Vuggestuestop

I dag har jeg meldt Isac ud af Happy Hearts. Jeg ringede derned og fortalte dem ærligt om mine bekymringer med stedet, og meldte ham i ud i samme åndedrag. Efter en god weekend, hvor Søren og jeg gik i tænkeboks og lyttede til de gode og konstruktive råd vi fik, besluttede vi os for, at det var helt klart det eneste rigtige at gøre. Begrundelsen - ja, der er flere, men den største er nok, at stedet og tiden bare ikke var rigtig for os og Isac. Nogle af de ting vi oplevede dernede, som bekymrede os var:

1. Der er kun én pædagog, da der er under fire børn der. Dvs. ingen opsyn med de tre af børnene, når der skulle skiftes ble, mades eller puttes.
2. Der er under fire børn der, og kun én på Isacs alder. Vi havde fået andet afvide, da vi meldte ham ind, og det var en stor del af grunden til, at vi valgte netop det sted, da vi jo gerne ville have ham til at opleve glæden ved at være sammen med andre børn.
3. De er aldrig udenfor, på trods af at vejret er perfekt til det nu, og de har en dejlig legeplads lige uden for døren.
4. I torsdags sov Isac begge sine lure i en vippestol lavet til babyer under 6 mdr. Hun kunne ikke få ham til at sove i hans seng, og da hun havde de tre andre børn også tog hun ikke kampen op, men satte ham i selen i vippestolen og lod ham sove der i 1½ time.
5. Da jeg hentede ham kl. 16 i fredags stod jeg udenfor døren og ventede på, at hun kom og lukkede mig ind (den kan ikke åbnes udefra). Jeg benyttede mig af muligheden for at stå og kigge ind på Isac, for at se ham lege uden mig i nærheden. Han legede fint ved siden af TJ, og Mrs. Saji lå hen over en sækkestol lige ved siden af...og sov! Hun vågnede, da jeg bankede på ruden, og var tydeligvis flov. Hun havde haft vagt fra kl. 7 og havde først fri kl. 19. Det er ikke forsvarligt i min verden!
6. Alle hans evalueringspapirer ved afhentningen har sagt, at han har været "Cheerful and happy" hele dagen. Det ved jeg, at det ikke er sandt, da jeg talte med lederen den dag han sov i vippestolen, og hun fortalte mig netop, at han havde grædt i lang tid, og havde været meget træt, inden han faldt i søvn. Det er helt normalt, når han nu var snottet og tænderne drillede, hvilket jeg også havde sagt om morgenen. Hvorfor fortæller man ikke mig det? Og hvorfor lave et evalueringspapir, når man alligevel udfylder det med de samme krydser hver dag?

I det hele taget, så landede det på, at vi begge var så meget i tvivl, at vi bare måtte lytte til vores intuition og mavefornemmelse. Så nu venter vi lige og ser tiden an ind til jul. Så kan han måske starte i et nyt sted inde i det nye år - måske ikke. Ind til da er jeg i fuld gang med at arrangere en ugentlig mødregruppedag for de knap ti danske piger her i området, som har børn på Isacs alder. Og så vil vi høre Lissett, som han kender så godt efterhånden, og som også har passet ham før, om hun kunne tænke sig at komme en gang om ugen og passe ham herhjemme, mens jeg får lidt AB-tid på egen hånd. Jeg har det rigtig godt med beslutningen og har for første gang i tre uger ikke ondt i maven, når jeg tænker på det.

Paradetur med gåvognen

Så tog vi lige gåvognen på en paradatur...bare fordi vi kan![youtube=http://www.youtube.com/watch?v=kKwSe5v58x8]Videoen er fra i fredags, hvor vi fik den nye gåvogn med posten. Søndag tog han så lige en blærerunde for Jane og Karsten fra den ene ende af stuen og tilbage igen. Seje unge! (læs: mor er bare SÅ superstolt af sin fantastiske dejlige dygtige fremragende knægt!)

Mavevirus

Isac har snøftet og snottet noget i et par dage nu, men i dag kastede han hele sin morgenmad op også. Så det ser ud til, at han har fået sig en gang mavevirus. Efter sin opkastning gik han kold på sofaen, hvilket han ellers ALDRIG gør. Der sker simpelthen for meget nede i stuen, til at man kan falde i søvn der. Men selv med et stykke legetøj i hver hånd, holdt helten ikke længe.

Mixed feelings

Jeg mangler tillid. Tillid til den amerikanske måde at passe børn på. Og når så mit barn græder, når jeg afleverer ham i hans amerikanske vuggestue, så bliver den manglende tillid ikke mindre. Jeg kan mærke, at jeg synes ikke, det er godt nok, det de gør, og jeg ville ønske, at han kunne gå i en dansk vuggestue i stedet. Det er helt ærligt sådan jeg har det. Det er egentlig ikke den enkelte vuggestue her, der er problemet, og det er heller ikke hende "pædagogen" (skrevet i "..." da, hun jo egentlig ikke er pædagog, da man ikke uddanner sådanne her i landet). Det er hele systemet, jeg har det svært med. Derudover, så har jeg det skide svært ved at gå fra et grædende barn, når nu det ikke er nødvendigt. Og det er jo nok, det der er kernen i hele mit dilemma; at det egentlig ikke er nødvendigt, når jeg nu ikke arbejder. Isac er begyndt at græde, når han bliver afleveret, og det er lidt svært at kapere for mig. Selv om jeg jo selvfølgelig godt ved, at det er helt naturligt, og han er i en alder, hvor seperationsangst og morsyge er helt normalt. Men, jeg går jo hjemme, og jeg har jo tiden til at passe ham selv. Han er kun startet i vuggestuen, så jeg kunne få et par dage om ugen på egen hånd, og han kunne komme lidt ud blandt andre mennesker end mor.  Og så er det jo, at jeg begynder at spørge mig selv, om det er det værd? Hvis nu jeg skulle suse videre afsted til et job, så ville han jo være nødt til være dernede, og han ville være nødt til at skulle tilpasse sig det og lære at klare sig uden mor i de timer. Men nu er situationen bare anderledes...forstår I hvad jeg mener? Ååååhhh, jeg er godt nok i vildrede med det. Måske skulle man bare tage ham ud igen, spare de penge, arrangere en ugentlig legestuedag med et par af de andre mødre her i området og så vente med institution til ham, til han engang kommer hjem til Danmark? Men bliver det så en for stor omvæltning for ham til den tid? At flytte til et nyt sted/land og samtidig skulle starte i institution?...nej, hvor det knager, kan I godt høre...kan I ikke lige give mig lidt respons på alle de tanker? På forhånd tak!

Åh..ååååh

SÅ er det, at jeg bliver nervøs![youtube=http://www.youtube.com/watch?v=DqgDwDbmfQ8]

God larm

Der sker et eller andet med lydniveauet, når man samler fem piger i et rum. Sætter man så to babyer ind i samme rum, så stiger det endnu et par decibel.

I går havde jeg besøg af 2 x Christina, Emilia, Trine og Helene, og der blev kaglet, grinet, hvinet, sladret, spist, mmmm'et, ååårrhhh'et, iiiihhh'et, slubret kaffe og te og udvekslet meninger, madopskrifter og babytøj.

Det var LIGE som sådan noget nu er, når det er allerbedst. Aaaaahhh, jeg havde bare en god fornemmelse i maven i går aftes, da jeg satte mig træt i sofaen med en antydning af tinitus på begge ører. Dejligt med gode veninder!Og Isac og Emilia er altså lidt kærester! De kan i hvert fald godt lide hinanden...tihi, fnis!

STOP THE FLU!

Da jeg afleverede Isac i vuggeren i dag, fik jeg følgende lamineret flyer med hjem. De var blevet ringet op af Hillsborough Health Department i forbindelse med en advarsel om, at der er en influenza-epedimi på vej. Så de skulle dele denne flyer ud til alle forældre og ligeledes minde alle om, at deres barn skulle vaccineres mod influenza inden nytår. Jeg måtte altså lige trække lidt på smilebåndet over amerikanernes sygdomsforskrækkelse. Altså helt ærligt! Det er influenza vi snakker om her, og ja det kan være slemt og træls at have, men det er jo ikke ligefrem en dødelig sygdom. Nå, men den side jeg læste først på flyeren var denne:

Hmmm...skal man isolere sig fra resten af verden i flere uger eller hvad? Jeg blev da helt bange for den influenza-epedimi. Mon influenza også er en af de ting, der er større her i landet end i lille Danmark?

Og bagsiden...eller forsiden - det bestemmer du vist selv:

Jeg ved ikke med jer, men jeg har svært ved at følge de regler 100%. Nå, men det er jo gjort i en god mening, det skal vi huske, når vi sidder og griner lidt.

Amerikansk jul

Chancen for en hvid jul er noget større i New Jersey end i Danmark, så vi har besluttet os for at holde julen her i Belle Mead i stedet for at rejse hjem. Nej, det ikke den hele sandhed, men det er rigtig nok, at vi bliver her i landet hen over julen. Det gør vi af flere grunde:Vi kunne simpelthen ikke overskue endnu en rejse til Danmark med stress og jag og diverse sociale sammenkomster, lige så hyggelige som sådanne nu engang er.Isacs første rigtige juleoplevelse, skal ikke opleves på bagsædet af en lejebil, selv om disse ofte kan være ret gode for udenlandsdanskere.Søren har fået ordrer på fra hans kone, at han skal prøve at holde ferie, hvor han rent faktisk slapper af!Og sidst men ikke mindst, nærmere vigtigst! Else og Ejner har købt billetter til den 22. december, og de kommer og fejrer julen sammen med os her i vores hjem. Så behøver man vist ikke flere grunde, vel? Vi gør ikke.

Hvad siger bilen?

Jeg synes lige I skulle se Isacs leg med sine nye biler. Han har hurtigt lært, hvad sådan en siger, så det tegner til endnu en biltosse i familien...suk!Læg ellers lige mærke til hans meget lidende ansigtsudtryk ind i mellem ... av den dumme fortand. Kan du SÅ komme ud med dig! [youtube=http://www.youtube.com/watch?v=SEtp6d27408]

Cheerful and happy

Sådan lød evalueringen på Isacs første dag i vuggeren i går, og det samme var gældende i dag. Efter hver dag får man sådan et papir med noter om dagens aktiviteter, humør, bleskift og måltider:

Et øjeblik...

I dette øjeblik sidder jeg for første gang i 9 måneder i vores stue uden Isac er der. Han er i vuggeren på sin første officielle dag med lur og madtid, og skal være der til kl. 14.30. Jeg har lige lavet mig en kop kaffe, bare sådan fordi jeg synes, jeg skulle forkæle mig selv lidt. Udenfor siler regnen ned og tordenen rumler i det fjerne. Vi rykkede rundt i stuen i går aftes - en pludselig idé der opstod kl. 22, hvor jeg begyndte at hive alle bøgerne ud af reolen. Kl. 24 var hele sofagruppeområdet fuldstændigt rykket rundt. Nu sidder jeg så her i "nye" omgivelser og føler mig ret "ny" i den her situation. Hvad laver man, når ens barn er ude af huset? Jeg tror bare lige jeg nyder øjeblikket - regnen, kaffen og roen...aaaahhhh... ... ... ... Og så kan jeg vist godt tillade mig at ringe derned om 10 minutter og høre, hvordan det går! Hmmm, seperationsangsten er vist ikke noget, der kun rammer barnet i 8-10 måneders alderen.

Playdate

I dag var Isac og jeg en tur i Westfield og besøge Christina og Emelia. Christina skal overtage jobbet som dansklærer i sømandskirken, og ville derfor gerne lige høre, hvordan og hvorledes det gik, da jeg underviste derovre. Desuden er Christina en del af den lille mødregruppe, vi har fået samlet sammen her i Central New Jersey, og der er kun 1½ måned mellem Isac og hendes datter Emelia. Det var første gang de to virkelig viste hinanden interesse. De andre gange vi har mødtes har de været for små til at kunne kommunikere med hinanden, men i dag var der både smil, fnis, kys og kamp om legetøjet.

Det var ligeledes sjovt at se, hvordan de efterabede hinanden.

Da Isac rejste sig under bordet gjorde Emelia det også, og da hun senere rystede med en rangle gjorde Isac det samme med et lignende stykke legetøj. Det bliver lidt skægt at se, hvad der kommer af nye ting fra ham, når han får startet rigtigt i vuggeren.

Isac kravler

Når Isac kravler foregår det både på knæ og tå, alt efter underlaget.[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=hiNsdNmurTk]

Isac leger

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=_9wFXmEgXck]

Isac 9 måneder

1½ år med Isac er nu gået - ni måneder inde i maven og ni udenfor maven.

Vi var ved lægen i går for at blive målt, vejet, tjekket og vaccineret, og alt så godt ud med den lille mand. Han måler nu 74,5 cm og vejer 10 kg. Han har et forholdsvist stort hovede i forhold til resten af kroppen (så billedet med The Coneheads var ikke helt tilfældigt...hahaha) Det lå over kurven, men idet hans motoriske, sociale og sproglige udvikling er så fin, er det ikke noget der betyder noget, og lægen mente, at det vil jævne sig ud med tiden, som hans fontanelle vokser sammen. Alt i alt et godt og bekræftende besøg.Ellers er der sket meget med vores lille dreng, siden han blev 8 måneder.

Han kravler nu rundt over alt i huset, rejser sig op af ting og bevæger sig så småt stående fra en ting til en anden. Han undersøger alt han kan komme i nærheden af, leger lege med sit legetøj, snakker i flere stavelser og synger, samler ting op, spiser grovere mad som rugbrødshapsere, pastaskruer og frugtstykker, og så er han næsten altid glad og fuld af spillopper. Han er meget social bevidst og utrolig opmærksom og observerende med andre mennesker. Man kan se, at han virkelig studerer de mennesker, der er omkring ham, og der foregår en masse inde bagved øjnene imens.

Han er så småt ved at lære at sove igennem om natten igen og at falde i søvn uden mælk. Danmarksturen rykkede lige ved de gode intentioner, men i nat havde han sin første mælkefri nat i lang tid. Det kostede lidt skrig og skrål ved 3-tiden og igen ved 5-tiden, men han holdt ud, og det samme gjorde hans forældre....pyyyha!

Hans sidste nye legetøj er den trehjulede cykel, vi prøvede i Charlottenlund ved Jørgen og Betina.

Sådan en har vi anskaffet os herhjemme nu, da vi synes den var så smart. Den kan nemlig bruges fra man er 10 måneder (eller deromkring...hehehe), idet den har en sele, en bøjle og en styrepind på, som man så senere kan tage af, når han bliver stor nok til selv at trampe i pedalerne. Den er en stor succes, og han elsker at køre rundt her i området og se på alle bilerne, træerne og husene.

Og så vinker han stolt til John og Gloria og hvem ellers der gider at vinke tilbage.

Vuggestuebarnet

Første dag som vuggestuebarn gik over al forventning. Vi tog derned ved 11-tiden efter en god lang lur på 2½ time, så han var dejlig frisk og udhvilet. Planen var at være på besøg dernede sammen i 1½ times tid, hvor vi skulle spise frokost dernede og ellers bare hygge os sammen og lære Mrs. Saji at kende. Den første gang vi var der på besøg sammen med Søren, var Mrs. Saji meget hurtig til at tage Isac ud af min favn og nusse ham og snakke med ham på sin arm. Det var lidt overvældende for både ham og mig, men han tog det rigtig fint dengang. Og jeg anerkendte hende for hendes måde at tage ham på. Både Søren og jeg var lidt usikre bagefter, om det var den bedste måde at reagere på, men i det han tog det fint, blev vi enige om, at hun jo nok bare havde været nervøs, da vores indmelding afhang helt og aldeles af hende. Jeg havde dog i telefonen i går, sagt til lederen Debbie, at det nok ikke var en god idé denne gang, da han jo netop havde været igennem en periode, hvor der var mange nye mennesker hele tiden, så måske skulle hun bare give ham lidt tid til at se hende og stedet an, før end hun tog ham. Det lovede Debbie at sige videre, med tryk på, at vi var meget glade for det den første gang, og at det bestemt ikke var en kritik af hende. Det var temmelig vigtigt for mig at få sagt! Da vi kom derned i går var Mrs. Saji mere tilbageholdende, og det virkede med det samme positivt på Isac, som sendte hende et stort smil allerede indenfor de første fem minutter. Det var tydeligt, at han havde en god kemi med hende, og at han hyggede sig det nye sted med alt det nye legetøj og de andre børn der legede ved siden af ham. Efter en times tid, da vi havde spist og leget lidt, foreslog Mrs. Saji, at jeg gik ud på gangen, så vi kunne se, hvordan han ville reagere med mig ude af syne. Jeg synes det var en god idé, da han virkede så tilpas, så jeg sagde farvel og vinkede og gik ud på gangen, hvor jeg både kunne høre og se ham inde på stuen. Først kravlede han hen mod døren og peb lidt. Sad så og pylrede lidt med et bedrøvet blik mod døren. Mrs. Saji sad på gulvet inde i rummet og kaldte på ham, og efter et par minutters piberi, var han alligevel for nygerrig til at blive siddende der, så han kravlede hen til hende og de andre børn. Dog stadig med et blik mod døren i ny og næ og lidt piberi. Men efter fem minutter var han optaget af legen med hende, og han krøb endda op til hende, når han peb lidt og lige havde brug for lidt nærhed! Jeg var ved at give mig til at tude af glæde ude på den anden side af døren. Det var bare så fedt at se, at han følte denne tillid overfor hende, for det giver jo mig lidt mere ro i sindet, når han skal afleveres der. Efter 15 minutter gik jeg ind på stuen igen, og i mod mig kom en kravlende glad lille dreng. SKØNT! Billedet her er taget efter jeg var ude. Det er taget med min mobiltelefon, derfor den lidt ringe kvalitet. I baggrunden ses Mrs. Saji, der er ved at give Kaiden (tror jeg nok hans navn var) mad, og til højre sidder Madison, som er Debbies datter på 2 år. Hun var bare på besøg inde på stuen.

Vi tager derned igen i dag en tur, og denne gang prøver jeg at køre væk. Jeg tager bare ned og handler, men så er jeg ude af huset og Mrs. Saji skal ikke føle, at jeg står og følger alt hun gør. Det bliver lidt spændende, om han tager det lige så fint denne gang: Det tror jeg faktisk han gør. Det eneste negative ved dette sted lige pt. er at der lige nu kun er to børn i Tiny Town, hvor Isac skal gå, nemlig Kaiden og Isac. Da vi skrev ham ind, fik vi afvide, at der ville være fire børn, alle omkring den samme alder, men to af dem har åbenbart meldt fra igen. Så nu er der kun en anden dreng på ti måneder. I det mindste er de samme alder, og kan få en masse glæde af hinanden, men jeg håber nu på, at der starter lidt flere unger der, så der kommer lidt mere liv på stuen. Lige nu er det lidt som lille dagpleje med institutionslokaler. Nå, men i det mindste får han så masser af voksen opmærksomhed, og det  er jo også godt....hmmm, når jeg selv lige læser det på skrift, lyder faktisk ret attraktivt for sådan en lille størrelse! Det er nok bare min indre pædagog, der råber efter flere børn.

1. dag med glade hjerter

Så er det i dag, at Isac skal starte i Happy Hearts, og vi tager derned sammen, ham og jeg, her om en halv times tid, når han vågner fra sin formiddagslur. Jeg må indrømme, at jeg har været lidt usikker på, om det var en god idé at starte ham op i denne uge, da han jo naturligvis stadig er lidt kulret efter den noget turbulente tur til Danmark. Men omvendt, så er han jo netop vant til de nye ting nu, og han er så motiveret for at være sammen med andre børn, at det næsten vil være ærgerligt ikke at benytte os af tiden, som vi jo allerede har betalt for. Jeg talte lige med lederen dernede i telefonen, om hvordan vi får ham indkørt på bedste vis. Jeg forklarede hende, hvordan og hvorledes med Danmarkstur og morsyge osv. De var heldigvis meget forstående og det var helt i orden med dem, at jeg var der sammen med ham de første dage, og så langsomt lod ham være der alene længere tid ad gangen. Det er bare så vigtigt for mig, at han får en god oplevelse med at være der, så han forhåbentlig kommer til at føle sig glad og tryg dernede. Så nu har jeg lige smurt hans første rigtige madpakke: En rugbrød med smør og kalkunpålæg, lidt øllebrød og en nektarin, så spiser vi frokost dernede sammen. Jeg opdaterer lige, når vi er kommet hjem igen.

Løbende opdatering af bloggen

Jeg prøver at opdatere bloggen løbende med vores Danmarkstur, og i det vores kamera løb tør for batteri en uge inden turen var ovre, har jeg ikke selv fået taget billeder af mange af dagene. Men jeg er så heldig, at familien også har taget billeder og er søde at sende dem til mig, så I vil se, at der kommer nye billeder på nogle af de gamle indlæg. Jeg skriver en kommentar til det indlæg, jeg lægger billeder ind i, og hvis I kigger ude i kommentarfeltet til højre, kan I så se, hvilke indlæg det drejer sig om.

Puha, der er godt nok mange oplevelser og billeder, der lige skal bearbejdes. Og når man så tænker sig, at alle de billeder jeg sidder med her på computeren og sletter, redigerer og flytter rundt i, og alle de ord, jeg sidder og tænker tilbage på og skriver ned i bloggen... ALT det kører rundt i én stor pærevælling i en lille 9 måneders drengs hovede. Suk, der er ikke noget at sige til, at han er lidt kulret pt. og at han har lidt svært ved at finde ro, når han skal sove. Det må jeg lige huske mig selv på, når jeg står og irriterer mig over, at han ikke vil ligge alene i sit værelse og falde i søvn, og jeg derfor skal stå bøjet ned over ham og ae hans hovede til han sover. Mon ikke han snart finder tilbage til sine gode sovevaner, hvor han hygger sig i sin seng og ligger og pludrer lykkeligt inden han skal sove?

I Hammel

Så nåede vi til Hammel som det sidste sted på vores Tour de Jylland. Vi havde kun én dag ved min far og Jette, så vi ville gerne derned så tidligt som muligt, for at få det meste ud af den. Da vi ankom, må jeg indrømme, at jeg var lidt nervøs for Isacs reaktion, da han jo har haft flere dage alle andre steder til at vænne sig til stedet og personerne. Men det tog nøjagtig ti minutter og en Digestive-kiks, så stod Isac og min far og kiggede ud af vinduet sammen.

Jettes søn Thor og hans dreng Markus kom om aftenen og spiste med, og det var bare rigtig hyggeligt at sidde og snakke og nyde et godt glas rødvin i deres stue. Thor havde medbragt is fra sin butik i Århus. Han ejer Paradis isbutikkerne, og jeg elsker bare den is, de laver der. Min far lavede flamberede brombær til isen, og Markus på seks år, var så heldig at få lov at tilsætte spiritussen, som gav flammer til det hele.

Jette har en kurv med legetøj stående til, når børnebørnene kommer på besøg, og det der fangede Isacs opmærksomhed mest var et lykønskningskort med musik i.

Og så er deres hjem jo et eldorado for sådan en lille størrelse at gå på opdagelse i. Der er nips overalt, og ting man kan rejse sig op ad og kravle henover.

Det eneste negative jeg kan sige om det besøg, var at det var for kort. Men sådan er det jo, når man er hjemme på lånt tid. Så det var med klump i halsen og tårer i øjnene, at vi måtte sige farvel igen allerede næste dag ved middagstid. Vi skulle tilbage til Charlottenlund og pakke, så vi kunne komme med flyveren næste formiddag.