Levende billeder

Ja, Isac øver sig på livet løs, nu hvor han er kommet op på fødderne.

Nu tør vi godt

Nu tror jeg vist godt, at vi kan sige, at han går.

Det har været en stor dag for Isac, for han har også endelig fået lært at klappe, så nu får den ikke for lidt med selvtilliden, som I måske kan ane på det sidste billede.

Hvornår går man?

Jeg sidder her med Isacs Barnets Bog, og udfylder "første...". Min mor mener, at jeg skal skrive hans første skridt i, som var for et par uger siden, men han går ikke rigtig selv endnu. Han tager nogen gange et par skridt i det fri, og står også oftere og oftere i fri luft, men han synes stadig, det er rarest at have noget at holde ved - en hånd, et bord, en gåvogn, væggen...osv. Dog har han jo taget sine første skridt i fri luft...skriver man så den dag i eller skriver man den dag, hvor de for alvor går selv?

Og kan man sige, at han går, når han lige så ofte vælger at gå fra A til B, dog med støtte, som han vælger at kravle?

Det er lidt sjovt at se, hvordan det er hans egen forståelse, der skal med i løbet her. For nogen gange står og går han fint, bare han har et stykke legetøj i hånden. Det holder ham jo ikke oppe, og giver ham ingen støtte, men han har bevidstheden om at han holder ved noget, og så tror han, han er sikker. Han er heldigvis ikke bange for at falde, da han ofte lader sig bumpe ned på puderne og på gulvet med vilje. Han er en rigtig tumlemås! Samtidig kan vi se, når han går langs væggen, at han egentlig ikke støtter sig, han tror bare, at han holder ved den. Så vi sidder spændt og venter på, at han selv forstår, at han faktisk har balancen, og at han godt kan. Det er helt utroligt at følge med i. Fantastisk, hvordan hjernen arbejder, ikke?

Tre skridt

I går tog Isac tre skridt i fri luft helt bevidst. Han har taget et par skridt før, men det har været ubevidst og han har sat sig med det samme han opdagede det. Men i går stod han ved sofabordet og kiggede hen på mig, som sad på puffen. Og så slap han bordet tog 1½ skridt, stoppede op og tænkte sig lidt om og så sig tilbage, og gik så det sidste 1½ skridt hen til mig. STOOOOOR DRENG! Nøj, mor her var stolt, og jeg fik da vist også lige skreget Betina ind i øret i telefonen.

Lige ved og næsten

Den er der næsten...

Paradetur med gåvognen

Så tog vi lige gåvognen på en paradatur...bare fordi vi kan![youtube=http://www.youtube.com/watch?v=kKwSe5v58x8]Videoen er fra i fredags, hvor vi fik den nye gåvogn med posten. Søndag tog han så lige en blærerunde for Jane og Karsten fra den ene ende af stuen og tilbage igen. Seje unge! (læs: mor er bare SÅ superstolt af sin fantastiske dejlige dygtige fremragende knægt!)