - DEJLIGT!

Jeg fik spurgt om terminsdatoen (11-12-07) - om den stadig holdt, og om hvilken holdning hun havde til, at man gik over tiden osv. Min terminsdato har ikke ændret sig.

Jeg ved, at I DK lader man ofte kvinder gå over tid, så de så vidt muligt selv går igang, men jeg havde også hørt, at de herovre ikke lod én gå meget over tid, da babyerne er så store i dag. Hun svarede, at hun ikke synes, der var nogen fordel i at gå over terminen, hvis jeg ellers var fødeklar. Hun ville tjekke mig en uge inden terminen, og hvis Rumle og jeg var fysisk klar til fødsel, så ville hun sætte mig i gang lige efter terminen, hvis jeg ikke selv var gået igang. Men hun ville selvfølgelig ikke gøre noget mod min vilje, og hvis jeg selv ønskede at vente, så var hun også helt ok med det.

Jeg blev ret glad for svaret, da jeg ikke har den store lyst til at gå 2 uger over tid, slet ikke lige op til jul :-) Selvfølgelig, hvis ikke Rumlepot og jeg er klar før, så er det sådan det er. Men hvis alt er klar, så vil jeg lige så gerne have det overstået. Så det var bare rigtig dejligt at høre.

Så fik jeg en sukkerblanding med hjem, som jeg skal drikke en time inden næste lægebesøg om tre uger. Den skal bruges i forbindelse med min sukkersygetest. Derudover fik jeg papirerne til registreringen på hospitalet og nogle papirer om fødselsforberedelse osv. med. Det begynder at nærme sig nu. Spændende :-)

I aftes, da jeg var inde og undervise i Sømandskirken i Brooklyn, fik vi en kæmpe sæk fyldt med babylegetøj af præsteparret.
De har selv to børn, som er vokset fra legetøjet, og de mente, at vi måske kunne bruge lidt af det. Hold da op, hvor var det sødt af dem. Masser af udviklingslegetøj (en del Lamaze), trælegetøj, dansk legetøj osv. Søren og jeg sad og rodede med legetøj hele aftenen efter jeg kom hjem. Selvfølgelig er det brugt, men jeg læste et sted, at stoflegetøjet sagtens kan vaskes ved 60 grader og at plastiklegetøjet kan vaskes i opvaskemaskinen. Så det må være mit næste projekt. Desuden havde de en flot hvid trækravlegård, vi også måtte få, og så skal vi jo også arve deres barnevogn til altanen. Jeg ved endnu ikke helt, hvad jeg mener om kravlegårde, men lad det komme an på en prøve. Ville nok ikke selv have købt en, men når man får den gratis, så kan man jo altid lige se det an. Jeg er bare så benovet over deres gavmildhed. Det er rigtig sødt af dem.

I lørdags var vi på udstyrstur i IKEA og BabiesRus. Ja, det var så den lørdag aften :-) Vi fik os en romantisk middag i IKEA, hvor vi nød vores Svenska Køttboller og kage med udsigt over Newark Airport....ha ha ha....Det skulle lige prøves og smagte slet ikke værst. Vi endte med at købe både en seng og et puslebord fra BabiesRus. Vi fandt to gode ting, som passede godt med det, vi gerne ville have og den pris, vi ville betale. Det er lidt svært med pusleborde herovre, da de allesammen vender sidelæns, så man står med barnets side mod sig. Vi vil jo mene, det er nemmere at stå med fødderne ind mod sig, når man nu skal skifte tøj og ble. Men det mener amerikanerne ikke. Vi fandt dog en ok løsning, som vi er ret tilfredse med. Og sengen endte med en, som ligner den her, dog uden skuffe forneden. Og så uden sengelinned selvfølgelig.

22. august 2007

Maven (24+1)

Ja, så er det vist tid med et billede af maven igen. Nu er vi 24 uger og 1 dag henne. Jeg har taget 9 kg. på GISP! Rumleknægten har det godt, og han sparker som sagt hele tiden. Der er godt gang i ham.

Der er flere billeder af maven i fotoalbummet Guldgrisen.

21. august 2007

Lidt om regn, danskundervisning og kommentarer i bloggen

Sidder her i silende regn med døre og vinduer åbne. Det er lidt koldt i dag, ca. 17 grader, men hvor er det hyggeligt. Rumle og jeg har taget plads i sofaen under tæppet, og indtil videre virker han temmelig glad for, at jeg endelig tager en slapper. Så kan han nemlig komme til at vælte lidt rundt og give den gas. Maven får sig nogle slag, og den bliver godt nok bulet ud her og der, når han lige skal slå et kraftspring eller vende sig en 1½ omgang. det er bare så dejligt at sidde at følge med i :-)

I aftes fik jeg overstået min første lektion i Sømandskirken, og det gik rigtig godt, synes jeg. Det virker til at være et godt hold med masser af snak, hygge og glæde. Og det var bare super interessant at undervise voksne på den måde. Det tror jeg, at jeg bliver rigtig glad for.

Jeg har netop lagt billederne fra resten af vores Californien tur ind i fotoalbummet. Jeg nåede det ikke lige i går, inden jeg skulle afsted på arbejde. Men om få minutter skulle de være der.

En lille sidebemærkning om kommentarer i denne logbog. Det er jo muligt at skrive kommentarer til vores indlæg ved at klikke på det lille link nedenunder indlægget. Vi har de sidste par dage modtaget et par stykker, og det er altså rigtig hyggeligt. Vi får en mail, når der kommer en kommentar, så selv om man ikke lige kan se dem på forsiden af bloggen, så ser vi dem, og vi svarer også tilbage på dem. Så kommenter endelig løs, så bliver vi så glade :-) Jeg har lagt en kommentar ind til dette indlæg, så I kan se, hvordan det fungerer. Klik på 1 comment.

20. august 2007

Turen til Los Angeles (23+6)

Klokken blev 13 inden vi kom afsted fra Petaluma i fredags, og så skulle vi lige omkring lufthavnen og bytte vores bil. Den lejebil vi havde, kunne man ikke aflevere i Los Angeles, så vi måtte lige skifte den ud med en anden. I stedet fik vi en Pontiac Gran Prix V6, som viste sig at passe noget bedre til sådan en tur en Cadillac'en.

Kl. 15 kørte vi ud fra lufthavnen i San Francisco og syd på mod Los Angeles. Vejret var forrygende og vi havde besluttet os for at køre ned langs Route 1, som er helt ude ved kysten, så vi ville få hele den flotte udsigt over The Pacific at se. Trafikken var heldigvis ikke for slem og vi nåede ret hurtigt vandet og de mindre landeveje. Det var utroligt som landskabet forandrede sig foran vores øjne på bare få timer. Fra at køre i det nordlige bakkede vinområde ved Napa og Sonoma, kom vi ned syd for San Francisco, hvor det bare var HELT fladt og 100% landbrugsjord. Her dyrkede de artiskokker, kartofler, roer og jordbær, og man kunne ikke se en bakke eller en fordybning i jorden i miles omkreds. Foran os kunne man dog ane bjergenes konturer i horisonten. Jo tættere på vandet vi kom, jo mere kuperet blev terrænet, og pludselig skiftede landskabet til store golde bakker/bjerge, som kun var dækket af græs. Det så næsten helt færøsk eller islandsk ud og de store klipper ned til kyststrækningen lod vores minder om den vilde skrænt ved Lønstrup forekomme lidt lille og tilforladelig. Ude i vandet kunne vi se små klippetoppe, der stak op her og der, og det var bare så ubeskriveligt smukt, at vi måtte stoppe op hvert andet minut for liiiiiige at tage et billede. Vi var begge enige om, at det var noget af det smukkeste stykke natur, vi havde oplevet. Vejen snoede en del på dette stykke, og det var ikke muligt at køre mere end små 30-40 km i timen gennemsnitligt. Derfor nåede vi heller ikke mere end lige knap halvvejs ned af denne strækning, før end solen begyndte at gå ned. Efter en 10 km inde i skoven ved Big Sur, hvor vi var fuldstændigt overmandet af de vildt høje Redwoods træer, kom vi igen ud til de åbne kystskrænter og ude mod vest var solen nu ved at gå i seng.


Igen måtte vi stoppe og knipse. Igen ubeskriveligt, åndeløst og fantastisk smukt!

Vi nåede vores hotel i Los Angeles kl. 2 om natten, en del senere end først beregnet, men det havde været hele turen værd, og der gik ikke mange sekunder fra vi lagde hovedet på puden til vi snorksov begge to.

Næste morgen startede vi med stor amerikansk morgenbuffet, hvorefter vi drog ud for at opleve L.A. på en dag. Ikke nogen nem opgave, men vi var friske på det. Vi startede ud på Sunset Boulevard, kørte ned på Hollywood Boulevard, hvor vi gik en lang tur langs stjernerne i fortovet. Ved Man's Chinese Theatre og Kodak Theatre lod vi os rive med af Hollywoodånden og de mange udklædte "stjerner", der var at finde der. Derefter kørte vi op til Beechwood Drive, hvor vi kunne komme helt op på en bakke og nyde Hollywood skiltet og udsigten over L.A. På dette tidspunkt målte termometeret i bilen 105 grader Farenheit, hvilket er 40,5 grader celsius. Gisp, det var hårdt og varmt, især med en Rumlepot i maven. Men vi fik set skiltet, taget billedet, mødt et par danskere og kom så hurtigt ned i bilens kølige aircondition igen. Så gik turen til Beverly Hills og Bel Air, hvor vi ville køre lidt rundt i de riges kvarterer og nyde duften af penge. Betagende og forførende, og selvfølgelig var vi begge dybt misundelige, da vi bagefter kørte ned til Rodeo Drive. To kæmpe smoothies fik den værste misundelse væk, og vi slendrede hjemmevant ned af L.A.'s dyreste gade. Søren var vist mest optaget af bilerne, og jeg af de vilde outfits som de rige amerikanere kom valsende i. Bl.a. så vi en Mercedes McLaren SLR, som vi vist fik taget billeder af fra ALLE vinkler og kanter. Mens "vi" var opslugte af dette vidunder af en bil, kom en amerikansk pige hen og spurgte os: "What is the big deal about that car??????" Søren valgte at undlade at kommentere hendes spørgsmål, og jeg svarede, at det vidste jeg ikke. En anden fyr, som også knipsede savlende løs med sit kamera gav hende en lang og udførlig forklaring, og hun virkede ikke meget klogere, da hun gik derfra. Vi opnåede også hele to gange selv at blive stoppet på netop denne gade og spurgt om, hvor vi havde købt en bestemt ting, vi havde med. Det var vi temmelig stolte af bagefter. Tænk sig, vi var de seje her på blokken. Dem de andre gerne ville ligne! Vi måtte så fortælle dem, at vi havde købt vores smoothies nede på hjørnet i Jumbo Juice butikken. Ja, ja, ja, det var så ikke lige vores tøj eller vores vores accesories, men en smoothie kan åbenbart også være total tjekket og in på Rodeo Drive.

En time der, og så havde vi fået nok af dollars og dyre butikker. Nu ville vi på stranden, og Søren skulle opleve Venice Beach, som jeg havde været så fascineret af, da jeg var her sidst i 1995. Så ned mod Santa Monica Beach og syd på mod Venice. Og ganske rigtigt. Han var lige så vild med dette tivoli/kræmmermarked/show-off-sted/hashstnkende rekreative område, som jeg var. Det er bare det fedeste og hyggeligste sted, og man møder simpelthen så mange forskellige og mærkelige mennesker der. Søren fandt også en urforretning, som reklamerede med Hamilton ure udenfor. Han har kigget på sådan et ur siden vi kom herover, så det skulle vi også lige ind og se på her, og det endte sørme med, at han gik ud derfra med et nyt ur på sin arm. Det er det sejeste ur, og han var bare skide glad for det. Og så hjalp det jo også lidt at han fik forhandlet sig frem til en rigtig god pris, som lå en del under det, han havde set det til i butikkerne og på nettet. Igen fik vi lov at nyde solnedgangen ud over havet, og denne gang slendrede vi bare forelsket ned af Venice Beach.

Vi sluttede dagen af med en god italiensk middag på 3rd Street Promenade i Santa Monica, hvor jeg havde boet på vandrehjemmet en gade længere nede i 1995. Vi var også lige inde og kigge på vandrehjemmet, det var helt nostalgisk at stå der igen så mange år efter. Det lignede fuldstændig sig selv fra den gang. Selv turistturene, man kunne melde sig på, var de samme. En dejlig afslutning på en oplevelsesrig dag i L.A.
Turen hjem næste dag gik med Continental Airlines, og det kan vi ikke anbefale nogen, men vi kom hjem og kl. 22.15 låste vi os ind på Swain Court og gik i seng. Stakkels Søren, der skulle op og på arbejde i morges kl. 9. Der følte jeg godt med ham. Jeg tror også, at Rumle glæder sig til at få et par afslappende dage igen. Alt den gåen rundt i L.A. og flyven frem og tilbage passede ham ikke altid. Og jeg måtte da også et par gange undervejs sande, at jeg ikke kan holde til helt det samme, som før jeg blev gravid. Så er det jo godt at man har en gentleman ved sin side :-)

Jeg er så småt ved at gøre mig klar til at skulle på arbejde nu her i aften. Jeg har min første undervisningslektion i Sømandskirken, og jeg glæder mig helt vildt til at komme ind og møde mit nye danskhold. 16 tilmeldte ialt.

I kan se alle billederne fra turen til Californien i fotoalbummet af samme navn.

17. august 2007

San Francisco Murals

Hvis du går med mig,
læser jeg din færden.
Hvis du går med mig,
viser jeg dig verden.
Som den er.

Sådan sang Nephew i bilen, da jeg kørte over Golden Gate Bridge mod Petaluma fra San Francisco i aftes. Jeg var på vej hjem efter en dejlig dag i SF, hvor jeg havde været på jagt efter nogle af byens mange berømte murals (vægmalerier). Det havde været en dejlig dag. Høj solskin, og en konstant let kølig brise, der holdt temperaturen på lige omkring de 23-25 grader. Skønt til en tur i byen.

Rumle fulgte pænt med nede fra maven og lavede ikke ballade under al det kunstkiggeri. Også selv om det betød gåture op og ned af de meget stejle gade i SF. Det tegner godt for den lille fyrs kunstneriske interesse :-) Mor var meget stolt!

Sidst vi var her, fik jeg kun set vægmalerierne i Coit Tower, så det var en af de ting, jeg manglede. Jeg startede helt inde på 3543 18th St., hvor man finder "The Maestrapeace" på The Womans Building.
Hold da op, hvor var det flot. I et ellers lidt rodet og trashy kvarter, stod denne bygning bare og lyste op med alle sine farver og illustrationer. Vægmaleriet er resultatet af et projekt mellem 7 kvindelige kunstnere i 1971. Man kan finde både kendte kvinder på maleriet såvel som ukendte og mere symbolske kvindeskikkelser.

Da jeg gik tilbage til bilen kom jeg forbi et lille stræde i mellem 17th og 18th street, Clarion Alley, hvor jeg også havde læst, der skulle være nogle fantastiske murals. Og hold da op.....på begge sider af gaden var der fyldt med det ene maleri efter det andet, malet af forskellige unge samtidskunstnere siden 1992.
Her finder man et af de sidste malerier af kunstneren Chuy Jesús Campusano, og hvert år afholdes et bolck party, for at fejre det sidste nye maleri på gaden. Et fascinerende og spændende sted at tilbringe lidt ekstra tid, og helt sikkert et besøg værd på tur i San Francisco.

Jeg sluttede af med at køre ned mod havnen igen til 800 Chestnut St., hvor man finder The Art Institute of San Francisco. Her finder man en af Diego Riveras mest berømte vægmalerier fra 1931 "The Making of a Fresco Showing the Building of a City".
Han var gift med Frida Kahlo, hvis I kender hende bedre. Det var ligeledes et fantastisk flot vægmaleri, og 3D effekten i det er helt forførende.

Tre meget forskellige måder at læse folks færden og derefter vise sit syn på verden på. Og vildt interessant at se kunsten ude i det fri midt på gaden på den måde. I stedet for inde på et lukket stift museum, hvor man knap nok tør trække vejret. Her kunne man komme helt tæt på og mærke malingen og tidens tand. Fantastisk! Og så er det gratis!!!

Bagefter al kunstkiggeriet gik jeg ned på Fisherman's Wharf og nød det gode vejr dernede. Fik mig en is og kiggede lidt på søløverne, nød det pulserende turistede liv og købte lidt souveniers. Ok, jeg indrømmer det. San Francisco og Petaluma/Sonoma/Napa-området begynder at gro lidt på mig :-) Det er et dejligt sted.

Om en time er kl. 12, og vi skal tjekke ud af hotellet og videre mod Los Angeles. Så starter vores West Coast Roadtrip. Og så står den ellers på miniferie, oplevelser og hygge i LA resten af weekenden.

I det nye fotoalbum for den tur kan I se flere og mere detaljerede billeder af vægmalerierne.

15. august 2007

I Petaluma, CA

Ja, så befinder vi os igen i Petaluma i Californien alle tre. Sidst vi var her, var vi kun lige knap 6 uger henne, og Søren og jeg turde stadig ikke helt tro på, at det kunne være sandt. Men nu er vi her igen 23 uger henne i graviditeten og bliver konstant mindet om, at det skam er sandt nok, og at der rigtignok er en lille livlig fyr inde i min mave. Han sparker og kaster sig rundt hele tiden, og det er på alle tider af døgnet og mange gange om dagen. Så hvis han er bare halvt så livlig, når han kommer ud, så får vi nok at se til fra december :-)

Søren knokler over på firmaet, som ligger en spytklat væk fra hotellet, og Rumlepot og jeg tager ud og oplever i vores lejebil. En Cadillac CTS, som vi også startede med at have i New Jersey sidste år i august, da vi lige var kommet herovre. Så det er helt nostalgisk. Vi fik ellers en Toyota Camry fra Hertz, men det nægtede Søren simpelthen at køre i igen, da han var så træt af den sidst. Så vi måtte lige ind til AVIS en tur og høre, hvad de kunne gøre. Vi skal jo køre i den til LA på fredag, og så er det meget rart, at have en ordentlig bil, der er værd at køre langt i. De kunne heldigvis tilbyde os Cadien til samme pris, så den tog vi på stedet :-)

Den første dag vi havde her, valgte vi ellers det vildeste program om aftenen. Vi spiste aftensmad i hotellets cocktail/snackbar og krøb under dynen og så en Pay-per-view film på hotelværelset. Efter at have brugt en lille time på at se alle previews på de film, vi kunne vælge i mellem, faldt valget på "Mr. Brooks" med Kevin Costner. En ret god film faktisk, også selv om jeg faldt i søvn midt i og lidt missede pointen til sidst. Jo, vi er rigtig ude og få os en på opleveren i det Californiske :-) Det var lige det, vi trængte til, og hele idéen med at jeg tog med herud, var jo også netop at vi kunne få lidt tid sammen i en ellers ret hektisk rejseperiode for os begge. Mission acomplished!

I aften skal vi ud til Per, som er vicepresident i firmaet, og hans kone og spise. Torsdag skal Søren arbejde hele dagen og aftenen, så vi kan tage tidlig afsted fredag middag mod LA. Vi tager kystturen derned og regner med at gøre holdt i flere af de små byer vi kommer til på vejen bl.a. Solvang, Santa Barbara og San Louis Obispo. Så skal vi ordentlig på roadtrip igen. Det er også ved at være længe siden sidst. Jeg har pakket alle AB-CD'erne så vi har god musik til vejene.

5. august 2007

På venstre side, på højre side, på..... (21+5)

.....ryggen, halvt på siden op af en pude, dynen mellem benene, dynen under maven....Der er snart ikke den sovestilling, jeg ikke har prøvet i nat, og i går nat, og i forgårs nat, og alligevel vågner jeg mellem 3 og 6 gange, og ved 4-5 tiden kan jeg slet ikke falde i søvn igen. Pt. er klokken 4.00 og her sidder jeg og skriver logbog!!!!

Heldigvis er jeg ikke vildt træt om morgenen, af en eller mærkelig grund, men jeg tænker lidt, at hvis jeg havde et job, jeg skulle møde på kl. 8, eller jeg havde et andet barn, der krævede mig ved 6-7 tiden og resten af dagen, eller jeg havde begge dele!!!!!!....så havde jeg nok været smadret og lige ved at gå ud af mit gode skind. Jeg vender og drejer mig, skal tisse 4-6 gange hver nat og bliver vækket af vores lille guldgris, der vil holde pyjamasfest hver nat?

Nå ja, og så er der hele balladen med, at man ikke må sove på ryggen, og helst skal sove på venstre side..... :-) (gaaaaaaaaab) Nå, det er nok en billig pris at betale i forhold til at have kvalme, bækkenløsning, blærebetændelse eller en af de andre mange skavanker, der kan være ved sådan en graviditet. Hvilke jeg heldigvis har været lykkelig forskånet for indtil videre :-)

I går havde jeg ellers besøg af min dejlige mand hele dagen. Han ankom kl. 6.10 om morgenen fra San Francisco, hvor jeg samlede ham op i Newark. Her passede mit sovemønster fint ind i planen. Vi havde en rigtig dejlig dag med hygge derhjemme på altanen og lidt shopping til sidst, og det var bare skønt lige at se hinanden her midtvejs i hans rejseri mellem to verdensdele. Vi var begge temmelig trætte, da jeg vinkede farvel til ham igen i lufthavnen i går aftes ved 23-tiden, hvor han skulle med SAS flyveren til DK. Stakkels mand! Han nød dog lige at være hjemme i hans lille oase for en stund og tanke mentalt op, og han fik da også lige lov at se et spark fra sin kommende søn, inden han rejste videre. Og tænk sig, at han alligevel med den rejseplan tog sig tid og lyst til at tage ud kigge lidt på babyudstyr sammen med mig, fordi han kunne mærke, at det ville glæde mig. Jeg har simpelthen verdens dejligste mand, og BabiesRus har fået testet alle deres ammestole i dag af en mand, der lige skulle have sig et vuggende hvil :-) Nej, hvor jeg elsker ham!

Hans besøg I San Francisco gik godt og sluttede med en stor sommerfest, som han nåede at deltage i det meste af. Når han på fredag kommer hjem fra DK har vi lige weekenden her i New Jersey, så tager vi begge tilbage til San Francisco om søndagen, hvor han skal op og lave lidt opfølgende arbejde, og så håber vi at kunne tage weekenden fri deroppe, så vi kan køre en tur ned til Los Angeles og få os en på opleveren. Inden da glæder han sig til lidt hjemmehygge på Græsager sammen med sine forældre og Pepsi.

Oh, havde nær glemt...han havde en Toyota Camry som lejebil i San Francisco. Behøver jeg at sige, at han ikke var dybt imponeret? Selv om en Toyota ER en driftsikker vogn! Som han selv lidt surmulende sagde i dag: "Der er sgu mere gang i Jettaen. Havde den så bare været en 3.5 liters V6'er...." :-)