Viser opslag med etiketten Udviklingsspring. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Udviklingsspring. Vis alle opslag

2. juni 2012

Anna 8 måneder

Så rundede Anna de otte måneder og det berettiger vist til et lille opsamlingsindlæg her på bloggen. Tiden med hende er fløjet afsted, og jeg kan slet ikke fatte, at hun skal starte i vuggestue om to måneder.

Hun er sådan en glad lille pige. Let til smil og latter og finder sig (næsten) i hvad som helst vi udsætter hende for. Nogen vil sikkert sige, en typisk to'er. Men jeg tror også, der er lidt typisk hende i det. Hendes personlighed er bare sådan. Men ja, også typiske to'ertræk.

Hun sidder flot og stærkt og har gjort det længe, så vi er begyndt at tage hende med ud og cykle og det kan hun rigtig godt lide.


Lige som ved Isac, så er det et stort hit at komme i bad. Og derfor kan jeg også bruge håndvasken, når jeg skal have lidt arbejdsro til at lave aftensmaden klar. Så får man også vasket gulv i et ellers lidt kritisk område.


Hun er så småt begyndt at ville stå op. I vores hænder og op af ting. Og hun står faktisk flot og stærkt og med god følelse for balancen. Hun kan selvfølgelig ikke stå selv endnu, men der er ingen tvivl om, at hun synes det er rart at komme op ad.


Vi havde besøg af sundhedsplejersken i forgårs og hun vejer nu 8,2 kg. Hun blev ikke målt, men ved sidste måling var hun 72 cm, så mon ikke hun 73 eller 74 cm nu. Hun var simpelthen for træt til at vi ville udsætte hende for mere måleri.


Vi har netop haft en periode med rigtig meget sol og varme, og det betød udfordringer i forhold til Annas søvn i løbet af dagen. Men hun hun elskede at være ude og lege med græsset, jorden og vinden. Hun sover igennem nu fra 19.30 til 7 uden at blive ammet. Enkelte nætter vågner hun og får lidt vand og sutten. Og måske skal hun lige op og hænge lidt på armen for at finde ro og tryghed. Men 4 ud af 5 nætter hører vi hende ikke før til morgen.


For et par dage siden knækkede hun koden til at trække sig op, hvis hun var nysgerrig nok. Så vi skal nok have sænket bunden i hendes seng og kravegård her i weekenden. Egentlig er hun ved at være for stor til kravlegården og bruger også en del tid inde på legetæppet i stuen. Men hun er rigtig glad for sin kravlegård, hvor hun har sit eget lille helle. En lille afgrænset hule. Og så er den rigtig god at have med ude på terrassen og kan stå i skyggen under parasolen, så vi beholder den fremme lidt endnu.



Hun er også begyndt at komme op på alle fire og stå og vippe. Og Søren sagde, at hun i går tog sine første spæde forsøg med at møve sig fremad på gulvet ved farmor og farfar. Så nu går det ikke kun baglæns længere. Det har også frustreret hende en del i den sidste tid. Hun bevæger sig jo altid længere og længere væk fra sit legetøj, indtil hun til sidst ender i klemme mellem højtaleren og tv-bordet eller kasserne med legetøj. Det er en svær nød at knække, den med at komme fra A til B. 

 

Hun og Isac er rigtig glade for hinanden. Og hun er god til at vise ham, når hun ikke gider mere eller hans leg bliver for voldsom. For det meste er hans tilstedeværelse dog lige med lykke. Hun lyser op, når han træder ind i rummet og griner højlydt af hans kunster, når han fjoller rundt foran hende eller leger tittebø med hende.


Modsat Isac, så er Anna RIGTIG glad for sin sut. Den er med overalt og kan næsten altid give hende lidt trøst, når det hele bliver lidt for træls eller hun bliver lidt for træt. Hun ammer ikke meget længere. Kun om morgenen, og den amning tror jeg faktisk snart vi kvitter også. Hun er ikke helt så søgende og hun spiser og drikker rigtig godt af den mad hun ellers får serveret i løbet af dagen. 


Hun taler rigtig meget med små konsonantlyde: "Dadadadada", "Nanananana", "Jajajajajaja", "Bobobobobo" og så videre. Hun er med andre ord ganske og aldeles vidunderlig og vi elsker at have fået hende med i vores lille familie.

2. december 2011

Anna 2 måneder

Så var det tid til besøg af Zorana, vores sundhedsplejerske, igen. Anna er i dag to måneder gammel og blev målt og vejet sidste søndag, hvor hun var 8 uger.

Denne kjole er en gave fra mine kolleger på skolen.
Hun vejer nu 6350 gram og er 64,2 cm lang. Hun er en lang pige, og ligger over kurven både i længde og vægt. Proportionelt følger hun kurven fint. Og motorisk er hun også rigtig godt med. Hun har kunne holde sit hovede flot, når hun ligger på maven, i flere uger. Hun kan godt lide at ligge på maven, hvilket jo gør det noget lettere, at lade hende ligge der i længere tid.


Isac og Anna ser Disneysjov sammen.
Zorana synes også at hun havde en rigtig godt kontakt og kunne bevare den godt og længe. Hun smilede flere gange til Zorana, da hun snakkede med hende og hun er også så småt begyndt at pludre, når vi tager en hyggestund med hende på skødet.

Hun er begyndt at slå ud efter tingene i hendes kravlegård og så småt forsøge at gribe efter dem. Hun er rigtig glad for at være i kravlegården og hygger sig højlydt deri. Griner og klukker glad for sig selv. Skøn lyd!


Anna sover rigtig godt. RIGTIG GODT! Både om dagen og om natten. Om formiddagen tager hun gerne mellem 3 og 5 timer og om eftermiddagen mellem 1 og 3 timer. Hun sover i barnevognen i sin voksipose og det er som om, at voksiposen for hende automatisk betyder søvn, for hun sover i det øjeblik hun bliver lagt deri.

Hun skal helst ligge helt gemt nede i dybet.

Jo, hun er godt nok derinde et sted.
I aftes havde vi Anna og Isac i bad sammen for første gang. Isacs gamle badekar er sådan indrettet, at de kan være der begge to. Det var en stor glæde for dem begge. Isac synes det var dejligt endelig at have nogen at bade sammen med. Og han var rigtig dygtig til at vaske hende og nusse om hende. Også selv han mente hun sparkede ham lidt. Han er så sød og omsorgsfuld over for Anna. Det er en fryd at være vidne til som forældre og jeg tænker, at vi må have gjort et eller andet rigtig i første omgang, når vi har fået sådan en dejlig dreng ud af det.

3. december 2010

En ørn med musen

Vi opdagede forleden, at Isac har knækket den kode, der hedder at koble musen med det der sker på skærmen. Så nu kan han selv kikke rundt i Olines programmer og lege med Hr. Skæg, Bamse og Stor og Lille.

Isac leger med Stor og Lille på computeren

Han har også fuldstændig styr på min iPhone, som han åbner og klikker rundt i som om, han aldrig havde bestilt andet. Jeg er simpelthen så imponeret. For det første siger det rigtig meget om iPhonens brugervenlighed, men det siger altså også noget om en dreng, der lever i et hjem og en tid, hvor disse værktøjer er i brug. Og så siger det noget om Isacs intelligens. Han er sgu ikke tabt bag en vogn den dreng. Og vi er pissestolte!

Helt ærligt, så synes jeg altså, at det er tidligt i en alder af knap tre år. Synes I ikke det? Er det meget normalt eller hvad?

14. november 2010

Isac fortæller

Der er mange ting, jeg skal have skrevet om på bloggen her. Fx mangler jeg stadig nogle ting fra sommerferien. Måske når jeg dem inden jul?

Det går stærkt for tiden. Rigtig stærkt. Så det er ikke fordi vi mangler noget at skrive om. Forleden morgen blev Isac fx træt af at vente på os to sovetryner og gik selv ud og rumsterede i køkkenet. Da jeg kom ud, sad han med en portion youghurt med musli på og spiste lige så fint ved bordet.

Han er en meter høj nu, hvilket han er noget så stolt af. Og lige om lidt fylder han tre år, som bliver sagt med tre stikkende fingre fremme. Han tæller til ti, og siger at han elsker biler, bogstaver, traktorer, gravkøer og julemanden.

Børnehaven er et dejligt sted at være, og han glæder sig til at komme derhen hver morgen, ligesom han fortæller om sine bedste venner Noah, Oliver, Mikkel og Emma, som han elsker at lege med derhenne.

Og så er fantasien kommet i gang. For alvor! Det handler især om en farlig løve, som passer på ham, en farlig trold, som ikke er helt så god som løven, og så er der en soldat, som kommer ud for de mærkeligste ting. Og så skal vi ikke glemme Julemanden. Men se og hør selv:

9. september 2010

Om hjerter der er ved at revne af stolthed

Jeg har lige fulgt Isac i børnehave. Det er ikke så tit det sker, da det som regel er Søren, der afleverer og jeg der henter. Men de dage, hvor jeg skal møde senere tager jeg gerne turen over med ham. Og især efter han er startet i børnehaven er det blevet en ren fornøjelse. Han startede jo for alvor den 1. september efter en lang og god overgangsperiode hen over sommeren. Og det slog mig forleden, da jeg sad og bladrede i hans vuggestuemappe, hvor de har gemt alle de billeder, der er taget af ham dernede. Der er ikke ét billede, hvor han smiler på. Ikke ét billede, hvor han viser fryd, glæde eller anden positiv stemning. Han ser heller ikke ked af det ud. Han er der ligesom bare, fordi det skal han jo være. Og det var lige netop sådan jeg husker hans vuggestuetid. Han var aldrig ked af at gå der. Bevares, selvfølgelig græd han engang i mellem, når vi afleverede, men det gik jo lige så hurtigt over, som det kom, når vi var gået. Men han var heller aldrig henrykt over at gå der. Han viste aldrig særlig glæde over for pædagogerne. Faktisk gad han slet ikke sige farvel til dem, når vi kom og han sad aldrig og nussede med en pædagog, når vi kom eller gik. Og pædagogerne er ellers kærlige og søde nok. De fik bare aldrig helt overbevist ham om, at det er her var det fedeste sted på jorden at være.

Men derinde, på den anden side af glasdøren. Der lå det forjættede land med ridderborgene, bilgaragerne og togbanerne. Derinde var puderummet, som man bare kunne løbe ind i, når man havde lyst, og ikke skulle vente på at komme ind i, indtil en af pædagogerne fik samlet en gruppe af energibundter. Derinde løb man rundt og legede frit på legepladsen og man kunne være i den store sandkasse, hvis man havde lyst til det. Jo, det var mindsanten et bevis på, at græsser ER grønnere på den anden side af glasdøren. Derinde ventede friheden jo.

Og det var ikke falske forhåbninger, han havde stået med, når han stod med næsen trykket flad mod glasdøren. Det første billede jeg har set fra børnehavens hånd af Isac, er det billede der hænger i hans garderobe, hvor han er ét stort smil. Og når jeg afleverer og henter nu, så er det en dreng, der knap nok har tid til at sige farvel, fordi han skal tegne med Morten (den eneste mandlige pædagog alias sugekoppen for drenge). Og han smiler. Og jeg hører hans henrykte grin, når jeg henter ham senere på dagen, og han står på bakken med Mikkel med en gryde på hovedet og taler om bøllehatte og myreprutter. Han snyder sig væk, når vi skal pakke sammen, så han kan lege bare lige fem minutter mere med bilerne og garagen, og han fortæller om ting de har lavet i løbet af dagen. Han glæder sig til at komme derned, og pædagogerne dernede ser åbenbart et andet barn end den dreng der blev set i vuggestuen. I hvert fald er det et helt andet billede de beskriver, hvor drengen er om sig, leger med mange af de andre børn, siger fra når han føler sig trynet og en dreng som gider de voksne. En dreng, der tør alt muligt og som skal prøve alt muligt. Helst på den halve tid. Et lidt andet billede end den forsigtigper, de havde set i vuggestuen.

Og da vi her i morges kørte afsted mod børnehaven, ham på sin løbecykel og jeg på gåben, var han så fornøjet og stolt over sig selv.

“Se mor, Mig kan godt holde balancen.”

“Se mor, Mig kan cykle hurtigt.”

“Mig kan godt selv mor. Mig har styr på det!”

Og hans hjerte var ikke det eneste stolte hjerte i det øjeblik.

(…næste gang kan I så få historien om “Hjerner der er ved at revne af galskab over en trodsig og pissefræk knægt”. Det kommer nemlig også som en gratis bonus i børnehavepakken, viser det sig.)

28. maj 2010

Det går stærkt

Der er fart på for tiden. På alle planer.

Lad os starte i det bogstavelige. I dag havde Isac og jeg tidligt fri fra job og vugger, og det blev udnyttet til en dejlig tur til Frederikssund for at købe sandaler til Isac. Vi tog min cykel med i toget og endte med at have to cykler med hjem igen. Lige over for skobutikken ligger der nemlig en cykelhandler, og vi skulle da lige ind og se på løbecykler, som jeg gerne ville have købt til ham denne sommer.

Løbecykler skulle være gode, fordi de træner balancen og flere børn derved helt springer støttehjulene over. Men da vi kom ind i butikken, var det ikke løbecyklen, der fangede Isacs blik. Det var derimod det sorte lyn herunder, som han straks ville prøve. Og pludselig lå han og hjulede rundt inde i butikken. Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for og efter en fornuftig snak med ekspedienten om løbecykler kontra støttehjul smed jeg kortet i maskinen og tænkte svedende på, hvordan jeg mon skulle få de nye hjul bakset med hjem i toget.

Det havde Isac helt styr på. Han cyklede da bare på dem, og på toget fik vi hjælp af en flink mand, der hjalp os ud inden dørene lukkede. Søren hentede Isac og cyklen ved toget her i Ølstykke og da vi kom hjem på vejen kom der fart på drengen. Han spurtede op og ned af vejen, og nød det 100%

IMG_0934

Tænk, at nu har vi en knægt, der kører på en rigtig cykel. Jeg fatter det ikke, og jeg kan ikke altid følge med.

IMG_0935

På det personlige plan går det nemlig også stærkt for tiden. Hans sprog eskalerer. Der kommer hele tiden nye ord til, nye betydninger, nye forståelser og nye sammenhænge, som han selv formår at sætte sammen. Han taler i lange sætninger og hver dag hører vi ham sige ord, vi ikke anede, at han kendte. I går var det “mølle”, i dag var det “muslingeskal”. Han henter ord overalt og det er vildt fascinerende at følge med i.

Navne er interessante for ham for tiden. Han kan alle navnene på alle i familien og alle vores naboer, og han går meget op i, hvad folk hedder, og hvad vi kalder hinanden. Hvis jeg fx kalder Søren ved hans navn, så gør Isac det også lige efter. Hvis jeg fx kalder ham skat, så kalder Isac ham også skat osv. Relationer er også noget han tænker meget over. Hvem er Sophias far og mor, og Majas mor og far osv. Han er dog ikke begyndt at tænke ned i alder, altså hvem er hvem’s søn og datter, endnu.

Hans leg er også i fart. Han er begyndt at lege rollelege, hvor han selv er faren og Søren fx er Isac. Og så går han på arbejde, eller til købmanden og køber frugt. Det må være legene med Maja, der sætter sine spor der, da hun godt kan lide at lege mor, far og børn i legehuset. Så sender hun Isac/faren på arbejde, mens hun laver pasgetti (spagetti) derhjemme.

Og så går det også stærkt på det madmæssige område. Jeg tror nemlig vi er ved at være ovre allergien over for mælk og æg. I hvert fald, så har han i den forgangne uge spist både jordbærtærte fra bageren, Magnum-is, islagkage, Thousand Islanddressing og persillesovs. Altsammen med både æg og mælk i, og endda i ret ren form, og han har ikke vist reaktion. Det er fantastisk at opleve. Og han er selv pænt glad for at have opdaget glæden ved flødeis. Vi tager den dog med ro med at fodre ham med både æg og mælk og optrapper derfor lige så stille, så han ikke risikere at få et allergichok af det. Men mon ikke vi lige så stille kan sige, at vi er ved at være ovre det?

Vi håber.

9. marts 2010

Et kommende børnehavebarn

I dag fik jeg en seddel med hjem fra vuggeren, om at Isac skal starte som blå fugl den 1. september 2010. Det er tre måneder før tid, men til gengæld er de fem børn, der bliver flyttet samtidig, så de kan få den tryghed sammen.

Altså, jeg var sgu lige ved at tude, da hun sagde det til mig. Tænk, at vi er nået dertil, hvor næste fase er i planlægningsfasen. Farvel vuggestueliv - goddag børnehave!

3. januar 2010

En træt, men hyggelig aften

At kopiere de voksne er blevet yndlingsbeskæftigelsen:

IMG_2936 IMG_2940 IMG_2944 IMG_2946

Og selv om man er ved at segne af træthed efter de mange dages sociale arrangementer, kan lykken godt skinne igennem i ansigtet.

IMG_2948

Og så lige et par i sort/hvid.

IMG_2954

Efter glæde, latter og spas væltede hele verden, da der skulle børstes tænder. Mor skulle børste, ikke far, og derefter skulle man selv børste…med et par efterladte tårer på kinden. Som sagt, var trætheden lige under overfladen.

IMG_2965

28. juli 2009

Testing testing 1 2 3

Der bliver testet grænser for tiden. Heldigvis er det oftest med dette glimt i øjet.

25. april 2009

Gyngedrengen

Og pludselig gad man så ikke længere at gynge i babygyngen. Pludselig var man stor nok til at sidde på en af de store gynger og selv sætte sving i tingene.

Pludselig styrede man i det hele taget fuldstændig selv det der legetårn, med at komme op og ned af trapper og tage ture ned af rutchebanen.


Ja, lige pludselig var man blevet lidt større.

21. februar 2009

Fra kasseputter til fantast

Vi er ved at være igennem det sidste tigerspring og mellemørebetændelsen...OG det værste tandfrembrud i denne omgang, og det har ført nye forandringer med sig for Isac.

For det første har hans sprog forandret sig helt enormt. Det er som om, at med de betændelsesfrie ører, så kan han nu rigtig høre nuancerne i vores sprog og vi hører hele tiden gentagelser af ord, som vi bruger,: far, bedste, bedstefar, værsgo sådan!, ja ja ja, banan...osv. Han er ikke konsekvent med nogen af dem endnu, bortset fra TAK, som kommer prompte hver gang når han får noget fra nogen, og MAAAG, når vi skal smage eller han selv vil smage noget mad.

Og her kommer nok den største forandring, vi kan se i ham. Han er gået fra at stable klodser og putte ting i kasser og skabe fordi det er sjovt, til at kunne bruge sin fantasi i legen. Han leger rigtig meget i sit legekøkken nu, og der bliver lavet mad, taget vand fra vandhanen, hældt ketchup på, og skænket op til smagsprøver.


Og han leger, at der er rigtig mad på tallerkenen, og at vi kan smage, hvor godt det smager. Han smager også selv på Kejserens menu og lader som om, det smager himmelsk. Det er altså noget nyt, at han sådan forestiller sig noget, og lever sig ind i en fantasiverden, en legeverden. Det er jo rigtig leg. For mig er det bare helt fantastisk at se på, da jeg elsker selv at have evnen til at fantasere og forestille mig noget, der slet ikke er der.

11. januar 2009

Spiser selv med ske

Tænk sig, at der var en gang, hvor du og jeg ikke kunne finde ud af at føre en ske ned i en skål, skovle lidt mad på den og tage det i munden. En lille handling vi tager for givet i vores voksne liv. Og måske en dag mister vi igen denne evne og skal igen have nogen til at hjælpe os.

Isac tager bestemt ikke den handling for givet. Det er en handling han lige har lært, og som han tager med den største alvor og koncentration...og efterfølgende stolthed, som gerne skal anerkendes ved høje klapsalver. Det er ikke mindre end forventet, når man nu pludselig kan sørge for sig selv ved bordet.

Det skal måske tilføjes at størstedelen af måltidet stadig indtages med hjælp fra de stolte forældre, da herren selv synes det går lige langsomt nok ved egen kraft og derfor stadig kan jge lidt med mor og far.

3. januar 2009

Nye kompetencer

De sidste par dage har været lidt præget af pludselig pyller og hænge-på-forælder-trang. I dag tror jeg, at vi fandt årsagen. Verden ændrer sig igen for vores lille dreng, og det føles måske en lille smule overvældende og utrygt. Nu kan han nemlig åbne døre og kigge ind bag ved dem i de spændende gemmere, som før kun var forbeholdt os voksne. Det er både farligt og spændende på én gang. Han har også grejet den med låg. Det at noget bliver lukket, hvis der er låg på, og når man tager låget af, så kan indholdet komme ud. Det er MEGET spændende at tage låg af og på! Men også lidt farligt... Og så er der så mange af de små daglige ting, som han nu også har fundet ud af opskriften på. At tage tøjet på og selv stikke armene ind i ærmerne og fødderne ind i bukserne. At vise os, at skoene skal på fødderne, og at vi skal huske at smøre creme på ham.

Når alle disse brikker falder på plads, så er det meget rart at kunne putte sig ind til mor og fars trygge favne, hvor alt er velkendt. Samtidig så er han også begyndt at prøve os af for at se, hvor meget han kan få lov til. Og når han får nej, så lyder der en skrigen og en værre ballade.

Og så her til aften falder endnu en brik på plads, da vi sidder og spiser. Pludselig tager han selv skeen, skovler maden på den og fører den koncentreret op til sin mund. Opmærksom på ikke at spilde og på at ramme munden. Maden kommer ind, og straks lyser et stort stolt smil op på læberne, mens han kigger forventningsfuldt på os begge. STOOOOOR DRENG! Kors, hvor var vi stolte!

22. september 2008

Paradetur med gåvognen

Så tog vi lige gåvognen på en paradatur...bare fordi vi kan![youtube=http://www.youtube.com/watch?v=kKwSe5v58x8]Videoen er fra i fredags, hvor vi fik den nye gåvogn med posten. Søndag tog han så lige en blærerunde for Jane og Karsten fra den ene ende af stuen og tilbage igen. Seje unge! (læs: mor er bare SÅ superstolt af sin fantastiske dejlige dygtige fremragende knægt!)

19. september 2008

Åh..ååååh

SÅ er det, at jeg bliver nervøs![youtube=http://www.youtube.com/watch?v=DqgDwDbmfQ8]