24. oktober 2011
Velkommen til Beerpiece Tales
Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle lukke bloggen ned, nu da jeg også skriver på min egen blog, men jeg besluttede at jeg vil rigtig gerne beholde dette virtuelle familiealbum, som en privat platform for vores venner og familie - og ikke mindst os selv.
Efter vi har fået Anna har jeg flere gange været inde og bladre tilbage til arkiverne for at se, hvordan var det nu det var med Isac, da han var to uger gammel osv. Mit håb og ønske er, at jeg kommer til at skrive om Annas udvikling herinde også, såvel som jeg vil fortsætte med at skrive om Isacs liv og færden. Skriverierne og billederne her fra bloggen bliver alle gemt i en bog, som forhåbentligt bliver et minde for livet for os og vores familie.
Så bloggen fortsætter. Nu med to hovedpersoner og to bipersoner. Vi håber du hænger med.
3. august 2011
Hvad skal der ske med denne blog?
Det er ikke fordi, der ikke sker noget på Isacfronten. Han udvikler sig med lynets hast. Det er måske mere det, at vi ikke selv helt kan følge med. Vores lille baby boy er blevet til en stor knægt, der snakker, filosoferer over livets finurligheder, elsker Spiderman, Superman og alle andre mænd, der har muskler og tissemænd lige som han selv og så er han på vej til at blive storebror. Noget der nogen dage fylder meget i hans hovede og andre dage slet ikke rører ham. Det bliver jo nok noget mere håndgribeligt og udfordrende for ham lige om lidt, når hun er her for real.
Den 10. juli smed Isac bleen. Der skulle lidt overtalelse til, men han var uden tvivl klar. Der har ikke være mange uheld siden og selv om natten formår han at holde sig tør. Så tør, at vi også allerede har smidt bleen om natten. Han vågner og siger til, hvis han kan mærke, at han skal tisse og det kan jeg godt leve med, hvis han samtidig mærker den succes det har været at kunne klare det selv. Han oser af stolthed, når han proklamerer: "Så har jeg også lært at sove uden ble om natten!"
Han trives stadig i børnehaven, hvor hans bedste venner Noah, Oliver og Mikkel også går. De leger rigtig godt sammen alle tre og især Mikkel har Isac tabt sit hjerte til. De to drenge minder meget om hinanden af sind. De er lidt forsigtige ude af starthullerne og i den mere rolige ende af skalaen. Her er det Noah og Oliver der er på besøg:
Der er snart kun 6 uger til lillesøsters termin, og indtil da må vi finde ud af, hvad der skal ske med bloggen og dens navn for fremtiden. I hører nærmere!
14. januar 2009
Fra hovede til pen
Kort fortalt handler det om ord. Om de ord jeg tager til mig, og om at sætte ord på. Ja, mere kan jeg ikke sige nu, da jeg ikke ved meget mere selv. Du kan jo kigge ind ved lejlighed:
http://frahovedetilpen.blogspot.com/
12. januar 2009
Hvem læser med?
Og I kan altså også stadig skrive kommentarer til indlæggene. Dem har det været lidt småt med siden vi flyttede tilbage til Blogger :-) Vi nyder at læse jeres kommentarer og derved se, hvem, der har læst med på dagens indlæg, og hvad det pågældende indlæg sagde jer. Det er det sted, hvor bloggen går fra at være envejskommunikerende til at være tovejs-, trevejs-, ja flervejskommunikerende.
17. december 2008
Ufuldstændig blog...
Isacs blog
Jeg nyder at dokumentere mine oplevelser med Isac, og jeg synes det er dejligt at man senere hen, når nr. 2 og måske endda nr. 3 kommer til, kan gå ind og se, hvordan var det nu, det var. Tag det som en slags udvidet Barnets Bog, som for mig er nemmere at huske at skrive i og sætte billeder ind i.
At du så er inviteret til at læse med, det står helt for din regning. Du skal være velkommen. Det er derfor jeg har sendt dig adressen hertil. Det er nemlig ikke muligt at søge på denne blog på Google, og det gør den til LIGE nøjagtigt DET jeg ville have. En blog, hvor jeg ikke udleverer min lille dreng, som nu er blevet så stor, at han ikke længere bare er et passivt medlem af familien.
"Kommer der så flere blogs?", spørger du. Ja, det gør der. Kommer der flere børn, så får de også deres egen blog, og De Store Ting i Livet fortsætter også. Dog i en lidt anden form, og uden alle de tidligere indlæg. de gamle indlæg er gemt i en bog, som vi er ved at få sat sammen og trykt, og det bliver det eneste sted man kan finde dem, når den er færdig. Jeg vil måske sakse et par enkelte indlæg ud fra den gamle blog, som vil være at finde i den nye. Indlæg, som handler om generelle ting, og som er mine tanker om de ting, der sker omkring mig. Det bliver nemlig fokus i den nye blog. Det er AB's lille skribleunivers. Og hvad det ender ud i, ja, det aner jeg simpelthen ikke. Men sikkert en masse ord om alt muligt og ingenting, hvis jeg kender mig selv ret. Den blog bliver offentlig tilgængelig, og det vil derfor ikke være muligt at se mit fulde navn eller mit ansigt nogen steder ligesom andre ikke vil blive nævnt ved navn eller billede.
Nå ja, og så er jeg også ved at flytte Billedguiden.dk over på en blog, således at den stadig er den informative side, som den er, men den så også har en blog, hvorpå jeg kan skrive, når jeg har gang i noget billedligt. Den bliver selvfølgelig også offentlig, og det er ligeledes en side, der bliver mit faglige ansigt udadtil.
Ja, så der bliver nok at følge med i, hva'? Jeg forventer selvfølgelig ikke, at du sidder og læser på alle mine blogs. Som sagt laver jeg dem for min egen skyld, og skulle der så være nogen derude bag ved skærmen, som skulle kunne få glæde af dem. Ja, så er det jo bare dejligt! God læselyst.
11. december 2008
Bloggens nye struktur
Jeg leger lige lidt med bloggen for tiden. Kaster siderne frem og tilbage og skifter struktur og koder som en vanvittig. Det skulle alt sammen gerne munde ud i en ny blog, som kan tilgodese vores ønske om anonymitet. Men som det ser ud lige nu, så betyder det, at jeg er nødt til at slette alle mine gamle indlæg, da de ikke automatisk kan overføres til en ekstra arkivside, hvor jeg kan sætte kode på. Nå men jeg bliver ved med at prøve mig frem, så bær over med mig og bloggen de næste par dage.
Opdatering nr. 1
Ahaaa, hvis jeg password sikre mine indlæg et for et, kan jeg selv bestemme hvilke indlæg jeg vil have alle kan læse og hvilke der er private og kun kan læses af dem vi selv vælger....det skal prøves....hmmm. der er så 393 indlæg, der skal kodes et for et. Så ved jeg da hvad jeg skal få tiden til at gå med, mens Isac tager sin lur.
Opdatering nr. 2
Det ser ud til, at jeg er nødt til at flytte min blog tilbage til Blogger, så jeg kan holde den privat. Vildt irriterende, da jeg var lidt træt af Blogger til sidst og egentlig godt kan lide Wordpress og dets funktioner.
Det er så heller ikke lige sådan at flytte tilbage, da Blogger ikke bare kan hente min blog herfra ligesom Wordpress gjorde det den anden vej. Men jeg har fundet et program, der kan hjælpe mig, via min gode blogveninde A-T. Så nu kan jeg overføre 50 indlæg pr. dag, så om 8 dage er jeg tilbage på Blogger. Det får ingen betydning for dig som læser, bortset fra en ny adresse, som du selvfølgelig nok skal få til den tid.
Nå men det var alt fra livets gang i blogland. Søren er i Canada og Isac er jeg er på vej ned til Anne og Søren for at spise risengrød...mums!
7. december 2008
Bloggen lukker ned
Bloggen har gennemsnitlig 60 læsninger pr. dag. Det er individuelle personer, da hver læsning kun registreres en gang pr. ip-adresse. Det er en del, synes jeg, for en blog der er et billede af vores private dagligdag. Desuden kan jeg se, at dem der kommer ind på bloggen via en Google-søgning har søgt på ting som: 'amerikansk jul' (som er topsøgningen lige for tiden på mindst en læser pr. dag), 'baby blærebetændelse', 'hvorfor hedder det æbleskiver', 'world trade center' og lignende generelle ting. Det vil sige, at det er fuldkommen fremmede mennesker, der kommer forbi vores blog og læser om vores liv. Hvor meget de læser med, det vides ikke, men jeg kan mærke med mig selv, at det generer mig.
Jeg har tænkt meget over det, og jeg tror, det er et godt tidspunkt for mig at lukke denne blog og evt. starte en ny og lidt mere anonym blog. Og anonymiteten er netop nøgleordet her. Når man søger på mit navn på Google, kommer man også ind på denne blog, og det kan jeg ikke slå 100% fra (medmindre at jeg skifter til en anden blogudbyder, og det har jeg ikke lyst til).
Det har været vigtigt for mig at dokumentere vores rejse til USA, derefter kom graviditeten, og til sidst Isacs første år i livet. Nu starter et nyt kapitel i vores liv, som bl.a. indebærer jobsøgning for mit vedkommende. Jeg har ikke den store lyst til at en kommende arbejdsgiver kan logge ind på bloggen og læse så meget om mit liv.Vi har i høj grad brugt bloggen til at holde familien og vennerne derhjemme på nært hold med vores dagligdag herovre, og det vil vi fortsat gøre. Måske i mindre grad, men på mail og Skype i stedet.
Sidst men ikke mindst, så har jeg mere og mere lyst til at starte en ny blog, som er mere min egen, og som handler om nogle af de ting, der betyder noget for mig rent fagligt og interessemæssigt - ting som billeder, ord, film, samfundet osv. Så en ny blog vil nok dukke op inden længe.Afslutningen på De Store Ting i Livet bliver endnu en samling i bogform. Isacs første år og vores rejseoplevelser skal gemmes ligesom den første del af bloggen er blevet det. Det vil jeg gå i gang med nu.
Bloggen lukker ned i aften kl. 22 (vores tid). Tak fordi du læste med!
3. september 2008
Løbende opdatering af bloggen
Puha, der er godt nok mange oplevelser og billeder, der lige skal bearbejdes. Og når man så tænker sig, at alle de billeder jeg sidder med her på computeren og sletter, redigerer og flytter rundt i, og alle de ord, jeg sidder og tænker tilbage på og skriver ned i bloggen... ALT det kører rundt i én stor pærevælling i en lille 9 måneders drengs hovede. Suk, der er ikke noget at sige til, at han er lidt kulret pt. og at han har lidt svært ved at finde ro, når han skal sove. Det må jeg lige huske mig selv på, når jeg står og irriterer mig over, at han ikke vil ligge alene i sit værelse og falde i søvn, og jeg derfor skal stå bøjet ned over ham og ae hans hovede til han sover. Mon ikke han snart finder tilbage til sine gode sovevaner, hvor han hygger sig i sin seng og ligger og pludrer lykkeligt inden han skal sove?

