29. december 2007

Bedsteforældre-vagt-skifte

For én dag havde vi hele to hold bedsteforældre i huset. Efter en uge med min familie, var det Sørens tur til at få sine forældre på besøg. Og vi nåede lige at have en enkelt dag med både far, Jette, Thomas, Else og Ejner på besøg på en gang.

Min far, Jette og Thomas rejste hjem igen efter seks dejlige juledage, og det var godt nok lidt hårdt at sige farvel. Nu havde man jo lige vænnet sig til, at de var i nærheden, og at man kunne dele sine oplevelser med Isac med dem. Så må man lige synke en gang, hive op i sig selv og minde sig selv om, at vi jo ses snart igen, og at det har været nogle fantastisk hyggelige dage, som ingen kan tage fra os. De har simpelthen bare været så dejlige at have besøg af, og de har bare gjort så meget for os, mens de har været her. Vi har nærmest ikke skulle løfte en finger selv. Hvad mere kan man ønske sig som nybagte førstegangsforældre, der skal holde juleaften for første gang? De lavede hele julemiddagen. Ofte når vi kom ned om morgenen, så var der lavet kaffe og varmet boller, de insisterede på at tømme opvaskemaskinen hver gang, de gjorde rent efter sig inden de rejste, de hyggede om os, og vigtigst af alt....de slappede af og hyggede sig SAMMEN med os :-) Stor tak til dem alle tre for alt deres hjælpsomhed, hjertevarme og dejlige selskab.

Det bøder jo en hel del på det, at Else og Ejner ankom dagen inden, så vi stadig har familie i huset. Nu skal vi nyde den næste uge sammen med dem, og de skal endelig opleve Isac og vores liv herovre på tæt hold. SKØNT!

Isac fik endelig hilst på farmor og farfar, og det første møde var igen præget af stor glæde og følsomhed fra alle parter. Søren nød at se sine forældre med vores lille søn, og det er bare noget helt specielt at få lov at vise ham frem til sine egne forældre.

27. december 2007

Juledagene

Så kom min far, Jette og min lillebror Thomas endelig til Belle Mead, og vi har fået fejret julen. Det var skønt at få lov at dele Isac med dem, og det tog heller ikke lang tid efter de var ankommet, til at min far havde ham i armene, og de blev hurtigt gode venner de to.

Også onkel Thomas skulle hilses på, og her kunne man jo lige så godt lige tage en lille lur.

Juleaftensmorgen havde vi traditionen tro haft besøg af nissen, som havde lagt gaver i vores futsko. En tradition som heldigvis er fulgt med os til USA fra mit barndomshjem. De blev åbnet ved det store julemorgenbord, som Thomas og far havde været så søde at stille an.

Juleaftensdag hyggede vi os med et spil Matador, blogskrivning, Nøddebo Præstegård på dvd og selvfølgelig opkald hjem til Danmark. Her er det min mor, Thomas og jeg snakker med i mobiltelefonen på bordet.

Far og Jette var så søde at lave al julemaden, og det smagte himmelsk. Tænk sig at sidde i New Jersey og spise juleand og -steg med brune kartofler, sovs og rødkål. Det var helt vildt hyggeligt og dejligt. Især når man har familien omkring sig i samme åndedrag.

Søren havde været ude og finde det flotte træ, som vi fik pyntet med vores nyindkøbte pynt. Vi har bl.a. købt ornamenter fra de steder, vi har været herovre indtil videre. Julestjernen var en julegave fra mor, Knud og Thomas. Den fik vi allerede lillejuleaften, da den jo skulle på træet. Her er der dækket op til julemiddagen og hele huset dufter af jul og hygge.

Isac nød al opmærksomheden og hyggen, især når det, som her 1. juledag, kunne foregå på skødet af far under den dejlige varme dyne. Han var med til at danse omkring juletræet på fars arm, dog sov han godt til de mange julesange, vi sang.

Men det er også hårdt at have gæster og gå fra arm til arm samtidig med at man skal være en charmerende lille baby. Og så er det jo godt, at man lige kan tage sig en skraber på en skulder eller i vuggen.


I morgen kommer Else og Ejner med flyveren kl. 16.30. Så skal Isac møde sin farmor og farfar for første gang. Hvor er det skønt, at vi har sådan en dejlig familie, der gider at rejse helt herover og fejre julen sammen med os.

19. december 2007

Isac lægebesøg 14 dage

Så blev Isac 14 dage gammel i går, og det var tid til 2. besøg ved hans pediatrician (børnelæge).

Alt så igen rigtigt fint ud. Han havde taget et helt pund på siden sidst, så det er to pund, siden vi kom hjem fra hospitalet. Han vejer nu 9 pund og 13 oz (4790 g), og har altså taget næsten et helt kilo på, siden vi kom hjem for 10 dage siden. No wonder, at mine bryster er lidt ømme!


Det er nu dejligt at høre, at min mælk er god for ham, og at han sutter rigtigt. Det er jo aldrig til at vide, når det er den første :-) Alt andet så også fint ud, og vi udskød derfor næste uges besøg til om 14 dage, så vi kunne slappe af i julen. Så den 5. januar skal vi afsted igen. Han er så småt begyndt at tage brug af sutten, men han er stadig ikke vildt imponeret af den, så det er kun i helt pressede situationer, hvor han virkelig er ked af det, at den kan bruges. Det er heldigvis ikke så tit, så det er jo godt nok.

På lørdag kommer min far, Jette og min lillebror Thomas på julebesøg fra Danmark. De skal være her hele julen, og den 27. kommer Else og Ejner og tager over i gæsteværelset og fejrer nytåret sammen med os. Hold da op, hvor vi bare glæder os lige nu, til der kommer lidt familie og ser vores lille julenisse. Jeg kan næsten ikke vente til på lørdag, hvor jeg skal lægge min lille søn i min fars arme for første gang. Det bliver SÅ stort!

Tre julenisser

Ja, der er gået jul og nisser i den.

http://www.elfyourself.com/?id=1562204436

Mon mor Sanne har så søde nogle nisser i sin store julekasse????

Nu er der kun 4 dage til at vi får besøg hjemmefra :-)
Glædelig Jul til jer alle.

12. december 2007

My dad is a Nicolaisen too :-)

Der er ikke den store tvivl om, at Isac ligner sin far, og at Søren ikke kan rende fra sit fædrende ophav heller. Men se lige disse billeder af henholdsvis far og søn som spæde. Øverst ses Søren som lille, og derefter Isac.


11. december 2007

Isacs første uge

Så er vi kommet hjem fra det første besøg ved Isacs børnelæge, og det gik bare rigtig godt. Isac havde lige spist inden. så han var blid som et lam og fandt sig i næsten alt hvad lægen udsatte ham for af tjek og målinger. Alt så fint ud, og vi fik hele introduktionen en gang til, på samme måde som på hospitalet, hvilket egentlig var dejligt, så vi kunne høre, at de havde informeret os godt inden de udskrev os.

Han vejede ham til sidst, og sørme om ikke han er tilbage på sin fødselsvægt + lidt til. Han vejer nu 8 am. pund og 13 oz. Det er rigtig godt, da han havde tabt 9% af sin fødselsvægt i fredags, da vi blev udskrevet. Det er tegn på, at han spiser godt, og at min mælk er god for ham. Det er rart at vide. Jeg må også sige, at det er ikke meget tid, jeg har at løbe på fra han vågner, til at jeg skal have åbnet på Restaurant De To Toppe. Han er vores eneste kunde, men han er så til gengæld også stamkunde og kommer ca. hver 3. time. Han er især vild med vores store Dairy Buffet, hvor vi kører tilbuddet "All you can eat for a smile". Så får vi bare de skønneste og mest tilfredse smil bagefter, når han ligger og slår mave og halvblunder. Det er slet ikke til at stå for.

På tirsdag skal vi derned igen til endnu et tjek. Det virker som et rigtig godt sted, hvor der er styr på tingene, og lægen virkede rigtig behagelig, og man fik hurtigt tillid til ham. Så alt i alt en rigtig god oplevelse.

Jeg har det også godt igen. Mit operationssår heler som det skal, og jeg tager ikke længere noget smertestillende medicin. Jeg kunne ikke rigtig lide at tage det, når jeg ammer. Jeg endte med at tage 19 kilo på, og har allerede tabt de første 13 kg. Det er godt nok gået hurtigt. Det bliver spændende at se, om det bliver lige så let med de sidste seks :-) Så må vi jo ud og trille lidt med barnevognen, nu hvor den igen må stå i vores egen garage. Jeg skal først til lægen igen om fem uger, hvor alt skulle være faldet tilbage på plads inde i maven. Allerede nu nyder jeg at kunne bevæge min krop naturligt igen, og være i stand til at binde mine egne sko og smøre mine ben. Det er dog stadig lidt underligt, at man ikke længere mærker spark og moslen inde i maven, men så får jeg jo bare det at mærke udenfor i stedet, og det er nu engang tusind gange bedre.

Søren er startet på arbejde igen. Han har dog arbejdet hjemmefra i dag, da vi skulle til lægen. Det var lidt underligt, at han tog afsted i mandags, og jeg tror også helst, han ville være blevet hjemme og hygge med os. Men sådan er vilkårene jo herovre, hvor fædrene ikke automatisk har krav på barsel. Han har dog noget ferie til gode, som han holder op til jul, så vi får alligevel nogle gode dage sammen der. Og så var det jo også bare dejligt, at han var på hospitalet sammen med os alle dagene. Det ville jeg nødigt have være foruden. Han er en rigtig superfar, som skifter lige så mange bleer som jeg, og som bare elsker at sidde med Isac og hygge. Det er det bedste at se på de to sammen. Så flyder mit hjerte bare over. Ja, mine følelser sidder stadig lige uden på tøjet, og tårerne kommer og går som vinden den blæser. Men det er for det meste glædestårer :-) Kun når savnet til dem derhjemme, som jo er særligt stort lige nu, bliver for overvældende, mærker jeg et sørgmodigt stik i hjertet. Men det er jo et eller andet sted også en glædelig følelse at føle det savn. Det betyder jo bare, at man har noget godt at savne. Så ja, vi er rigtig glade, og vi har det rigtig godt efter den første uge som familie på tre.

I morgen kommer Jane og besøger Isac og jeg. Hun tilbød at komme og hjælpe til, da jeg jo er lidt låst fast pga. operationen. Det er bare SÅ sødt af hende, og endnu engang kan vi kun prise os heldige over at have mødt sådan nogle dejlige venner herovre.

9. december 2007

Resten af fødselsberetningen

Fortsættelse på indlægget skrevet den 4. december "Mens vi venter..."

Tirsdag morgen efter en lang nat med veer, dog ikke nogen der rigtig satte gang i noget, var der ikke længere nogen tvivl, om at vores søn skulle ud med kejsersnit. Klokken 6 kom Dr. Andrin ind og aftalte nærmere med os om den forestående operation. Hun spurgte om vi havde nogle spørgsmål, og vi snakkede med hende om bedøvelsen osv. Jeg ville få en lokal bedøvelse i rygraden, som gjorde at jeg ville være vågen i gennem hele operationen, og derved kunne få oplevelsen af fødslen på samme måde som ved en almindelig fødsel. Det er helt normal procedure ved kejsersnit, som ikke er akutte. Efter hun var gået kom en sygeplejerske ind og spurgte, om det var ok, at de flyttede os til et andet rum den sidste times tid inden fødslen. De havde netop fået 10 fødsler ind samme morgen og var nu ved at rende tør for plads. Morgenen bar præg af en hektisk og stresset stemning, hvor vi aftenen før havde været de eneste på fødegangen. Sikken en forandring at vågne op til. Vi blev flyttet ind i et undersøgelseslokale, og derfra fik vi ringet til vores forældre og sat dem ind i planerne. Klokken 7.30 blev jeg kørt op på en operationsstue på en anden gang, da fødegangens operationsstue var optaget. Jeg var super nervøs, men også meget spændt på, hvad der nu skulle ske med mig og babyen. Og samtidig var både Søren og jeg lettede over, at der nu endelig skete noget.

Jeg blev ført ind på operationsstuen, mens Søren måtte vente udenfor til jeg var gjort klar. Jeg skulle sidde overskrævs på briksen og læne mig ”dovent” forover, så min rygrad blev blottet og stod i en løs bue. Anæstesilægen lagde bedøvelsen ind i min rygrad og jeg blev lagt ned. Bedøvelsen skulle virke fra brystet og ned, og jeg kunne stadig mærke mine ben, som føltes som om de sov, da de flyttede dem ud til siden. Langsomt forsvandt følelsen også i resten af kroppen, og jeg kunne bare ligge der og se dem rigge alting an omkring mig. Det var meget ubehageligt, da jeg kunne mærke at bedøvelsen kom længere og længere op, og jeg mistede langsomt kontrollen over min egen vejrtrækning og talefunktion også. Søren kom ind og satte sig ved siden af mig, og han forklarede kærligt for mig, hvad de lavede og hvad han så omkring sig. Jeg kunne kun kigge op på ham og mærkede panikken sprede sig i kroppen på mig. Jeg samlede al min styrke og fik fremstammet til lægen, at jeg ikke kunne trække vejret og ikke kunne tale. Han kunne godt se på mig, at jeg var utilpas, og roste mig for at sige det. Han talte beroligende til mig, gav mig en iltmaske på og lovede mig, at alt var under kontrol, hvilket jeg måtte vælge at tro på. Jeg fandt igen roen og fokuserede kun på at kigge på Søren, lytte til hans stemme og mærke mit ansigt under hans kærtegn. Ingen panik, sagde jeg til mig selv.

Klokken 8.30 bliver Isac født nøjagtig en uge før terminen. Han er 53 cm. lang og vejer 3960 g. Søren udbryder grådkvalt og glædesstrålende, at nu er han ude, og han er det smukkeste, han nogensinde har set. Jeg hører i det fjerne nogen sige: ”It’s a beautiful boy” og ”Oh my…He’s a big one”. De kommer hen med ham til mig, og jeg får lov til at give ham et hurtigt kys på kinden, inden de tager ham med igen. Herefter døser jeg væk og oplever ikke de næste 15-20 minutter. Lægen har givet mig noget søvndyssende, så jeg kan finde roen, imens de syer mig sammen, og da jeg vågner igen, er jeg klar til at blive kørt ned til opvågningsstuen. Jeg har ingen fornemmelse for tiden, men den må være omkring 9.15. På opvågningsstuen får jeg langsomt følelsen tilbage i mine fingre og min overkrop, og jeg får morfin lagt i mit drop. Anæstesilægen kommer ind i lokalet og forklarer mig venligt og professionelt, at jeg har en høj rygrad, hvilket betød, at bedøvelsen ramte mig meget højere end den skulle. Han var dybt imponeret over min måde at reagere på dette på, og mente at jeg skulle have The Patient of the Year Award for min tålmodighed og ro. Jo tak, tænkte jeg. Han var en yderst behagelig og beroligende læge, og jeg satte meget pris på hans måde at få mig igennem forløbet på. Søren kommer derefter ind i lokalet og han er helt opløst i gråd. Han har været med vores søn nede på barselsgangen, og her har han taget en masse billeder, som han viser mig på kameraet. Han er tydeligvis overvældet af et sus af glæde, ukrontollerbarhed, og som han selv beskriver det, noget helt ubeskriveligt, som han aldrig har prøvet at opleve før.

Vi kigger på billederne sammen, og jeg græder af glæde og kan slet ikke forstå, at den lille dreng i kameraet er min søn, som jeg snart skal møde. Jeg er stadig meget påvirket af bedøvelsen, og føler mig sløv og døsig samtidig med, at jeg græder af glæde og forventning. Vi får ringet til vores forældre og fortalt den gode nyhed, og en lille times tid senere, bliver jeg kørt op på vores enestue. Søren kommer kørende med Isac ganske kort tid efter. Han var bare så stolt af at kunne bringe ham til mig. Han bliver straks lagt til mit bryst, hvor han suger sig fast og ammer på liv og løs med samme. En sygeplejerske hjælper mig erfarent og sikkert i gang, og så bliver vi for første gang helt alene med vores lille dreng. Alt ånder fred og ro, og endelig er to blevet til de tre, vi så længe har ventet på at blive.

Nogle dage senere får jeg forklaret, at Isac aldrig var helt nede i mit bækken. Hans hovedomkreds er 15 inches (38 cm.), så måske er det fordi hans hoved var for stort, men det er ikke sikkert. Uanset hvad, så er det min læges vurdering, at jeg aldrig ville kunne have født ham på normal vis. Min livmoderhals ville aldrig være blevet udslettet, da selv 30 timers veer ikke kunne få ham derned. Hun ville ligeledes anbefale, at jeg får kejsersnit igen næste gang, jeg skal have et barn, da der er stor risiko for, at det samme sker igen.

8. december 2007

En vægtfejl

Vi har opdaget, at der var en fejl i den første angivet vægt for Isac, da de glemte at fjerne saksen fra navlestrengen, da de vejede ham. Dvs. han vejede ikke 4015 g, som vægten viste, men derimod "kun" 3960g.

Han er født i uge 39, altså lige nøjagtig en uge før terminsdatoen.

5. december 2007

Baby Nicolaisen

Så kom han endelig!


I morges kl. 8.30 kom Isac Overholt Nicolaisen til verden ved et kejsersnit på Somerset Medical Center i New Jersey. Han vejer 4015 gram og er 53 cm. lang.

Nærmere fødselsberetning og billedalbum følger senere. Nu skal vi have lidt at spise og mon ikke vi så skal have en lur mere :-)

4. december 2007

Mens vi venter....

Klokken er nu 1 om natten tirsdag den 4. december, og vi venter stadig på at Rumle kommer ud til os. Vi har lige fået sovet lidt begge to/alle tre, hvilket var meget hårdt tiltrængt efterhånden. Vi har snart været her på hospitalet i 24 timer, og som I jo nok kan regne ud, så går tingene ikke helt, som vi havde regnet med. Jeg har lige brug for at skitse forløbet op indtil nu.

Jeg gik selv i gang søndag aften, ved at jeg følte at vandet så småt begyndte at sive, og veerne kom løbende. De blev hurtigt regelmæssige, men ikke særlig kraftige, så vi ventede lidt med at ringe til lægen osv. Kl. 3 tog vi dog herind, da der var 4-6 minutter mellem veerne. Det viste sig at være klogt, da vandet var sevet lidt, og man derfor tilskynder en fødsel inden for 24 timer pga. risikoen for infektion. Efter hvad vi kunne huske, så var følelsen af vandet begyndt ved 17-tiden på vej hjem fra julefrokosten i Edison, så det gav os indtil den 3. december ved samme tid. Hele dagen i går fik jeg drop med det vefremkaldende stof Oxytocin, og jeg havde også temmelig kraftige veer i løbet af eftermiddagen, og vandet gik da også for alvor der. Men da min læge undersøgte mig i aftes ved 20-tiden, var jeg stadig kun 1 cm. åben, hvilket var nøjagtig det samme tidligere på dagen ved middagstid. Æv, hvor var vi skuffede og samtidig havde veerne stilnet af, så det så ikke supergodt ud.

Min krop vil ikke rigtig bruge veerne til noget. Selvom de stadig er der og stadig er regelmæssige, så gør de af en eller uvis grund ikke deres arbejde ordentligt. Det resulterede i, at vi fik valget mellem et kejsersnit i aftes, eller at vente natten over, give det en sidste chance, og hvis stadig ikke der skete noget, så få kejsersnit i morgen tidlig. Vi valgte det sidste, da både Rumle og jeg stadig har det fint. Vi har ikke feber og der er ingen tegn på infektion elller lignende. Tværtimod kan man næsten sig, at vi har det for godt :-) Jeg kan jo fx sidde her og skrive bloggen midt om natten.

Status er nu, efter et par timers søvn og nedtrapning + optrapning af Oxytocinen, at der stadig ikke sker en hel masse, og det ender nok med, at vi må tage brug af den planlagte tid kl. 7.30 for et kejsersnit. Som sagt, ikke lige det vi regnede med, men når nu det skal være, så glæder vi os bare til endelig at få ham ud og i vores arme. Det har været 30 lange timer efterhånden, vi er trætte, udmattede og utålmodige. Jeg er selvfølgelig sulten også, da jeg ikke har spist i over et døgn nu. De er desværre nødt til at holde mig fastende i tilfælde af, at vi ryger i akut kejsersnit. Men vi er stadig ved godt mod, og har valgt at se positivt på, at vi nu i det mindste kan se en ende på det hele. Uanset hvordan vores lille dreng vælger at komme til denne verden, så er det stadig et mirakel og den største glæde, vi kan forestille os. Det vigtigste er nu engang, at han og jeg kommer godt og raske i gennem dette her, og det er der i hvert fald stor grund til at regne med pt. Om det så bliver på den ene eller den anden måde, ja, det må natten vise.

3. december 2007

Status fra hospitalet

Her går det stadig godt. Jeg er kommet på vestimulerende drop, da vandet begyndte at sive i nat, men veerne ikke rigtig ville tage ved. Nu er der 2 til 3 minutter i mellem veerne, og det har der været i et par timer. Det har resulteret i, at vandet løber konstant nu, og Rumle er ved at sætte sig godt og grundigt fast nede i bækkenet, så han er klar til fødsel.

Personalet her på hospitalet er fantastisk søde og meddelsomme, og vi skal bare spørge, så står de på pinde for os. Vi har enestue med eget TV, mulighed for brug af den bærbare og en god sofaseng til Søren. Han har lige fået sig en kop Starbuckskaffe og en muffin nede fra cafeteriet, og vi har begge fået sovet lidt on and off i nat.

Jeg er endnu ikke blevet total overvældet af veerne, men det er der nok stadig mulighed for :-) Søren er helt kanon som makker. Jeg kunne ikke ønske mig en sejere og mere rolig mand ved min side. No wonder, at jeg valgte ham.

Vi sidder nu og ser et eller andet madprogram i TV, og så kunne jeg jo lige så godt lige opdatere bloggen samtidig. Det er jo rart at kunne huske alle de tanker, der farer rundt i hovedet på os bagefter. Madprogrammet gjorde det lidt for mig med en stor steak, da jeg ikke må spise andet end isterninger og slikkepinde lige nu. Jeg er SUUUUULTEEEEEN. Vi venter på, at vores læge ankommer her ved middagstid, hvor hun vil vurdere, hvor åben jeg er og sådan. Men mon ikke med alt det vand, der løber, at det er ved at være op over? Det mente sygeplejersken i hvert fald.

Vi har direkte hotline til mor Else og mor Sanne, så hvis I vil vide yderligere er det dem, der sidder inde med oplysningerne. Nå, nok for nu. Ellers bliver jeg vist FOR nørdet, sådan at sidde og skrive blog under min førstefødtes fødsel.

Så er det nu!

Vi befinder os nu på fødegangen, og med min helt egen it-pusher ved min side, kan jeg nu i mellem mine veer lige opdatere bloggen :-)

Alt går godt. Rumle har det fint og ligeledes har både jeg og Søren. Nærmere opfølgning kommer på et senere tidspunkt.

1. december 2007

Endnu et babyshower!

Denne invitation var sendt rundt inde på firmaet til i går, og Søren blev i frokostpausen overrasket med endnu et babyshower for os. Hans kolleger havde været ude og købe frokost og lagkage,
og så havde de købt et væld af gaver til os.

Jeg har sjældent set noget lignende. Søren ringede mig op bagefter og inviterede mig ind på firmaet, så jeg kunne se det hele og hilse på dem allesammen.
Vi fik et legetæppe, en skråstol, babyhåndklæder og -vaskeklude, 6 bodystockings, et sæt sportstøj, to sparkedragter, 4 svøbetæpper, et par smækbukser med tilhørende bodystocking, et gavekort til BabiesRus på 70$ og et Baby Tool Belt (værktøjsbælte) til den kommende far. Alt tøjet var købt i str. 6 mdr. eller over, så det passede bare perfekt, da vi jo har en del tøj til det første halve år efterhånden.
Værkstøjsbeltet var en personlig gave til Søren fra receptionisten Barbara, som havde sammensat et bælte med de mest uundværlige redskaber i hans nye faderliv, hvor bleskift jo er en naturlig del af hverdagen :-)

En tang, et par beskyttelsesbriller, flere par gummihandsker, babypudder, babyshampoo og babysæbe....helt kanon :-D Hun er så sød, og har også frivilligt meldt sig som reserve-gandma.

Vi havde jo haft en del af danskerne fra firmaet på besøg derhjemme aftenen før til julehygge, og de havde ikke afsløret det mindste. Det var overvældende. Det er virkelig sødt af dem at gøre det for os, og det viser bare, at der er en rigtig god venskabelig stemning derinde. Det samme oplevede jeg bagefter, da jeg var inde og hilse på. De er bare så søde og imødekommende allesammen. Vi er begge to meget taknemmelige!

I aften skal vi til den årlige julefrokost, så der får vi hilst på dem allesammen igen. Det skal nok bliver rigtig hyggeligt også.

Kanelsvenden

Så blev Thomas 25 år, og traditionen tro fik han også en del kanel. Mor og Jette havde sørget for, at han ikke gik glip af den oplevelse i går aftes.

Hjertelig tilykke min dejlige lillebror :-) Vi håber, du havde en god dag og får endnu en god fest i aften. Vi ville ønske, vi kunne være der og fejre det med dig. Vi tager revanche over julen med masser af hygge og god mad.