Viser opslag med etiketten Vuggestuestart. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vuggestuestart. Vis alle opslag

6. februar 2009

Dårlig vuggestuestart...igen...

Som I kan se, så er det ikke gået supergodt med Isacs vuggestuestart, og vi har nu besluttet at han holder ferie fra nu og til vi kommer hjem fra DK, så han kan få sig en god stabil start fra da af.

Dette er hans evaluering fra i går.


22. september 2008

Vuggestuestop

I dag har jeg meldt Isac ud af Happy Hearts. Jeg ringede derned og fortalte dem ærligt om mine bekymringer med stedet, og meldte ham i ud i samme åndedrag. Efter en god weekend, hvor Søren og jeg gik i tænkeboks og lyttede til de gode og konstruktive råd vi fik, besluttede vi os for, at det var helt klart det eneste rigtige at gøre. Begrundelsen - ja, der er flere, men den største er nok, at stedet og tiden bare ikke var rigtig for os og Isac. Nogle af de ting vi oplevede dernede, som bekymrede os var:
  1. Der er kun én pædagog, da der er under fire børn der. Dvs. ingen opsyn med de tre af børnene, når der skulle skiftes ble, mades eller puttes.
  2. Der er under fire børn der, og kun én på Isacs alder. Vi havde fået andet afvide, da vi meldte ham ind, og det var en stor del af grunden til, at vi valgte netop det sted, da vi jo gerne ville have ham til at opleve glæden ved at være sammen med andre børn.
  3. De er aldrig udenfor, på trods af at vejret er perfekt til det nu, og de har en dejlig legeplads lige uden for døren.
  4. I torsdags sov Isac begge sine lure i en vippestol lavet til babyer under 6 mdr. Hun kunne ikke få ham til at sove i hans seng, og da hun havde de tre andre børn også tog hun ikke kampen op, men satte ham i selen i vippestolen og lod ham sove der i 1½ time.
  5. Da jeg hentede ham kl. 16 i fredags stod jeg udenfor døren og ventede på, at hun kom og lukkede mig ind (den kan ikke åbnes udefra). Jeg benyttede mig af muligheden for at stå og kigge ind på Isac, for at se ham lege uden mig i nærheden. Han legede fint ved siden af TJ, og Mrs. Saji lå hen over en sækkestol lige ved siden af...og sov! Hun vågnede, da jeg bankede på ruden, og var tydeligvis flov. Hun havde haft vagt fra kl. 7 og havde først fri kl. 19. Det er ikke forsvarligt i min verden!
  6. Alle hans evalueringspapirer ved afhentningen har sagt, at han har været "Cheerful and happy" hele dagen. Det ved jeg, at det ikke er sandt, da jeg talte med lederen den dag han sov i vippestolen, og hun fortalte mig netop, at han havde grædt i lang tid, og havde været meget træt, inden han faldt i søvn. Det er helt normalt, når han nu var snottet og tænderne drillede, hvilket jeg også havde sagt om morgenen. Hvorfor fortæller man ikke mig det? Og hvorfor lave et evalueringspapir, når man alligevel udfylder det med de samme krydser hver dag?
I det hele taget, så landede det på, at vi begge var så meget i tvivl, at vi bare måtte lytte til vores intuition og mavefornemmelse. Så nu venter vi lige og ser tiden an ind til jul. Så kan han måske starte i et nyt sted inde i det nye år - måske ikke. Ind til da er jeg i fuld gang med at arrangere en ugentlig mødregruppedag for de knap ti danske piger her i området, som har børn på Isacs alder. Og så vil vi høre Lissett, som han kender så godt efterhånden, og som også har passet ham før, om hun kunne tænke sig at komme en gang om ugen og passe ham herhjemme, mens jeg får lidt AB-tid på egen hånd. Jeg har det rigtig godt med beslutningen og har for første gang i tre uger ikke ondt i maven, når jeg tænker på det.

20. september 2008

Mixed feelings

Jeg mangler tillid. Tillid til den amerikanske måde at passe børn på. Og når så mit barn græder, når jeg afleverer ham i hans amerikanske vuggestue, så bliver den manglende tillid ikke mindre. Jeg kan mærke, at jeg synes ikke, det er godt nok, det de gør, og jeg ville ønske, at han kunne gå i en dansk vuggestue i stedet. Det er helt ærligt sådan jeg har det. Det er egentlig ikke den enkelte vuggestue her, der er problemet, og det er heller ikke hende "pædagogen" (skrevet i "..." da, hun jo egentlig ikke er pædagog, da man ikke uddanner sådanne her i landet). Det er hele systemet, jeg har det svært med. Derudover, så har jeg det skide svært ved at gå fra et grædende barn, når nu det ikke er nødvendigt. Og det er jo nok, det der er kernen i hele mit dilemma; at det egentlig ikke er nødvendigt, når jeg nu ikke arbejder. Isac er begyndt at græde, når han bliver afleveret, og det er lidt svært at kapere for mig. Selv om jeg jo selvfølgelig godt ved, at det er helt naturligt, og han er i en alder, hvor seperationsangst og morsyge er helt normalt. Men, jeg går jo hjemme, og jeg har jo tiden til at passe ham selv. Han er kun startet i vuggestuen, så jeg kunne få et par dage om ugen på egen hånd, og han kunne komme lidt ud blandt andre mennesker end mor.  Og så er det jo, at jeg begynder at spørge mig selv, om det er det værd? Hvis nu jeg skulle suse videre afsted til et job, så ville han jo være nødt til være dernede, og han ville være nødt til at skulle tilpasse sig det og lære at klare sig uden mor i de timer. Men nu er situationen bare anderledes...forstår I hvad jeg mener? Ååååhhh, jeg er godt nok i vildrede med det. Måske skulle man bare tage ham ud igen, spare de penge, arrangere en ugentlig legestuedag med et par af de andre mødre her i området og så vente med institution til ham, til han engang kommer hjem til Danmark? Men bliver det så en for stor omvæltning for ham til den tid? At flytte til et nyt sted/land og samtidig skulle starte i institution?...nej, hvor det knager, kan I godt høre...kan I ikke lige give mig lidt respons på alle de tanker? På forhånd tak!

18. september 2008

STOP THE FLU!

Da jeg afleverede Isac i vuggeren i dag, fik jeg følgende lamineret flyer med hjem. De var blevet ringet op af Hillsborough Health Department i forbindelse med en advarsel om, at der er en influenza-epedimi på vej. Så de skulle dele denne flyer ud til alle forældre og ligeledes minde alle om, at deres barn skulle vaccineres mod influenza inden nytår. Jeg måtte altså lige trække lidt på smilebåndet over amerikanernes sygdomsforskrækkelse. Altså helt ærligt! Det er influenza vi snakker om her, og ja det kan være slemt og træls at have, men det er jo ikke ligefrem en dødelig sygdom. Nå, men den side jeg læste først på flyeren var denne:

Hmmm...skal man isolere sig fra resten af verden i flere uger eller hvad? Jeg blev da helt bange for den influenza-epedimi. Mon influenza også er en af de ting, der er større her i landet end i lille Danmark?

Og bagsiden...eller forsiden - det bestemmer du vist selv:

Jeg ved ikke med jer, men jeg har svært ved at følge de regler 100%. Nå, men det er jo gjort i en god mening, det skal vi huske, når vi sidder og griner lidt.

11. september 2008

Cheerful and happy

Sådan lød evalueringen på Isacs første dag i vuggeren i går, og det samme var gældende i dag. Efter hver dag får man sådan et papir med noter om dagens aktiviteter, humør, bleskift og måltider:

9. september 2008

Et øjeblik...

I dette øjeblik sidder jeg for første gang i 9 måneder i vores stue uden Isac er der. Han er i vuggeren på sin første officielle dag med lur og madtid, og skal være der til kl. 14.30. Jeg har lige lavet mig en kop kaffe, bare sådan fordi jeg synes, jeg skulle forkæle mig selv lidt. Udenfor siler regnen ned og tordenen rumler i det fjerne. Vi rykkede rundt i stuen i går aftes - en pludselig idé der opstod kl. 22, hvor jeg begyndte at hive alle bøgerne ud af reolen. Kl. 24 var hele sofagruppeområdet fuldstændigt rykket rundt. Nu sidder jeg så her i "nye" omgivelser og føler mig ret "ny" i den her situation. Hvad laver man, når ens barn er ude af huset? Jeg tror bare lige jeg nyder øjeblikket - regnen, kaffen og roen...aaaahhhh... ... ... ... Og så kan jeg vist godt tillade mig at ringe derned om 10 minutter og høre, hvordan det går! Hmmm, seperationsangsten er vist ikke noget, der kun rammer barnet i 8-10 måneders alderen.

4. september 2008

Vuggestuebarnet

Første dag som vuggestuebarn gik over al forventning. Vi tog derned ved 11-tiden efter en god lang lur på 2½ time, så han var dejlig frisk og udhvilet. Planen var at være på besøg dernede sammen i 1½ times tid, hvor vi skulle spise frokost dernede og ellers bare hygge os sammen og lære Mrs. Saji at kende. Den første gang vi var der på besøg sammen med Søren, var Mrs. Saji meget hurtig til at tage Isac ud af min favn og nusse ham og snakke med ham på sin arm. Det var lidt overvældende for både ham og mig, men han tog det rigtig fint dengang. Og jeg anerkendte hende for hendes måde at tage ham på. Både Søren og jeg var lidt usikre bagefter, om det var den bedste måde at reagere på, men i det han tog det fint, blev vi enige om, at hun jo nok bare havde været nervøs, da vores indmelding afhang helt og aldeles af hende. Jeg havde dog i telefonen i går, sagt til lederen Debbie, at det nok ikke var en god idé denne gang, da han jo netop havde været igennem en periode, hvor der var mange nye mennesker hele tiden, så måske skulle hun bare give ham lidt tid til at se hende og stedet an, før end hun tog ham. Det lovede Debbie at sige videre, med tryk på, at vi var meget glade for det den første gang, og at det bestemt ikke var en kritik af hende. Det var temmelig vigtigt for mig at få sagt! Da vi kom derned i går var Mrs. Saji mere tilbageholdende, og det virkede med det samme positivt på Isac, som sendte hende et stort smil allerede indenfor de første fem minutter. Det var tydeligt, at han havde en god kemi med hende, og at han hyggede sig det nye sted med alt det nye legetøj og de andre børn der legede ved siden af ham. Efter en times tid, da vi havde spist og leget lidt, foreslog Mrs. Saji, at jeg gik ud på gangen, så vi kunne se, hvordan han ville reagere med mig ude af syne. Jeg synes det var en god idé, da han virkede så tilpas, så jeg sagde farvel og vinkede og gik ud på gangen, hvor jeg både kunne høre og se ham inde på stuen. Først kravlede han hen mod døren og peb lidt. Sad så og pylrede lidt med et bedrøvet blik mod døren. Mrs. Saji sad på gulvet inde i rummet og kaldte på ham, og efter et par minutters piberi, var han alligevel for nygerrig til at blive siddende der, så han kravlede hen til hende og de andre børn. Dog stadig med et blik mod døren i ny og næ og lidt piberi. Men efter fem minutter var han optaget af legen med hende, og han krøb endda op til hende, når han peb lidt og lige havde brug for lidt nærhed! Jeg var ved at give mig til at tude af glæde ude på den anden side af døren. Det var bare så fedt at se, at han følte denne tillid overfor hende, for det giver jo mig lidt mere ro i sindet, når han skal afleveres der. Efter 15 minutter gik jeg ind på stuen igen, og i mod mig kom en kravlende glad lille dreng. SKØNT! Billedet her er taget efter jeg var ude. Det er taget med min mobiltelefon, derfor den lidt ringe kvalitet. I baggrunden ses Mrs. Saji, der er ved at give Kaiden (tror jeg nok hans navn var) mad, og til højre sidder Madison, som er Debbies datter på 2 år. Hun var bare på besøg inde på stuen.

Vi tager derned igen i dag en tur, og denne gang prøver jeg at køre væk. Jeg tager bare ned og handler, men så er jeg ude af huset og Mrs. Saji skal ikke føle, at jeg står og følger alt hun gør. Det bliver lidt spændende, om han tager det lige så fint denne gang: Det tror jeg faktisk han gør. Det eneste negative ved dette sted lige pt. er at der lige nu kun er to børn i Tiny Town, hvor Isac skal gå, nemlig Kaiden og Isac. Da vi skrev ham ind, fik vi afvide, at der ville være fire børn, alle omkring den samme alder, men to af dem har åbenbart meldt fra igen. Så nu er der kun en anden dreng på ti måneder. I det mindste er de samme alder, og kan få en masse glæde af hinanden, men jeg håber nu på, at der starter lidt flere unger der, så der kommer lidt mere liv på stuen. Lige nu er det lidt som lille dagpleje med institutionslokaler. Nå, men i det mindste får han så masser af voksen opmærksomhed, og det  er jo også godt....hmmm, når jeg selv lige læser det på skrift, lyder faktisk ret attraktivt for sådan en lille størrelse! Det er nok bare min indre pædagog, der råber efter flere børn.

3. september 2008

1. dag med glade hjerter

Så er det i dag, at Isac skal starte i Happy Hearts, og vi tager derned sammen, ham og jeg, her om en halv times tid, når han vågner fra sin formiddagslur. Jeg må indrømme, at jeg har været lidt usikker på, om det var en god idé at starte ham op i denne uge, da han jo naturligvis stadig er lidt kulret efter den noget turbulente tur til Danmark. Men omvendt, så er han jo netop vant til de nye ting nu, og han er så motiveret for at være sammen med andre børn, at det næsten vil være ærgerligt ikke at benytte os af tiden, som vi jo allerede har betalt for. Jeg talte lige med lederen dernede i telefonen, om hvordan vi får ham indkørt på bedste vis. Jeg forklarede hende, hvordan og hvorledes med Danmarkstur og morsyge osv. De var heldigvis meget forstående og det var helt i orden med dem, at jeg var der sammen med ham de første dage, og så langsomt lod ham være der alene længere tid ad gangen. Det er bare så vigtigt for mig, at han får en god oplevelse med at være der, så han forhåbentlig kommer til at føle sig glad og tryg dernede. Så nu har jeg lige smurt hans første rigtige madpakke: En rugbrød med smør og kalkunpålæg, lidt øllebrød og en nektarin, så spiser vi frokost dernede sammen. Jeg opdaterer lige, når vi er kommet hjem igen.

7. august 2008

Happy Hearts it is!

Glade hjerter! Hvad mere kan man ønske sig for sin lille dreng? Happy Hearts er Isacs nye vuggestue, hvor han starter den 3. september. Det er en privat institution, som vi i Danmark vil kalde for en integreret institution. Dvs. de har børn fra 3 mdr. og helt op til 4-5 år. Isac kommer til at gå i deres vuggestue, som hedder Tiny Town. Her er der pt. fem børn, og tre af dem er Isacs alder, så det passer bare perfekt. De har plads til maks. 8 børn, og lige så snart de er flere end fire, kommer der en pædagog mere på. Så der er altid én pædagog til fire børn. Lidt anderledes end en dansk vuggestue, eller børnehave for den sags skyld, hvor der er langt flere børn.   Jane, Isac og jeg var på besøg dernede i dag, og vi havde bare alle tre en rigtig god følelse med det sted. Jeg var som sagt ude og kigge på et par stykker i mandags, og den ene af dem var også udemærket. Men de var begge to store nationale Franchise-kæder, som har institutioner over hele landet. Især ved den ene af dem, følte jeg nærmest at jeg stod ved disken på en McDonald's:
Pædagogen: "Hello Mam. How may I help you today?" AB: "Well, let me see...." og kigger interesseret på menuen. "I'll take three full days of childcare." Pædagogen: "Do you want a large coke with that?" AB: "...!!!?"
De havde sågar en COUPON, så hvis jeg skrev Isac ind inden næste onsdag, så fik jeg $100 rabat på den første måned tuition! Altså de forbandede kuponer! (Pardon my French!) Så lav da bare en rabat i stedet. Hvorfor skal jeg absolut have en kupon med rabatten på? Det lærer jeg altså aldrig at fatte ved USA. Nå, men Happy Hearts var anderledes. Det var ægte, det var hyggeligt, det var kreativt (...now THAT's my kind of place!), det var hjertevarmt, det var personligt... og sådan kunne jeg blive ved. Isac og Jane blev inde i Tiny Town, mens jeg talte med lederen på kontoret, og Isac hyggede sig gevaldigt. Allerede da vi kom ind, var han fyr og flamme med alle de sjove ting, der hang på væggene og ned fra loftet. Han hvinede og grinede fra min arm. Jo, jeg tror nok, den lille mand er klar til næste trin, og det er mor altså også nu. Det hjalp at finde et sted, hvor jeg havde det godt med at sende ham hen. Jeg vil endda vove at gå så langt som at sige, at jeg glæder mig lidt. Rent prismæssigt faldt det også i god jord, da det rent faktisk var den billigste af dem alle tre. Det koster $200 pr. uge for tre hele dage. Så kan han komme og gå som det passer os mellem 7 og 18 i tre aftalte dage om ugen. Bagefter tog vi hjem til os med en Frappuccino og en Rasberry scone fra Starbucks for at fejre det gode besøg. Og Jane og Isac hyggede sig rigtig i sofaen.