7. august 2008

Optur, nedtur, optur

De sidste par dage har været noget af en følelsesmæssig rutchebanetur for mig og os. Sjovt nok arter livet sig altid sådan for mig, at lige som det ser sortest ud, så åbner der sig en dør med lys. Det har der ALTID gjort. Når jeg er allerlavest økonomisk, så får jeg uventede penge tilbage i skat eller ekstra feriepenge, jeg havde glemt, jeg havde til gode. Og når tingene går i skuddermudder, og det hele virker håbløst og uoverskueligt, så sker der noget, der vender det hele på et splitsekund. Og ofte er det noget, der drejer mig i en helt anden retning, hvilket også er tilfældet her i dag. Endnu engang fik jeg mit livsmotto bevist: Alting sker for en grund! Sådan er næsten alle DE STORE TING I LIVET sket for mig ind til nu. Endelig kunne jeg se en mulighed for at komme til at læse nogle fag på universitet, og i går fik jeg svar fra Rutger's, som jeg havde søgt ind på. Jeg blev accepteret! JÆJ, det var skønt. Glade dage! OPTUR! Da jeg så ville gå ind i deres online-system og registrere mig til nogle af deres fag, går det op for mig, at det hele er aftenkurser, som ligger fra kl. 16.50 til 19.30. Det kan bare ikke lade sig gøre i Casa Nicolaisen. For det første lukker vuggestuen kl. 18! For det andet ved vi endnu ikke, om Søren må løfte Isac i september måned, hvis han skal hente ham. Og for det tredje, så er jeg på spanden med afhentning de dage, hvor Søren rejser. Og han har allerede to ture til Canada i september måned alene. Så ned røg det gode humør. I morges blev det yderligere lavt, da jeg ringede til Rutger's for at høre, om jeg måtte bryde ud af programmet og læse fag på andre uddannelser, det drejede sig et fag på deres kommunikationslinie og et fag på deres antropologilinie. Det måtte jeg godt, men jeg skulle have speciel tilladelse af den enkelte professor, der underviste i de fag. Så jeg har kontaktet de to pr. mail, men har ikke hørt fra dem endnu. Jeg mistede bare helt modet. Nu havde jeg lige glædet mig sådan til at få noget at rive i igen og til at blive lidt fagligt udfordret igen, og så smækker døren bare lige i fjæset på mig. ÆV! NEDTUR! Jeg ringede og klagede mine frustrationer ud til min mor (Tak mor, for de lange tålmodige ører!) og da Jane kom forbi lidt senere, fik hun også lige samme klagesang. Så ringede min telefon med et nummer, jeg ikke kendte. Jeg svarede, og i den anden ende var Dipti Desai, som er program director på Art Education på New York University. Jeg havde ringet til hende i sidste uge, da det var den uddannelse, jeg oprindeligt kom ind på, da vi startede vores ophold herovre. Jeg ville høre hende, om det var muligt evt. at tage et par fag derinde i dette efterår og et par igen i foråret. Men da jeg ikke hørte tilbage fra hende, og de på hovedkontoret sagde, at man skulle ansøge helt forfra, selvom man var accepteret tidligere, så opgav jeg ligesom den idé. Nu ringede hun så tilbage, hjemme fra ferie, og hun var glad for mit opkald. Hun kunne godt huske mig, og var ærgerlig over, at jeg ikke kunne starte dengang, da hun havde synes det var så spændende med en dansk studerende med mine papirer...OPTUR! Det kunne godt lade sig gøre for mig at følge et par fag der og få eksamensbeviser og credits for dem, og det drejede sig bare om at udfylde et enkelt stykke papir. Det eneste hun lige ville vente på, var at de fuldtidsstuderende havde tilmeldt sig fagene, da de jo havde førsteret, og så kunne jeg bagefter se, hvilke fag, der var pladser på og vælge ud fra dem. Jeg fik hendes direkte nummer, og vi skal så snakkes ved den 3. september, hvor hun vidste hvilke fag jeg kunne deltage i. Så som Søren sagde: "Så er ringen sluttet Bæib". Det var jo min oprindelige plan med hele vores rejse herover. Nu ser det måske ud til, at jeg alligevel kan få lidt af New York med mig hjem i den faglige kuffert...Total optur eller hvad?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar