Den 21. kom min mor og Knud og vi valgte derfor at pynte vores juletræ der, så vi rigtig kunne gå og nyde det. Isac hjalp bedste med at hænge de allerhøjeste kugler op, og vi havde lidt på fornemmelsen, at det hele konceptet med at skulle op på skammelen og leve livet lidt farligt, der trækkede mest.
Det er en fryd at opleve. Han lever sig i den grad ind i hele ugleriet.
I går havde Oticon inviteret til stor juletræsfest, og endelig fik vi chancen for at se julemanden, så det skulle vi helt klart med til.
Det var vildt godt lavet med stor morgen/brunch-buffet, kæmpe juletræ og ballonmand, der formede ballondyr til alle børnene (køen var enorm, da han virkelig tog sig godt tid til at snakke med hver enkelt. Han var ligeglad med effektivitet og optimering, han var der for at være noget for hver enkelt barn. SKØNT) Og så havde de indrettet nogle af mødelokalerne til legerum. Blandt andet var der et lokale, hvor børnene kunne tegne på hele den ene væg. Lokalet har simpelthen en white board endevæg, som selvfølgelig bruges i mødesituationer. Den var nu et kæmpelærred, som ungerne nød at gå amok på. Vi havde nær aldrig fået Isac med ud derfra igen, hvis ikke det var fordi vi kunne lokke med ham uglemanden.
Der var også et danserum, hvor hele lokalet var ryddet, en discokugle hængt op og så spillede der ellers sød popmusik ud af en kæmpe getthoblaster. Det vakte stor jubel. Især da der stod en lidt ældre dreng ved siden af og lavede breakdance moves. Det skulle lige kopieres og prøves af.
Og SÅ kom uglemanden og uglemoren!
Til sidst midt i juletræsdansen, så han lidt træt ud, og jeg spurgte ham om vi skulle tage hjem. Svaret lød med det samme: “Ja.” Nu havde han fået nok, og hele vejen ud vinkede han lykkeligt, mens han råbte: “Farvel uglemand. Farvel uglemor. Sov godt.”
Vi fandt dette hus i Den Blå Avis. Det er en ældre mand i Ringsted, der er pensionist og derfor har god tid til at gå og hygge sig med at bygge sådanne legehuse. Han sælger dem færdigbyggede til afhentning og Søren og Allan tog sig derfor en tur til Ringsted med en lejet trailer bag på Forden og hentede hytten. Og jeg må sige, at jeg var faktisk ret imponeret over kvaliteten. Det er et ganske fint hus, vellavet og endda speciellavet til os, der gerne ville have et ekstra vindue i.



I dag gik Isac og jeg nede og handlede i Ølstykke og købmanden havde tilbud på kæmpegræskar. Så selv om pladsen var trang i klapvognen, måtte vi altså have os et par stykker med hjem og udhule til lygtemænd. Man er vel en rigtig amerikaner til Halloween, ikke? Isac ligner i hvert fald en stolt en af slagsen her, da han skulle vise far de flotte resultater af det hårde slid.


