Hård shoppetur

Lidt bøvet må man godt se ud, når man har spænet rundt og plasket i vandpytter den sidste time, for ikke at få helt shoppekuller sammen med de voksne. Så er det rart lige at finde sig en kantsten og slå sig ned på, mens man sukker højlydt: "Aaaaaahhhh...."


Vi var i en tur i Woodbury outlet mall i går sammen med min mor og Knud, og Isac hyggede sig gevaldigt med at løbe rundt i mellem butikkerne og vandpytterne. Til sidst var hans bukser så våde, at vi måtte skifte dem og han så træt, at han måtte en tur i bæreselen og hænge lidt ud.

På et tidspunkt kom vi alle tre gående, han med hver af os i hånden, og han fik sig en svingtur. Søren og jeg kiggede på hinanden over ham, og det var tydeligt, at vi tænkte det samme: Tænk sig, at vi har en lille dreng, der nu er stor nok til at gå hånd i hånd med sine forældre og få sig en svingtur.

En undring

Har netop skrevet dette på min anden blog Fra hoved til pen...

Kunsten at sige ordet "NEJ"

Hold da op der bliver testet herhjemme i disse dage. Isac er i ALT, og han prøver virkelig grænser af i forhold til, hvad han må og ikke må.

Hvis han har fingrene i noget, vi ikke vil have, tager vi det fra ham og siger kort og godt, at det må han ikke, og giver ham noget andet i stedet. For det meste går den, dog med lidt brok, men de sidste par dage er han blevet mere og mere stædig og hidsig, hvis han bliver nægtet noget. Hold da op en vilje den knægt har.

Vi anerkender hans irritation/vrede/frustration og siger så, at sådan er det altså bare og prøver at få hans opmærksomhed hen på noget andet. Hvis han fortsætter og det bliver hysteri (kan godt kende forskellen efterhånden), så går vi væk fra ham eller sætter ham ned. Vi prøver på den måde at vise ham at det er ikke ok at skabe sig for at få sin vilje. Men puha da, det er godt nok svært nogen gange. Man skal jo vælge sine kampe og være konsekvent. Jeg liver helt svedt ved tanken om ham i trodsalderen. Jeg tror vi får vores sag for! Temperament, stærk vilje og snuhed...bad combination :-)

Noget rigtig lort

Sådan tænkte jeg, da jeg kom op for at hente Isac efter sin 2. lur i dag. Han er stadig noget træt og syg, og maven arter sig ikke helt som vi kunne ønske.

Men så kom jeg op i værelset og der lå en dreng smurt ind i lort og hyggede sig. Han havde skidt i søvne, og da det er noget flydende for tiden, måtte den standhaftige Pampers give op og lade skidtet gå. Jeg har ikke oplevet noget lignende. Så længe han ikke selv var berørt af det, var der jo ikke meget andet at gøre, end få tøjet af knægten og smidt ham i bad. Det havde han sjovt nok heller ikke noget i mod.

Just another one of the joys of parenthood!

En maveinfluenza kom på weekendbesøg

Feber, opkast og en meget slap dreng har været weekendens højdepunkt.

Han spiser næsten ingenting, og vi er heldige, hvis vi kan få lidt vand i ham. Så hans energiniveau er en hel del lavere end vi normalt oplever det. Det meste af tiden går med at ligge helt flad på mor eller fars mave og bare stirre ud i luften.

Suk, hvor er det altså ikke rart at se ham sådan!

Senere på aftenen: Ringede vi til lægen, da han var helt dvask og slap i hele kroppen og temperaturen sagde 39,2. Alt var normalt, og så længe han spiste lidt og drak lidt skulle vi bare tage det helt roligt. Det er i sådanne øjeblikke, at man lige bliver lidt nervøs for det her lille menneske og føler sig en smule uerfaren i forældrefaget. Det er bare ikke meningen at små et-årige drenge skal ligge helt slappe på sofaen en hel dag, vel? Godt man har læger på tilkaldevagt og mobiltelefoner, der virker. Igen kan jeg jo kun frygte, at de pludselig dukker op fra forældrepolitiet, fordi de har opdaget, at vi ikke har en skid forstand på det vi laver!!! Det er da egentligt utroligt at vi har narret dem så længe, som vi har.

Hvad laver jeg egentligt?

Tirsdage er AB-dage.

Der kommer Liseth og passer Isac, og jeg har dagen til min rådighed - helt alene. Hvad laver jeg så egentlig sådan en dag?

Jeg læser bøger og drikker kaffe! 5-10% af tiden bruger jeg på ærinder, hvorefter jeg kører på Borders, hvor jeg kaprer en af de bløde lænestole, køber en large Vanilla Latte og sætter mig godt til rette med en god bog. Det er simpelthen så skønt at sidde der og kunne forsvinde fra det hele i et par timer og drage ind i den verden, der befinder sig i bogen. Kun mig, bogen og min kaffe. Det er i de stunder, at jeg lader batterierne op og klarer hjernen. Det er i de stunder, at jeg dyrker mig selv og en af mine største lidenskaber. Og det er i de stunder, at jeg kommer til at savne min lille dreng og glæder mig til at komme hjem og se hans glade øjne igen.

Så er jeg sur igen...

Denne gang er det på de amerikanske medier. Nu er præsidentvalget slut og så mangler de noget at lave nyhedsudsendelser om. Så må vi igang med skræmmeindlæggene igen. Nu skal de kære amerikanere jo ikke tro, at verden er blevet et trygt og godt sted at være, bare fordi de har fået sig en sort præsident og har fået sendt Sarah Palin tilbage til Alaska. Der er jo stadig de FARLIGE indkøbsvogne og støvsugere, som man skal tage sig i agt for!!??

I går var det først indkøbsvognene, der stod for skud. De er jo fyldt med bakterier, og som indlægget blev fremlagt, nærmest dødsensfarlige for dig og ikke mindst dine børn. Og for virkelig at understrege alvoren, så tog den seriøse nyhedsreporter ud til et supermarked, der netop profilerede sig ved, at de rengjorde vognene efter hver bruger. Jeg behøver vel ikke at skrive, at de fandt både e-coli bakterier og andet godt fra skuffen på flere af vognene. Det der gjorde mig mest harm, var studieværterne, der under hele indlægget kommenterede gysende og forargede. Den ene kvinde sluttede indlægget af med frelst at fortælle, at hun ALTID bad sine børn gå rundt med hænderne oppe over hovedet, når de var på offentlige toiletter og i indkøbsvogne...stakkels unger, tænker jeg jo bare.

I dag var det så de farlige støvsugere, der skulle have det glatte lag. Indlægget startede med, at man så en støvsuger in action, fra frøperspektiv, så den rigtig blev stor og væmmelig at se på. Underlægningsmusikken var taget direkte ud fra en god amerikansk gyserfilm, og der klippes til et nærbillede af morderen...de roterende børster i støvsugerhovedet! Husk, det er saglige objektive nyheder vi taler om her! Det viser sig, at disse børster er mindst lige så farlige, hvis ikke mere, da de jo er at finde i dit eget hjem, og man jo netop går og tror, at de er vores venner, som rengør vores hjem. Og så viser det sig, at det er fjenden, som vi selv har lukket ind af hoveddøren. De er nemlig smækfyldte med bakterier, som breder sig langsomt ud i dit gulvtæppe og derved forpester dig og igen...DINE BØRN! Alvoren bliver igen understreget ude i det virkelige liv, hvor vi nu er på besøg i en ellers meget renlig familie, som faktisk rengør deres støvsugerhovede jævnligt (hvor mon de har fundet dem henne?) Testen viste selvfølgelig, at selv det rengjorte hovede var et mordvåben, og den stakkels mor, som jo er så uansvarlig at lade sine børn lege på det befængte gulv, måtte nu sidde der for åben skærm og fortælle, at hun aldrig mere ville lade dem hverken spise eller tumle på gulvet. Og fra nu af skulle de stakkels unger vaske deres hænder, hver gang de havde leget dernede. Gad vide om det egentligt er sundt for hænderne at blive vasket i desinificerende sæbe så ofte? Det bliver nok morgendagens skræmmehistorie.

Hvis ikke man følte sig som en dårlig forældre inden man tændte for fjernsynet, så gør man det da bagefter. Hvis man altså kan regne sig selv med i den kategori af uansvarlige forældre, der ikke naturligt har desinificerende vådservietter som en del af sit faste survival kit i sin håndtaske. Og som lader sit barn både lege, spise og sove på det bløde gulvtæppe, og som endda selv ligger dernede og roder rundt med ungen mens denne pludselig tygger på noget, som man håber "bare" er en gammel Cheerios fra i går! Suk, det er det jeg siger...lige pludselig en dag, så kommer de fra forældrepolitiet og opdager, at vi ikke har en skid forstand på, hvad vi laver. Indtil da...ssssccchhhyyyyss, hvis I ikke siger noget, så gør vi heller ikke.

Lettere frustreret - mellemøresbetændelse

De sidste tre dage har Isac og jeg været alene hjemme, og vi har ligeledes været syge begge to i alle tre dage. Isac fik mandag eftermiddag konstateret mellemørebetændelse ved lægen, og det er jo nok det samme, jeg døjer med, da vores symptomer er de samme. Jeg har dog ikke været ved lægen, da mor og barn jo ikke har den samme læge i dette land. Nej, det ville da også være for nemt for de nybagte forældre, at de kun skulle nøjes med at tage ét sted hen i tilfælde af sygdom i familien! Og jeg kan så heller ikke tage til den læge, der kender mig bedst, og som jeg har været ved sidst, da hun kun specialiserer sig i "de nedre regioner" og graviditet...suk. Så bliver det bare en kende for omstændigt for mig, når jeg i forvejen har en syg dreng, der bare skal hjem i varmen igen. Så jeg må vente med mit lægebesøg til Søren kommer hjem, hvilket han vist gør allerede i aften, en dag før tid. Han har knoklet dag og nat i Canada for at kunne tage tidligere hjem deroppefra.

Nå, men Isac valgte så lige at vågne kl. 5.15 i morges, og efter at have slås med ham i lidt over en time, blev "vi" enige om, at nu står vi op: "Godmoooorgen", gardinerne fra og smil på læben...op til endnu en dejlig dag! Ind i mors seng og få lidt morgenmælk (ja, vi er stadig et pattebarn, men ved 1 år, så lukker vi hanerne), og så falder drengen i søvn der. Og der ligger vi så. Helt tæt og får os en stille morgenlur, mens vinden hyler og piber udenfor, og i det jeg kigger ned på hans fredfyldte ansigt forsvinder de sidste tre dages frustrationer som dug for solen, og jeg bliver fyldt med en eller anden mærkværdig energi, som jeg ikke aner, hvor kommer fra. Hvad er det lige ved de små stunder, der kan vende hele ens følelsesregister på en tallerken?

Vi havde forresten sne for første gang i går...meget mærkeligt! Som en veninde skrev på sin Facebook status: "For en uge siden gik jeg i klipklappere". Jeg forundres hvert år over efterårsvejret i New Jersey!

Mixed feelings

Jeg mangler tillid. Tillid til den amerikanske måde at passe børn på. Og når så mit barn græder, når jeg afleverer ham i hans amerikanske vuggestue, så bliver den manglende tillid ikke mindre. Jeg kan mærke, at jeg synes ikke, det er godt nok, det de gør, og jeg ville ønske, at han kunne gå i en dansk vuggestue i stedet. Det er helt ærligt sådan jeg har det. Det er egentlig ikke den enkelte vuggestue her, der er problemet, og det er heller ikke hende "pædagogen" (skrevet i "..." da, hun jo egentlig ikke er pædagog, da man ikke uddanner sådanne her i landet). Det er hele systemet, jeg har det svært med. Derudover, så har jeg det skide svært ved at gå fra et grædende barn, når nu det ikke er nødvendigt. Og det er jo nok, det der er kernen i hele mit dilemma; at det egentlig ikke er nødvendigt, når jeg nu ikke arbejder. Isac er begyndt at græde, når han bliver afleveret, og det er lidt svært at kapere for mig. Selv om jeg jo selvfølgelig godt ved, at det er helt naturligt, og han er i en alder, hvor seperationsangst og morsyge er helt normalt. Men, jeg går jo hjemme, og jeg har jo tiden til at passe ham selv. Han er kun startet i vuggestuen, så jeg kunne få et par dage om ugen på egen hånd, og han kunne komme lidt ud blandt andre mennesker end mor.  Og så er det jo, at jeg begynder at spørge mig selv, om det er det værd? Hvis nu jeg skulle suse videre afsted til et job, så ville han jo være nødt til være dernede, og han ville være nødt til at skulle tilpasse sig det og lære at klare sig uden mor i de timer. Men nu er situationen bare anderledes...forstår I hvad jeg mener? Ååååhhh, jeg er godt nok i vildrede med det. Måske skulle man bare tage ham ud igen, spare de penge, arrangere en ugentlig legestuedag med et par af de andre mødre her i området og så vente med institution til ham, til han engang kommer hjem til Danmark? Men bliver det så en for stor omvæltning for ham til den tid? At flytte til et nyt sted/land og samtidig skulle starte i institution?...nej, hvor det knager, kan I godt høre...kan I ikke lige give mig lidt respons på alle de tanker? På forhånd tak!

Jeg kan ikke sige det bedre selv...

En god veninde sendte mig et link til en anden blog på nettet, som hun netop havde læst. Hun er lige som jeg selv på barsel for tiden, og hun havde for nyligt lagt øre til mine brokketoner om "det hårde liv på barsel". Jeg har, ligesom Julie her, tænkt og tænkt, hvordan jeg skulle formulere et indlæg om alle disse tanker, og jeg kan kun sige, at JEG KAN SIMPELTHEN IKKE SIGE DET BEDRE SELV! Læs selv.... Ps. tak A-T...det er sjovt, hvordan nogen der synes fremmede kan kende en så godt alligevel.

Det' den dejligste morgen

Klokken er 8.45 og Søren er lige kørt på arbejde. Isac sover formiddagslur, og jeg sidder med et stort og lykkeligt smil på læben. Det har bare været en af de morgener, hvor alt bare har været hyggeligt og dejligt. For rigtigt at kunne beskrive den, må vi lige have en kort beskrivelse af natten med. Isac puttede sig i aftes ved 20.30-tiden og vågnede første gang kl. 2.30. Her fik han lidt at spise inde i mors seng og sov så videre, da han blev lagt tilbage i egen seng på værelset. Kl. 6.30 vågner jeg igen ved, at han ligger og pludrer lystigt. Han får lidt morgenmad, og vi står op, mens Søren ligger og vågner lige så stille. Tænk sig, det er jo næsten "at sove igennem" for sådan en lille purk som Isac.

Vi lister nedenunder og laver kaffe og morgenmad klar, og Isac får en portion risgrød med æble. Søren kommer glad ned i nystrøget skjorte, og vi får en halv time sammen alle tre med morgenmad, snak og stearinlys på bordet. Solen skinner udenfor og termometeret siger allerede 17 grader. Endnu en varm sommerdag venter på os.

Jeg føler mig for første gang i laaaaaaaang tid nogenlunde udhvilet, og jeg nyder bare at kunne dele morgenen sammen med Søren igen. Det at kunne sidde og spise vores morgenmad sammen og lige have en halv time til at vågne op sammen, det er bare den ultimative start på en dag i min verden. Og at se, at Isac nu kan tage del i dette morgenritual med glæde og begejstring. Ja, det forringer bestemt ikke værdien i denne stund. Da han sad der på skødet af sin far og kiggede nysgerrigt og undrende på havregryn, kaffekopper, mælkekarton og stearinlys flød mit hjerte over for 10.000.000. gang siden han blev født. Det' den dejligste morgen i hundrede år...og jeg lever!

En glad og udhvilet mor...

...og en glad og udhvilet dreng!

Jeg vågnede her til morgen kl. 8 ved at solen skinnede ind af vinduerne og Isac lå og pludrede nede i vuggen. Kameraet lå ved siden af mig fra i går aftes, så jeg nappede lige dette snapshot. Det hjalp at lave en Maude, og han sov fra kl. 20 til kl. 1.30, hvor han fik lidt at spise og sov så videre til kl. 4.30, hvor vi igen fik os en bid. Og kl. 6.30 tog vi lige en omgang mere og vågnede så her ved 8-tiden. Da jeg lagde mig til at sove kl. 21, er jeg simpelthen så dejligt udhvilet, som jeg ikke har følt mig længe :-)

Desuden fik jeg mig en god snak med min dejlige mand i går aftes på Skype, og han kan som altid få mig i et bedre humør. Han var helt klart skyld i at det foregående indlæg både havde humor og selvironi i sig :-)

Så tak for de søde opmuntrende kommentarer, de varmede yderligere på en god morgen. Nu føler jeg mig klar til at være en glad, udhvilet, overskudsagtig og GOD mor igen :-)

En dårlig mor

Så kom den - følelsen!

Følelsen af ikke at slå til, af at være en dårlig mor, der ikke kan læse sit barn. Følelsen af afmagt og frustration og af TRÆTHED!

Hold da kæft, hvor er jeg bare træt nu. Det er som om trætheden lige kom snigende i går og ramte mig med en kæmpe hammer "SMAK" lige mellem øjnene. Og med den kom alle de andre følelser, som jeg lige nævnte i flæng.

Isacs verden har indtil nu fungeret således, at selv om han synes at verden og livet er noget forunderligt, forvirrende og overvældende noget, så har han kunne stille sin lid til de to tosser over vuggen, der dog alligevel ser ud til at have ret godt styr på, hvordan det hele skal gribes an. De to tosser er selvfølgelig Søren og jeg, og indtil nu har vi kunne "fake" vores selvsikkerhed indenfor forældrefaget temmelig godt over for ham. Men nu er Søren så lige rejst til Danmark, og jeg er TRÆT....ja, så begynder jeg jo at vakle i den famøse selvsikkerhed, og det kan han selvfølgelig mærke med det samme. Og han bliver usikker, pylret og morsyg. Nej, hvor har de to sidste dage bare været hårde. Jeg føler slet ikke, at jeg kan læse ham, når han bliver træt, sulten eller legesyg, og jeg vælger konsekvent forkert mellem de tre, hvilket er katastrofalt i hans verden :-)

At han så oven i købet, i følge bøgerne, lige nu gennemlever både et tigerspring og et appetitspring, gør at jeg får lyst til at at gennemleve et jeg-smutter-fra-bulen-spring! Ved barnets tolvte uge begynder de at kunne opleve de glidende overgange i lys, lyde, farver, bevægelser osv. Igen er det meget overvældende, især fordi det både er inden i og uden for ham selv, og han bliver derfor meget mor- og farsyg, da han nu er i stand til at adskille netop de to personer fra alle andre. Han kan nu genkende det ene rum i forhold til det andet, og man anbefaler derfor, at være hjemme og finde ro og tryghed der fremfor at overvælde barnet med yderligere input. Vi kan helt sikkert nikke genkendende til beskrivelserne. Han er fx begyndt at styre sine hænder meget mere glidende, og han øver sin stemme med flere toner og op og ned i volumen. Ligeledes følger han os nu meget bevidst med øjnene, når vi går forbi, og han fanger ud efter legetøjet i kravlegården.

At han så har et appetitspring oveni, betyder så også, at han, hvis han fik lov, kunne ligge og finde trøst og tryghed i mine bryster konstant, da han jo også er ekstra sulten. Det får han dog ikke lov til, selv om han dog spiser en hel del mere end han plejer. I stedet putter vi ham i dynen og vugger ham, og det virker om ikke bedre. Men i aften har jeg så siddet med ham på den måde, sovende, i mine arme i tre timer....ja, han vejer altså over 7 kg nu, skulle jeg hilse og sige!

Hvor er det så, at jeg bliver en dårlig mor? Jo, på trods af, at jeg ved alt dette, og på trods af, at jeg kan mærke, at han har brug for ro og hygge derhjemme, så slæber jeg ham afsted til det lokale mall i dag, fordi JEG har behov for at komme ud og socialize....ja, og det på trods af, at han så sådan her ud, da jeg pakkede ham i bilsædet i morges (jeg tog billedet, fordi jeg synes han var så sød med sin hue. Sjovt nok kunne jeg ikke få ham til at smile til kameraet!):

Ja, han sidder jo ikke lige just med armene over hovedet af glæde, som I kan se! Nå, men jeg var jo selv ude om, at han ikke gad trille rundt i barnevognen i et mall, der var alt for varmt, og at han ikke gad at sidde og hygge i en dametoiletslounge, hvor musikken var alt for høj, og at han ikke gad at kigge på tøj i forretninger, hvor alle skulle hen og kommentere hans fine vogn. Så vi pakkede sydfrugterne og kørte hjem igen - i regnvejret!

Så nu er klokken blevet 20.00, og jeg sidder i soveværelset under dynen, og Isac ligger endelig og sover i sin vugge. Vi har lavet en Maude! Vi er gået i seng! Og vi står først op, når vi er i godt humør igen.

Ps. Jeg ved jo godt, at jeg nok ikke er så dårlig en mor, som jeg får det til at lyde som, men man føler sig sgu som sådan, når man sidder på Lord & Taylors kundetoilet og kigger på en baby, der græder med tårer!