Rundvisning på sygehuset

I går var vi på besøg på det sygehus, hvor vi skal føde. Det hedder Somerset Medical Center, og ligger ca. 20 min. kørsel fra vores hjem.

De tilbyder sådanne rundvisninger, hvor man kan komme og få syn for sagerne og stille alle de dumme spørgsmål, man vil. Det var super godt, og vores førstehåndsindtryk blev blot bekræftet. Det er sådan et rart sted, og alting virker så hyggeligt og roligt. Der er ingen stress på, ikke de lader sig mærke med ihvertfald, og personalet har hele vejen igennem været enormt søde og imødekommende over for os.

Ligeledes fandt vi ud af, at deres standardprocedurer omkring en fødsel ligner meget de ønsker, vi selv har for fødselen. Det var ellers noget, især jeg stressede lidt over inden, da jeg havde hørt en del historier om amerikanske fødegange, hvor de tager barnet væk i en time efter fødselen, hvor amning er en by i Rusland, der ligger lige uden for "badekar som smertelindring", og hvor man nærmest skal tigge og be' om IKKE at få epidural osv. Men ikke her åbenbart. De opfordrede moderen til at få barnet op på maven lige efter fødselen, de opfordrede til hurtigt at få barnet til brystet, hvis man ønskede at amme, de sørgede for at barnet var i ens nærhed så meget, man selv ønskede det, farens rolle blev opprioriteret, og han kunne selvfølgelig klippe navlestreng og overnatte osv, som det lystede os. De havde et dejligt badekar man kunne benytte som smertelindring, og de gjorde et stort nummer ud af at hjælpe moderen i gang med amningen på en god og positiv måde. Vi måtte endda medbringe computer og mobilt netværkskort, så vi kunne ringe op til familien i DK via Skype efter fødselen.

Alt i alt i en dejlig positiv oplevelse, som gav ro i sindet og lidt mere overblik over, hvad der er os i vente. Så måtte jeg altså lige hjem og sortere i babytøjet bagefter og finde det sæt, som han skal have på på hjemturen fra hospitalet :-) Tror nok lige, at der skal ordnes babygear i denne uge. Nu skal det vaskes og lægges på hylder i skabet, og så skal de sidste ting købes hjem. Vi fik bestilt bilsædet og ekstra base dertil i går. Så nu mangler vi egentlig kun Bugaboo'en af de store ting. Så er der jo altid lidt småting, men tror efterhånden vi er ved at være der.

Sig nærmer tiden og i morgen er der kun 6 uger til termin.

Rumles babyshower

Vi var inviteret til Halloween fest i lørdags hos Trine og Kevin i Hazlet, og det viste sig at det ligeledes var vores babyshower. Jørgen, Betina og Sophia var også inviteret med, og vi tog alle fem afsted klædt ud som græske guder og gudinder. Jeg tror nu desværre, at de fleste danskere ville have fået flere associationer til den gamle tv-serie Brødrene Bisp, da vi kom kørende i hver sin bil.

Da vi ankom stod en skøn blond amerikansk husmor i sin korte lyserøde slåbrok og dertilhørende puffede hjemmesutter med curlere i håret og sladderbladet i bæltet og tog i mod os. Make-up'en var blå helt op i panden og læberne skrigende røde. Hvor var hun dejlig! Og da vi kom ind i stuen vrimlede det med oliesheiker, hekse, gangstere, humlebier, SAS-stewardesser og letpåklædte 20'er-damer. Ja sågar Hugh Hefner var dukket op i egen høje person. Og på væggene hang der lyseblå nuttede bannere med "It's a boy" og søde sutter blandt edderkopper, spindelsvæv og skrigende hekse. Sikken en cocktail! Der var gjort noget ud af det, og Trine og Jane havde bestemt ikke holdt sig tilbage i planlægningen og forberedelsen af denne kombifest.

Jane, Trine og Anne som hver deres alter ego :-) Anne er i 38ende uge, så hendes humlebiskostume fra Aalborg Karneval kom belejligt i brug. Helt perfekt!

Denne heksedukke hang på vej op ad trappen og skreg vildt og inderligt, hver gang man gik forbi den. Sophia var ikke helt sikker på, om hun synes den var sjov eller skræmmende.

Jeg blev kærligt vist ud til en stol, der var specielt anrettet til mig ved siden af et gaveorgie af rang. Ved siden af stolen stod der en blespand og et babybadekar fyldt med en masse gode sager. Der var en negleklipper, en øre/næsepumpe, et termometer, et bilspejl, et badehåndklæde, barnets bog, badelegetøjsdyr, tøj med "Santas Little Helper" påskrevet og et bamselegetårn.

Lutter af gode sager, som vi lige stod og manglede, så det var den perfekte gave.

Hvor var det sødt af dem at arrangere sådan en flot fest for os, og samtidig invitere vores feriegæster, så de kunne være med og møde vores gode venner herovre. Vi er virkelig glade for, at vi har mødt sådan nogle søde og dejlige mennesker her, når nu familien og vennerne derhjemme er så langt væk. Det er lidt lige som en substitutfamilie "away from home".

Se flere billeder fra festen i fotoalbummet af samme navn. Der skulle gerne komme lidt flere til, når jeg får Janes kopier også.

Maven 33+0

Knap tre uger siden sidste mavebillede, og der er da sket lidt i mellemtiden. Der er nu kun 7 uger til terminsdatoen. Jo nærmere, vi kommer den, jo mere bevidst bliver jeg om, at det jo "bare" er en dato, og at der sagtens kan gå længere end det. Måske er jeg ved at mentalt indstille mig på, at man jo rent faktisk kan gå over tiden :-) Men puha, hvor utålmodigheden melder sig nu fra os begge. Nu vil vi gerne snart møde ham og se ham.

Jeg måler nu 113 cm. om livet og har taget 13 kg på. Det er klart, at alting er blevet lige den tand mere besværligt og tungt, men i det store og hele, så trives jeg stadig med graviditeten. Rumle er nu ca. 42 cm. lang fra hoved til fod, og han vejer omkring 2200 g. Han vender helt sikkert med hovedet nedad det meste af tiden, da jeg kan mærke ham hikke nederst i maven. Og min højre side er hans favoritside, hvilket betyder, at jeg får en del spark og moslen rundt fra fødderne i venstre side :-) Jeg mærker mere til plukveerne nu, men det er jo bare naturligt, da fødselen jo også nærmer sig hastigt. På søndag skal vi ud og se hospitalet og vises lidt rundt. Det bliver dejligt at se, hvor det hele skal foregå og høre lidt om hvordan og hvorledes det kommer til at ske.

I kan se sammenligning af maven fra sidst i Guldgrisens fotoalbum.

Nærhed og afstand

Jeg synes lige, at jeg vil bruge et par linier til at beskrive noget af det svære ved sådan en rejse som vores. Dette indlæg er nok lidt nedtrykt og deprimeret, men sådanne følelser hører jo også med i de store ting i livet. Jeg siger ofte, at i et hvert valg ligger et fravalg. Når man vælger at flytte så langt væk, som vi har gjort, så gør man sig selvklart nogle tanker om de fravalg, det ligeledes indebærer. Og at være langt væk fra familien er helt klart det største afsavn, vi oplever. Til daglig mærkes det ikke så tydeligt, da vi jo hver har vores at se til, både i Danmark og her i USA. Men når man så lige har haft besøg i tre hele sammenhængende uger, så er det virkelig hårdt at skulle sige farvel. Det er utroligt, hvor hurtigt man vænner sig til at have sine kære omkring sig igen. Vi voksne kan dog tale sammen i telefonen, på msn og på Skype, og selv om det ikke er det samme som den nære kontakt, så kan vi alligevel finde trøst og erstatning i den form for kommunikation. Men at se lille to-årige Sophia køre væk fra Swain Court sammen med sine forældre og samtidig vide, at man ikke skal se hende eller tale rigtig med hende igen før om et lille halvt år. Det er noget af det hårdeste! Hun kan jo ikke lige forstå kommunikationen på distancen, som vi voksne kan, og med sådan en størrelse er det fysiske nærvær bare alt. Vi har simpelthen nydt at have hende omkring os igen og opleve hendes glæde og tillid til os og vores hjem. Det har været helt fantastisk. Og det er helt vildt forfærdeligt at sidde her nu og savne hende..... ......(dyb indånding...) Ligeledes er det et tidspunkt, hvor der kommer til at ske meget for os, og de næste par måneder vil komme til at være fyldte med forandringer og store oplevelser og følelser, som man jo naturligvis først og fremmest ville dele med familien. At have sin mor i nærheden under en graviditet er nok næsten alle pigers behov. At stolt kunne vise sine egne forældre og resten af familien det lille ny vidunder med det samme efter fødselen er vist alle nybagte forældres største ønske, og at kunne følge de små børn i famlilien trin for trin kan ingen vist sige sig fri for at nyde. Men det er alt sammen lidt sværere for os og jer derhjemme lige nu, og det skal lige sluges en gang i mellem. Det er meget vemodigt og følelsesladet at skulle sige farvel til folk, og samtidig vide, at den næste gang vi ses, så er verden fuldstændig forandret, og vi er blevet forældre, og det kan vi ikke dele med jer, når det sker. Det er glædelige ting, der er på vej, og det er glædelige omstændigheder, der har bragt os ud i disse oplevelser, og vi fortryder ikke et sekund af det valg, vi har gjort. Men ingen skal være i tvivl om, at de øjeblikke, hvor afsavnene særligt opstår, er meget tydelige for os og gør os meget kede af det i de stunder. Heldigvis! - kan man jo fristes til at sige, hvis man skal slutte indlægget af med de positive briller på. For heldigvis er vi kede af at være langt fra familien, og heldigvis mærker vi også savnet den anden vej. Det er jo i den sidste ende det tydeligste tegn, vi kan få på de stærke bånd, der er mellem os alle, og det gør os bestemt ikke kede af det, men derimod meget meget glade og taknemmelige. Og heldigvis har vi familie og venner, der gider at ofre pengene og tiden på at rejse helt herover og besøge os, og heldigvis føles huset tomt og stille, når de rejser fra os igen. Og heldigvis er der kun to måneder til jul, hvor vi igen får besøg af min far og Jette og Sørens mor og far. Det er bare rigtig dejligt at tænke på lige nu.

Vugge og svøb

Nu er der under 8 uger til terminen og reden bliver mere og mere klar for hver dag. Maven vokser hastigt lige nu, og det begynder at blive mere tungt og besværligt. Det går nu stadig godt, og Rumle virker til at stortrives og vokse, som han skal. Lægen var meget tilfreds med det hele i mandags, vægt, blodtryk, hjertelyd og mavemål passede med gennemsnittet på nuværende tidspunkt. Nyt mavebillede kommer på bloggen i løbet af ugen.

Forleden fik vi endnu en pakke i posten fra en dejlig kommende bedstemor. Min mor er blevet færdig med det svøb, jeg havde tryglet hende om at strikke til os. Og hold da op, hvor blev vi imponeret. Det er godt nok håndværk i særklasse. Det er sindsygt flot lavet, og som hun selv sagde, så ligger der noget i hvert enkelt hjerte hele vejen rundt i borden. Det må have været en udfordring at lave.

Det er tydeligvis lavet med kærlighed og omtanke, og vi er meget meget glade for det. Det skal blive dejligt at svøbe Rumle ind i det, når vi skal hjem fra hospitalet en gang i december.

Ligeledes har vi fået den gamle familievugge fra min mormor i hus. Jørgen og Betina havde med på flyveren, og jeg har i dag vasket betrækket og gjort den fin. Den havde klaret turen fint, og har næsten ikke fået en skramme.

Nej, hvor er det hyggeligt at se den stå inde i soveværelset med dynen og den lille bamse i. Leopardbamsen købte vi i tirsdags i Bronx Zoo, da vi simpelthen ikke kunne stå for dens bløde bløde pels :-) Tænk sig, at min mormor lå i den vugge i Assens ved Mariager i 1929, min mor i Nørresundby i 1952, og jeg selv lå i den i Elling 1975. Og nu skal vores lille søn ligge i den i Belle Mead i 2007-08. Derudover har min moster Bente, begge mine brødre og min kusine Line også ligget i den. Og senest er det lille Sophia, der har brugt den i 2005 i Charlottenlund. Det er noget helt specielt, og det betyder meget, at vi har fået den helt herover, selv om det var lidt besværligt.

En to-årig tornado i Belle Mead

I søndags landede en mindre tornado i vores nærområde. Den har siden ligget stabilt i vores nærhed og har spredt liv, glæde, latter, høje skrig og glade sange.

Far, Jette og Bill nåede lige at opleve den for en dag, inden de rejste hjem mandag eftermiddag.

Vi nyder i den grad at have besøg i disse dage. Først havde vi nogle rigtig gode dage sammen med med far og Jette og til sidst også Bill. Og nu har vi glæden af at have Sophia, Jørgen og Betina tæt på os. Oktober måned har indtil videre været intet mindre end fantastisk. Det samme kan siges for vejret, som helt klart har været på vores gæsters side. De har heldigvis fået lov at opleve lidt af den sommer, Danmark snød dem for i juli og august. Det er dem vel undt!

I tirsdags tog vi alle 5 en tur i Bronx Zoo. Søren havde taget fri, og han fik endelig muligheden for at opleve dyrene og naturen i Bronx. Noget han havde glædet sig til i lang tid. Vi var noget heldigere med trafikken derop denne gang. George Washington Bridge kan være et helvede at krydse, bare spørg Allan og Khanh....Men vi kørte direkte over og havde god tid til at gå rundt og nyde Zoo'en.

I går var tog jeg med de andre ind på Manhattan for at lege turister for en dag. Vi fik gået en god lang tur rundt på Lower Manhattan, og Sophia fik leget på legepladsen i Washington Square Park. Søren mødte os i Hoboken, hvor vi havde bestilt bord på OddFellows kl. 19. En restaturant der serverer cajun/soulfood á la New Orleans. Vi sluttede dagen af på Baskin' Robbins, hvor vi fik os en rigtig amerikansk is. Sophia's glæde ved en god is, lader sig ikke let skjule.

I dag er de taget ind til Manhattan igen, og jeg ligger lige lidt på langs herhjemme :-) Jeg kan godt mærke at energien ikke lige er helt så høj, som den plejer at være. Så jeg nyder en stille dag i sofaen sammen med Rumle, som vist også nyder at der er ro til at sparke lidt rundt og danse på mors blære.

Røg på altanen

Vi er nogen af de her vanskelige ikke-rygere, der helst vil holde vores hjem helt røgfrit. Og det betyder jo, at vores rygende gæster er forvist til altanen, når de ønsker at nyde en smøg. Men det kan nu også til tider se ganske hyggeligt ud.

Vi er i hvert fald glade for at vores rygende familie og venner bærer over med vores nykker. Så tusind tak skal I have for det :-)

Søren har fået en virus!

Han er blevet angrebet af den klassiske virus automobiliminitis. Han har længe haft optræk til den, men nu er det gået helt galt. Det er vist hans arbejde med Jettaen, som har været grunden til udbruddet.

Han har jo endelig fået Jettaen til at køre uden fejlmeldinger af nogen art. Efter at have købt en ny MAF-læser (Mass Air Flow) på Ebay og udskiftningen af den gamle, kører den nærmest som ny. Den er blevet pudset op med voks, har fået skiftet oliefilter og luftfilter og er i det hele taget blevet puslet og nusset om til den store guldmedalje. Så nu er den jo salgsklar!!!...hvilket resulterer i søgninger på diverse autosalgssider på nettet. For hvad skal vi så have i stedet for? Og det er i dette svage øjeblik i hans immunforsvar, at automobiliminitisen er slået til. For på de amerikanske autosider er prisniveauet jo lidt andeledes end på bilbasen.dk. Han ligger her under dynen på sofaen og alle symptomerne er der. Høje suk, riven i håret, pludselige udråb og opkald til sin far om biler og priser. Han fandt f.eks. denne Jaguar XJR fra 2001 til $16,990.

Ja, indrømmet - det er billigt! Men kan I forestille jer, hvad det gør ved en mand som Søren? Det startede med at han fandt denne Volvo V70 R AWD Turbo Wagon fra 1999 til $7,990

som en mulig bytter til Jettaen. Og derefter gik det bare ned af bakke med Jaguar'er og BMW'er til spotpriser....Denne BMW 330i Sedan fra 2001 til $17,990

gjorde det bestemt ikke bedre. Nu sidder han og hyler, at han aldrig vil hjem til Danmark igen. Hvad skal jeg gøre? Er der nogen, der kender en kur eller noget medicin mod denne virus?

En dejlig fødselsdag

Ja, så blev jeg 32 år gammel + 1 dag :-)

Jeg havde en fantastisk dejlig fødselsdag i går, og tusind tak til alle jer, som huskede dagen og sendte mig en hilsen. Det varmede rigtig meget at læse dem alle. Så er det altså ikke så slemt at sidde lang væk hjemmefra på sin fødselsdag, når man har så dejlig en familie og så gode nogle venner. MANGE KÆRLIGE TAK OG STORT KNUS HERFRA!

Jeg blev vækket med morgensang af Søren, far og Jette, og de havde selvfølgelig disket op med det helt store morgenbord til os.

Jeg fik nogle rigtig gode gaver. En æbleskivepande i støbejern fra alle mine forældre og min lillebror. Så kan vi vist godt komme igennem en jul i Amerika. Et gavekort til to hele timers dejlig graviditetsmassage i Princeton Spa and Wellness center fra min dejlige mand. Penge til en lækker ventevintertrøje fra Sørens forældre og farmor. Og filmen "De tre små piger" på DVD (som jeg har set 1.000.000 gange som lille) fra min morfar. Søren skulle desværre på arbejde, men han havde dog sørget for, at han kunne møde lidt senere og tage lidt tidligere fri, så vi havde god tid til at hygge os over morgenmaden. Far, Jette og jeg tog ind til Manhattan og så Columbus Day Parade og nød det gode vejr. 32 grader og høj solskin hele dagen. Jeg tror aldrig, jeg har prøvet at stå og svede i solen på min fødselsdag før. Det er jo ikke lige det typiske oktobervejr i Danmark. Det var nu meget rart at prøve :-)

Om aftenen havde Søren og jeg inviteret far, Jette, Jane og Karsten med os ud og spise på Maggiano's, som er en italiensk restaurant, vi rigtig godt kan lide.

Vi fik noget rigtig lækker mad, og far og Jette fik hilst på vores rigtig gode venner. Det er lidt rart, at koble de to verdener sammen på den måde. Jane og Karsten havde købt snack/dip lækkerier + en kogebog om det samme i Crate & Barrel til mig. Mums, så skal der snackes! Vi havde en rigtig hyggelig aften, og vi var alle sammen godt trætte og mætte, da vi kørte hjem bagefter.

Her til morgen har jeg sendt far og Jette afsted mod Boston, hvor de skal mødes med Jettes far Bill og hendes fætter Peter. I morgen skal de videre mod Niagara Falls, og de kommer så her tilbage på fredag sidst på dagen sammen med Bill. Så har vi lige lørdagen inden Jørgen, Betina og Sophia kommer på søndag. Det bliver underligt at have dem alle sammen her på én gang på søndag. Det er jo næsten som om, at det var i Danmark i en almindelig weekend. Jeg behøver vel ikke at skrive, at det glæder vi os rigtig meget til?

Hilsen fra Anton & Jette

(Dette indlæg er skrevet af Jette)

Hallooo everybody..............åhh jeg slår lige over i det danske ;o)

Vi ankom til Hamburg lørdag aften, hvor vi blev indlogeret på Hotel Radisson, som lå rimeligt centralt for enden af Reberbann. Vi gik en tur og fik set byens natteliv, og der var virkelig gang i den, men det var nu meget sjovt. Om søndagen gik vi en lang tur rundt i Hamburg. Efter en god flaske vin gik vi til køjs, en lang flyvetur ventede forude. Vi lod bilen stå ved hotellet og tog toget ud til lufthavnen. Vi fløj så til Heathrow lufthavn, hvor vi skulle vente 6 timer som blev til 7. Men i luften kom vi og turen gik fint med god betjening.

I Newark lufthavn ca. 22.30 blev vi modtaget af AB. Det var vel nok dejligt at se hende og hendes dejlige store mave igen. Endelig efter en lille times tid var vi hjemme, hvor Søren havde åbnet en flaske rødvin til velkomst, lige hvad vi trængte til. Vi blev vist rundt i deres super lækre lejlighed/hus på 3 etager. Vores værelse..........ihh du milde..........det er en kongelig værdig. Kæmpestort lækkert værelse med eget kæmpestort lækkert badeværelse, masser af skabsplads, altså et af de skabe man går ind i, og har sit tøj hængende så man har overblikket ;o))))...... (I kan godt glæde jer, Jørgen og Betina)

Tirsdag skulle vi køre far Bill ind til toget, han skulle videre til fætter Peter i Boston, og være der en uges tid. Banegården var næsten ligesom en lufthavn, hvor man skal tjekke ind, men heldigvis for os var AB med, hun fik lov til at følge ham helt ned og ind i toget, og det kan man normalt ikke få lov til. Derefter ville vi bare lige gå en lille tur og få en let frokost. Men det er altså ikke noget "man bare lige gør". Vi fik godt nok en dejlig frokost i Rockefeller Centre, og derefter fik vi virkelig travet noget. Vi var i Central Park, den er så stor, at vi vel nærmest kun gik nede i de ene ende. Den er rigtig hyggelig, og man kunne sidde længe og bare se på alle de forskellige mennesker, der kommer og går.

Lige pludselig var det gået hen og blevet mørkt, og straks var AB og Søren ikke spor i tvivl om, hvor vi skulle hen, inden turen gik hjemad, nemlig ind på Times Square. Hold da helt op, sikke et lysshow der mødte os.

Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig dette syn. Dette billede giver jer forhåbentlig et lille indtryk af lysorgiet, bare tænk på at det er hele vejen rundt, fantastisk.

Og så har vi ellers været på shop amok. Et sted med en masse forretninger hvor de kun sælger ægte mærkevarer, men til ½ pris af, hvad det koster derhjemme.

Der brugte vi en hel eftermiddag og adskillige dollar, men så kunne jeg næsten også fylde en kuffert, en herlig dag.

En af dagene tog Anton og mig ud på egne hånd (AB har virkelig tonset rundt med os, trods stor mave, så hun trængte til en fridag, syntes vi) Vi lånte en GPS'er (som hedder Karen) og med den turde AB godt sende os ud i den store verden ;o)

Vi havde endnu en dejlig dag, gik en tur ned gennem Little Italy og China Town, hvor vi fik frokost og så på det pulserende liv. Vi skulle selvfølgelig også hen til Ground Zero, det betød meget for Anton, som havde været der for mange år siden og også været oppe i et af dem. Jeg så bare et kæmpestort hul, men fik alligevel et indtryk af, hvordan det må ha' været dengang, frygteligt at tænke på.

Er der nogen af jer, der nogen sinde har stået i kø for at komme i kirke ?? Ha ha, tænkte det nok, det har vi.

Vi var i Harlem, hvor vi gerne ville opleve en Gospel gudtjeneste, men der var desværre så mange, at vi ikke kunne komme ind. Der var ellers plads til 2000 mennesker. Vi fandt så en anden kirke, hvor der var rigelig plads. Alle de lokale mødte op i deres fineste tøj, fine kjoler og hatte, mændene og selv de små drenge have jakkesæt på. Hvis der blev holdt gudstjenester på den måde derhjemme, var vi sikkert mange der ville gå i kirke lidt oftere ;o)

Her til morgen har vi fejret AB's fødselsdag, med morgensang og hyggeligt morgenbord. Nu her lige om lidt skal vi ind til byen og se parade, Colombus day er en helligdag her i USA. Det er et fantastisk vejr 25-30 gr. hver eneste dag og masser af sol. Vi føler virkelig, vi er på ferie, og er også heldige at vi har vores egen helt private quide, vi får virkelig set os omkring. Her er lige så mange egern, som der er duer derhjemme, de er bare noget sødere.

Kan I ha' det godt allesammen

Knus fra Anton og Jette

Maven 30+3

Så er der igen gået to uger siden sidste mavebillede, og nu er der under 10 uger til terminsdatoen....GISP! Tiden går lige pludselig både helt vildt hurtigt og samtidig helt vildt langsomt. Jeg synes ikke, det er så længe siden, at vi snakkede halvvejs, og nu er der under 25% af tiden tilbage. Og alligevel kan jeg næsten ikke vente længere og føler nogen gange, at der er evigheder til jul. Mærkeligt!

Jeg måler nu 110 cm. om livet, har taget 12 kilo på og har det stadig rigtig godt! Ryggen er faktisk blevet bedre om natten, så det er jo også godt. Rumle er ca. 38 centimeter lang og vejer cirka 1500-1600 gram. Han kan smage nu via fostervandet. Så det er ikke så underligt, at han giver den ekstra gas, når der ryger noget sødt eller stærkt indenbords. Søren og han tager en livlig snak hver aften, hvor de lige får vendt verdenssituationen, og sjovt nok reagerer han mere på sin fars stemme og fingebanken end på min!

Det er lige tidligt nok at blive fars dreng, synes jeg :-)

I kan se forskellen fra sidst under Guldgrisens album.

Kreative og gavmilde bedstemødre

De sidste par dage er det strømmet ind med dejlige gaver til Rumle fra hans tre bedstemødre. Mor Sanne og Mor Else har været i gang med at strikke, og deres gaver modtog vi med posten. Papmor Jette havde været på indkøb og havde en Rumlegave med i kufferten, da hun kom i mandags.

De små strikkede grønne og brune sokker er fra Else. Den hvide trøje med kysen og de to blå huer er fra Sanne. Og de brune bukser med den blå strikketrøje og den grønne jakke er fra Jette. Det hele passer faktisk overraskende godt sammen, så man næsten skulle tro, at de havde snakket sammen om det :-)

Er de ikke bare nogle dejlige bedstemødre....og så hele tre...det går virkelig slet ikke :-) Tusind tak til jer alle tre. Vi er bare SÅ glade for det hele.

Shop amok!

Så fik vi vist stillet vores shoppe-gen for et stykke tid. I går kørte far, Jette og jeg op til Woodbury Outlet mall, hvor man kan købe alle mulige designer- og mærkevarer til halv pris eller billigere. Og vi fik shoppet. De to er altså noget ved at have med på sådan en tur! Det var især butikker som Benneton, G-Star, Esprit, Petit Bateau, Johnson & Murphy, Hugo Boss, Reebok og Calvin Klein, der fik vores opmærksomhed. Far kunne have fået et Hugo Boss jakkesæt for 3000 kr minus 30%, men det var desværre udsolgt i den størrelse, han skulle bruge. Så de har allerede planlagt, at de skal derop forbi igen på vejen tilbage fra Niagara Falls og igen til jul, når de kommer :-) Jeg fik handlet både til mig selv, Søren og Rumle, og Jette slog os alle som supershopperen, der fik mest med sig hjem for pengene. Hun gjorde nogle rigtig gode kup!

Her sidder vi lige og nyder en kold Frappucino (iskaffe) fra Starbuck's, mens vi lægger en strategi for den sidste 1½ times shopping, inden vi skal hjem. Det skal lige siges, at vi allerede har tømt poser over i bilen én gang på dette tidspunkt.

I dag har jeg sendt dem ind på Manhattan på egen hånd. De har dog fået Karen med som guide, og med hende som hjælp, kan det jo aldrig gå helt galt eller blive helt kedeligt :-)

Om 10 dage...

....kommer denne lille seje Bikertøs til Belle Mead :-)

Vi nyder at have far og Jette her lige nu. I tirsdags fik vi sendt Bill med toget til Boston fra Penn Station på Manhattan, hvor efter vi gik en dejlig tur ned langs 5th Avenue mod Central Park. Vi nød det gode vejr i parken og endte med at se Times Square i fuldt lysinferno til aften. På vejen hjem kørte vi forbi vores lokale pizzamand og fik os en pizza med hjem, som vi nød sammen med et glas rødvin. Vi var alle dødtrætte, da vi gik i seng samme aften. I går havde vi en hyggedag herhjemme, hvor vi fik handlet lidt ind i de store lokale varehuse, og sluttede af med hjemmelavet mad og hygge i aftes.

I dag står den på shopping i Woodbury Commons Outlet Mall, hvor man kan købe mærkevarer til rigtig gode priser.

Forbrydelsen

Endelig er den danske thriller Forbrydelsen startet igen på DR, og vi sidder atter klistret til DR's net-TV hver søndag aften.

Første afsnit i mandags var præget af opsamling fra sidst, men i går skal jeg da lige love for, at der kom gang i sagerne igen. Vi er begge helt sikre på, at det IKKE er Troels Hartmann, der er morderen. Det er simpelthen for indlysende og for tidligt med en afgørelse. Hans personlige profil passer heller ikke til det, så skulle han da være en førsteklasses psykopat, som virkelig lever et dobbeltliv. Men hvem er det så?

Mit gæt er stadig ekskæresten Oliver Schandorffs far, som jo før har vist sig voldelig, og som er en del af overklassen og sagtens kunne have kontakter i det politiske miljø også. Han er bekvemt sløret i vores hukommelse, men er dog blevet introduceret i begyndelsen. Hvorfor skulle han ellers med fra starten af? Som regel i sådanne fortællinger er ingen personer tilfældige. Men jeg må indrømme, at partilejligheden og den tydelige brug af Hartmanns computer ligger et lidt uklart slør i min teori. Søren tænker mere inden for partiet eller det politiske liv, tror jeg....der er jo også ham embedsmanden Olav. Han har helt sikkert ikke rent mel i posen, men lige hvordan og hvorledes. Ja, han virker ikke helt magtfuld nok til hele scenariet i mine øjne. Rie er ligeledes skummel. Hvorfor dækker hun over Hartmann....er det kun pga. hendes følelser for ham eller ligger der mere i det? Omvendt, så har hun jo netop et alibi nu, da hun jo er den eneste, der er set på Skodsborg af de to i den weekend. Så er der overborgmesteren. Han er helt klart en gammel klam buk, som i mine øjne, sagtens kunne have disse tendenser, og ligeledes ligger der noget skjult gammelt nag mellem ham og Hartmann, som kunne forklare at skylden lægges over på ham. Hmmmmm......

Er vi de eneste, der er afhængige af denne serie? Og er vi helt på et sidespor i vores teorier? Er der noget vi har overset?