Der er fart på for tiden. På alle planer.
Lad os starte i det bogstavelige. I dag havde Isac og jeg tidligt fri fra job og vugger, og det blev udnyttet til en dejlig tur til Frederikssund for at købe sandaler til Isac. Vi tog min cykel med i toget og endte med at have to cykler med hjem igen. Lige over for skobutikken ligger der nemlig en cykelhandler, og vi skulle da lige ind og se på løbecykler, som jeg gerne ville have købt til ham denne sommer.
Løbecykler skulle være gode, fordi de træner balancen og flere børn derved helt springer støttehjulene over. Men da vi kom ind i butikken, var det ikke løbecyklen, der fangede Isacs blik. Det var derimod det sorte lyn herunder, som han straks ville prøve. Og pludselig lå han og hjulede rundt inde i butikken. Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for og efter en fornuftig snak med ekspedienten om løbecykler kontra støttehjul smed jeg kortet i maskinen og tænkte svedende på, hvordan jeg mon skulle få de nye hjul bakset med hjem i toget.
Det havde Isac helt styr på. Han cyklede da bare på dem, og på toget fik vi hjælp af en flink mand, der hjalp os ud inden dørene lukkede. Søren hentede Isac og cyklen ved toget her i Ølstykke og da vi kom hjem på vejen kom der fart på drengen. Han spurtede op og ned af vejen, og nød det 100%
Tænk, at nu har vi en knægt, der kører på en rigtig cykel. Jeg fatter det ikke, og jeg kan ikke altid følge med.
På det personlige plan går det nemlig også stærkt for tiden. Hans sprog eskalerer. Der kommer hele tiden nye ord til, nye betydninger, nye forståelser og nye sammenhænge, som han selv formår at sætte sammen. Han taler i lange sætninger og hver dag hører vi ham sige ord, vi ikke anede, at han kendte. I går var det “mølle”, i dag var det “muslingeskal”. Han henter ord overalt og det er vildt fascinerende at følge med i.
Navne er interessante for ham for tiden. Han kan alle navnene på alle i familien og alle vores naboer, og han går meget op i, hvad folk hedder, og hvad vi kalder hinanden. Hvis jeg fx kalder Søren ved hans navn, så gør Isac det også lige efter. Hvis jeg fx kalder ham skat, så kalder Isac ham også skat osv. Relationer er også noget han tænker meget over. Hvem er Sophias far og mor, og Majas mor og far osv. Han er dog ikke begyndt at tænke ned i alder, altså hvem er hvem’s søn og datter, endnu.
Hans leg er også i fart. Han er begyndt at lege rollelege, hvor han selv er faren og Søren fx er Isac. Og så går han på arbejde, eller til købmanden og køber frugt. Det må være legene med Maja, der sætter sine spor der, da hun godt kan lide at lege mor, far og børn i legehuset. Så sender hun Isac/faren på arbejde, mens hun laver pasgetti (spagetti) derhjemme.
Og så går det også stærkt på det madmæssige område. Jeg tror nemlig vi er ved at være ovre allergien over for mælk og æg. I hvert fald, så har han i den forgangne uge spist både jordbærtærte fra bageren, Magnum-is, islagkage, Thousand Islanddressing og persillesovs. Altsammen med både æg og mælk i, og endda i ret ren form, og han har ikke vist reaktion. Det er fantastisk at opleve. Og han er selv pænt glad for at have opdaget glæden ved flødeis. Vi tager den dog med ro med at fodre ham med både æg og mælk og optrapper derfor lige så stille, så han ikke risikere at få et allergichok af det. Men mon ikke vi lige så stille kan sige, at vi er ved at være ovre det?
Vi håber.




Ja, lige pludselig var man blevet lidt større.






