26. november 2010

Hørt i lægens venteværelse

En lille dreng på knap tre år, kigger på en meget gammel mand, og siger højt til sin far: “Se far. Han er meget gammel. Han skal snart dø.”

Og ja, manden hørte det og så fingeren, der pegede på ham.

Og ja, det var min søn.

Nu skal vi så lige have en snak om, at godt nok døde oldebedste fordi hun var meget MEGET gammel, men det jo ikke er alle MEGET gamle mennesker, der lige snart dør, og hvis det så er det alligevel, så er ikke nødvendigt at sige det højt. Faktisk er det nærmere lidt pinligt og tabubelagt. Men hvordan forklarer man lige det til en dreng på snart tre år?

23. november 2010

Lidt om Hr. Skæg, mors hjerter i øjnene og Isacs børnesår

I fredags var vi en tur i Roskilde i Ro’s Torv, fordi vi havde set, at Hr. Skæg skulle komme og tænde juletræet. Isac er meget glad for Hr. Skæg. Han er en figur fra DR’s børne-tv, og han leger med tal og bogstaver. Faktisk er det sådan, at når Isac bliver puttet om aftenen, og han lige skal trække tiden lidt inden mor eller far går ud, så begynder han at remse alle de ting, han elsker, op. Og så siger han: “Mig elsker biler, bogstaver, far, mor, traktor, gravko, osv.” Herefter bliver alle familiemedlemmerne gerne nævnt + vennerne fra børnehaven og skal den yderligere strækkes, starter han med at finde ting på sit værelse, som han elsker: “Mig elsker min dør, min lampe, mine bleer osv….” Men det der slår mig, er hans store interesse for bogstaver. Han elsker virkelig bogstaver. I går var han med mig i skole, og da jeg skrev noget på tavlen til eleverne, begyndte han også at “skrive” på tavlen. Han ville have mig til at skrive ISAC, og da jeg skrev det bogstav for bogstav, skrev han med. Jeg fik ikke taget et billede af det, desværre, men han skrev sit navn spejlvendt af mit. Det var så pudsigt og eleverne var dybt imponerede af ham. Tror nok lige han var stolt bagefter, da han gav de store drenge i 8. klasse High Five. Og jeg tror altså, at ham Hr. Skæg har noget med den der bogstavfascination at gøre. Og jeg er altså ikke den, der skal stå i vejen for et idol af den karakter, så afsted til Roskilde og dyrke Hr. Skæg (sammen med resten af nordvestsjælland):

IMG_1378 IMG_1383IMG_1384IMG_1388

Lige inden vi var ude og se Hr. Skæg havde Isac et par dage hjemme med snot og feber. Han nåede lige i børnehave i fredags, og om søndagen opdagede vi vi så, at han havde fået to små sår på hagen. Desværre har de annonceret, at de har børnesår i børnehaven, og Isacs lignede godt nok også meget det jeg fandt ved diverse Googlesøgninger. Så indtil de sår er helet må han ikke komme i børnehave igen. Det er meget uheldigt, da jeg starter med at skrive eksamensopgave i morgen og ugen frem. Men heldigvis har vi hentet hjælp fra farmor, som kommer og hjælper os både onsdag og torsdag. Jeg regner ikke med at han kommer i børnehave resten af ugen, da lægen sagde, at det godt kan tage lang tid for sådan nogle sår at hele. Og jeg må sige, at det ser ikke bedre ud i dag end i går. Tværtimod har det bredt sig lidt til næsen.

IMG_1390

Han har ligeledes været meget træt og utilpas i dag, og han har flere gange sagt, at han ikke havde det så godt. Det er selvfølgelig træls, at han ikke har det godt, men for pokker hvor er det skønt at have en dreng, der er så stor nu, at han kan sige, at han ikke har det så godt. Han er i det hele taget virkelig god til at udtrykke, hvordan han har det og hvad han føler. Og en følsom dreng, det er han.

I dag kom han hen og kyssede mig på munden og sagde derefter: “Nu har du hjerter i øjnene mor!” Det må han jo have set i en tegnefilm på et tidspunkt. Jeg synes det var fantastisk og ja, jeg havde hjerter i øjnene.

Vi har brugt dagen til at starte lidt på vores julehygge. Og nu er der bagt småkager. Bedstes tofarvede og farmors kanelsnitter. Bedre bliver det ikke.

 IMG_1394 IMG_1395 IMG_1398

14. november 2010

Isac fortæller

Der er mange ting, jeg skal have skrevet om på bloggen her. Fx mangler jeg stadig nogle ting fra sommerferien. Måske når jeg dem inden jul?

Det går stærkt for tiden. Rigtig stærkt. Så det er ikke fordi vi mangler noget at skrive om. Forleden morgen blev Isac fx træt af at vente på os to sovetryner og gik selv ud og rumsterede i køkkenet. Da jeg kom ud, sad han med en portion youghurt med musli på og spiste lige så fint ved bordet.

Han er en meter høj nu, hvilket han er noget så stolt af. Og lige om lidt fylder han tre år, som bliver sagt med tre stikkende fingre fremme. Han tæller til ti, og siger at han elsker biler, bogstaver, traktorer, gravkøer og julemanden.

Børnehaven er et dejligt sted at være, og han glæder sig til at komme derhen hver morgen, ligesom han fortæller om sine bedste venner Noah, Oliver, Mikkel og Emma, som han elsker at lege med derhenne.

Og så er fantasien kommet i gang. For alvor! Det handler især om en farlig løve, som passer på ham, en farlig trold, som ikke er helt så god som løven, og så er der en soldat, som kommer ud for de mærkeligste ting. Og så skal vi ikke glemme Julemanden. Men se og hør selv: