29. marts 2008

Hjemme igen med jetlag

Så er vi tilbage i Belle Mead efter en lidt længere rejse end vi først planlagde. Vi ankom først i går fredag i stedet for onsdag, som var planen. SAS havde aflyst vores flyver onsdag, og tanken om en mellemlanding i Heathrow og en flyvning med British Airways og Virgin Atlantic uden lift til Isac resulterede i, at vi valgte at tage den næste direkte flyver SAS havde, som var fredag den 28. Det betød to ekstra dage i Danmark til os, hvilket vi valgte at se på som to bonusdage, hvor vi kunne nå noget af alt det vi ærgrede os over ikke at have tid til i første omgang.

Min den første uge, hvor Søren stadig var i USA, var rigtig hyggelig. Tiden gik mest med at indhente tabt tid sammen med familien og vennerne. Familien i Charlottenlund fik hilst på Isac for første gang, og han og Sophia blev rigtig gode venner.



Da Søren kom den 20. gik det pludselig stærkt. Vi skulle være klar til festen om søndagen, og vi skulle på tværs af landet inden. Alt i alt endnu en oplevelsesrig tur til det danske.

Jeg oplevede, hvor dejligt det er at være nybagt forælder i Danmark. Hvor nemt det er at tage barnevognen med alle steder hen, og hvor frit og trygt det er at lade den stå uden for en butik eller café.

Jeg oplevede, hvor priviligeret det er at have en mødregruppe og en sundhedsplejerske, og hvor uundværeligt det er at have bedsteforældre og onkler, tanter, fætre og kusiner tæt på.

Jeg oplevede, hvor dyrt alting er.....og hvor dårlige danskerne er til at rose og anerkende fremmede mennesker på gaden. Jeg oplevede, hvor sej og lækker den danske stil og mode er både i børne- og voksenstørrelse. Jeg oplevede Isac som en udadvendt og charmerende lille unge, der ikke lod sig slå ud af lidt virak og skiftende tidszoner og sovesteder. Jeg oplevede at savne mit barns far helt afsindigt, og senere at føle en fælles stolthed og glæde over vores lille dreng, som vi allerede har delt op til flere hundrede gange i det amerikanske. Vi oplevede Danmark i solskin, regnvejr, snevejr og hagl. Det sidste havde nær kostet os en smadret bil, men heldigvis oplevede vi også held og lykke og Søren som elitebilist og kaospilot. Vi oplevede, at vores to familier sagtens kan forenes til én stor, og vi oplevede at føle os elsket, savnet og forkælet fra alle sider. Tak for det!

Så det var tre mætte og glade passagerer, der gik ombord på flyveren kl. 12.20 fredag den 28., og Isac nød sin lift, hvor han rigtig kunne ligge og boltre sig på flyveturen.

Så nu har vi en lille dreng, der er lidt jetlagged. Han kan ikke rigtig finde ud af det med den nye tidszone og hans egen søvnrytme, men mon ikke det kommer i løbet af de næste par dage.

Kristen og dansk

Så er Isac officielt blevet kristen og dansk statsborger. Den 23. marts blev han døbt i Voldby kirke og i den sammenhæng har han også fået sit danske cpr. nummer.

Det havde vi ikke lige regnet med, da reglen siger, at han først skal have det i det øjeblik, han flytter ind i landet. Men det er Voldby Kirke åbenbart ikke vidende om, og de har derfor søgt om et cpr. nummer til ham. Det glæder jo bare hans forældre, da han nu officielt også er tilknyttet sit fædreland. Det er jo ikke helt ligegyldigt.

Isac var et rigtig lille dydsmønster under hele dåben, sov og smilede og gabte kun lidt af præsten.

Festen bagefter tog han i stiv arm og charmerede sig ind på alle gæsterne de få timer han var vågen. Vi var 66 mennesker, så det var noget af en portion, han skulle møde. Det var helt fantastisk for os at få mulighed for at hilse på alle vores familiemedlemmer og gode venner, og præsten nød at Voldby kirke var fyldt til bristepunktet for en gang skyld.

Min svigerinde og gode veninde Betina var gudmor,

og mine brødre Jørgen og Thomas stod faddere.

Betina er selv syv en halv måned henne med sit andet barn, så hun bar egentlig på to drenge under dåben. Lidt sjovt at tænke på.

Vi fik en MASSE flotte gaver....masser af gode danske børnebøger og cd'er, dåbsrør x 2, hvor vi byttede det ene til et sæt Georg Jensen stålbestik, sparebøssebil i sølv, en sparebøssetraktor i børstet stål, et ramme/fotoalbum i børstet stål, glaskunst med indgravering, masser af trælegetøj, et sølvkors, en legestol, en bamsestol, sengetøj, en BMW Scooter, flagstang, bamser, Dubloklodser, en uro, hans fars sølvbestik med sin egen indgravering i, gavekort og kontanter nok til en Teutonia klapvogn og en Gas og Gøgl konto fra sin onkel. Ja, det var HELT VILDT!


Tak til alle vores gæster for en rigtig dejlig dag og nole rigtig dejlige gaver. I var med til at gøre Isacs introduktion til sit navn, sin familie og sit fædreland til en stor og mindeværdig begivenhed. Tak for det!

16. marts 2008

Fotoalbum

Så har vi oprettet et fotoalbum, hvor vi løbende vil lægge billeder ind fra turen til Danmark. Se det her:

Danmark - Marts 2008

13. marts 2008

Så er vi landet

Ja, så er vi i Danmark, og turen gik forrygende. Vi fik et sæde med to tomme sæder ved siden af, så vi havde masser af plads at boltre os på.

Isac sov det meste af tiden, og han var bare så sød, nem og charmerende. Han blev spist af da vi lettede kl. 18.30 (am. tid) og kl. 20 sov han. Han vågnede igen en halv time inden landing, hvor han lige havde spist en omgang i søvne i mellemtiden. Dejligt! Han blev pakket godt ind i dynen, så brugte vi min jakke, som en slags lift/voksipose. Det fungerede perfekt. Anne og Søren tog billeder, som jeg vil lægge ind, når jeg får dem.

Jeg er meget lettet. Nok mest fordi han skreg som en stukket gris, da vi sagde farvel til Søren i lufthavnen. Jeg frygtede virkelig, at den hyletone skulle vare ved hele turen. Han var bare blevet for overtræt, og inden vi nåede securitytjekket, var han faldet i søvn i bæreselen.

Det eneste, han ikke var imponeret af, var toiletterne ombord. De to gange vi var ude og skifte ble, gav han et vræl fra sig, der kunne høres helt op på business class. Og det kan man vel egentlig ikke bebrejde ham. Jeg synes også de er noget trænge og trælse at komme ind på.

Nu sidder jeg og spiser danske rundstykker med dansk skæreost og hindbærmarmelade...mums......rester fra morgenbordet, som Betina og Jørgen havde stillet an, da vi kom. I'm back! Isac sover i kusine Sophias barnevogn i regnen. Der er åbenbart ikke noget så søvndyssende som en flymotor og regnen der drypper i hans verden :-)

Nu venter der os bare nogle hyggelige dage med base ved Jørgen og Betina i Charlottenlund. På lørdag skal vi en tur til Lyngby og spise brunch med mine gamle kolleger fra SPF, og senere på dagen kommer far og Jette forbi på deres vej hjem fra ferie. Søndag skal vi en tur op til farmor og farfar og hygge lidt med dem, og mandag skal jeg mødes med københavnertøserne fra min danske mødregruppe fra netdoktor. Jørgen har taget ferie i næste uge, og Betina er netop gået på barsel i dag, så Sophia skal vist have lavet et nyt værelse, som vi også skal gå og hygge os lidt med undervejs.

Nå ja, og så skal der jo shoppes, shoppes, shoppes :-D

6. marts 2008

Er det en tand?

Vi kan mærke og se noget hvidt og hårdt på vej op i Isacs undermund. Er det mon den første tand, der allerede er på vej? Det er godt nok tidligt, hvis det er. Hvad mener I?


5. marts 2008

Pludrechatol

Isac tre måneder

Så blev Isac tre måneder gammel, og han bruger nu tøj i str. 6-12 mdr. Er amerikanske børn bare små eller hvad? I danske størrelser er vi oppe i en str. 68-74 i bluser og bodystockings, og en lille 68 i benene. Han er en rigtig Overholt Nicolaisen med laaaaaang krop og små korte ponyben.




Han bliver bare så stor, og ikke kun fysisk, men nok endnu mere på det mentale plan. Han pludrer løs med os nu. Først siger vi noget, så svarer han meget seriøst, og så svarer vi tilbage, og så griner han. Jeg ved ikke, om det er fordi han ikke helt synes, vi mestrer hans sprog godt nok endnu, at han griner af os. Men der er i hvert fald en eller anden form for kommunikation i gang. Han griber mere og mere ud efter ting. Forleden i badet lå han pludselig helt stille og følte vandoverfladen med hånden. "Oven over vandet = koldt, nedenunder vandet = varmt...hmmmm...vådt, tørt....meget mærkeligt", syntes han at tænke.



Han løfter hovedet helt op nu, når han ligger på maven, og kigger nysgerrigt rundt i rummet eller hen mod fjensynet.

Han triller ikke endnu, men det kommer nok snart, hvis bare han får lov at hygge sig lidt mere på maven.

Han sover ved 19-20 tiden om aftenen og gerne indtil ved 7-8 tiden om morgenen. Afbrudt af 2 amninger ved midnatstid og ved 4-5 tiden. Det er bare så dejligt, og han er en rigtig hyggefis om morgenen, når han så får lov at komme over i smørhullet og ligge og pludre med far og mor. Så får den hele armen med charme, selvtillid og lækker isse.

Nu hvor han er blevet tre måneder, 64 cm lang og omkring 7,4 kg tung, synes vi, at vuggen er blevet lidt for lille til ham. Han ligger og sparker mod fodenden, og får sig skubbet op, så hovedet rammer hovedgærdet. Det er ikke behageligt, så i nat havde han sin første nat i sin store amerikanerslæde af en tremmeseng. Den er selvfølgelig også amerikanerstørrelse, så vi har lagt en pude i fodenden, så den ikke virker helt så stor og uoverskuelig her i starten.

Han tog den nye seng til sig med glæde, og sov rigtig godt hele natten i gennem. Den står inde ved os i soveværelset, så han kender jo rummet i forvejen.

Vi er stadig ved at pejle os ind på hans nye dags-lurs-rytme. Men barnevognen er ikke længere out. Han ligger og sover formiddagslur i den nu, så mon ikke det kommer igen også lige så stille. Vi skal bare ikke bevæge os for meget ud i lange stræk lige for tiden. Han er nemlig ikke helt så god til at falde til ro ved fremmede lige nu. Så vi tager lige et par rolige dage herhjemme, så vi har mere ro over det, når vi skal til Danmark om lige nøjagtig en uge i dag.

2. marts 2008

Tiger på spring, drage i skjul

Sådan sover man til middag, når man er blevet angrebet af 12 springende tigre. Så vil man nemlig pludselig ikke sove på sit yndlingssovested, i vokisiposen i barnevognen, og ej heller i sin vugge. Man vil KUN sove i mors arme eller på fars bryst.

På nær om natten, hvor man (7-9-13) heldigvis gerne lægger sig allerede ved 20-tiden og sover sødt i sin vugge, og hvor man kun lige vågner for at spise, bøvse og smile lidt til mor, for derefter sødt at sove videre.

?????? Ja, vi er altså lidt forvirrede, men dejligt atvide, at det bare er en fase. Og det er jo altså også lidt hyggeligt at sidde i sofaen en søndag formiddag med et sovende barn på brystet. Det gad han nemlig ikke for to uger siden. Man skal tælle sine fordele, ikke!