Onsdag den 13. august kl. 17.50 lettede vi fra Newark mod København. Turen gik over al forventning, og Isac nød al den ekstra opmærksomhed han fik både fra flypersonalet og de rundt regnet 50 amerikanske pensionister, der skulle på et transatlantisk cruise fra København. Han sad stolt i sit bassinet og styrede hele flyet, som var det en anden kommandopost, han havde erobret der.

Han sov sammenlagt 2½ time på hele turen, og humøret var helt i top, da vi landede i København kl. 7.15 dansk tid.
Første stop var i Charlottenlund, hvor vi lige skulle forbi og have rundstykker, så vi kunne se vores lille nye fætter Alexander. Og hvor er han fin! Det var bare SÅ dejligt endelig at se ham rigtigt, og at kunne holde ham i hænderne.

Sophia er virkelig bare skudt i vejret, og mundtøjet stod ikke stille på hende i mange sekunder i den tid, vi var der. Hun snakkede og fortalte. Og da hun skulle prøve det nye doktorsæt, vi havde med til hende, fik hun lige fortalt onkel Søren på en venlig, men bestemt måde, hvordan man lyttede til hans hjertelyd. Han måtte pænt vende ryggen til og trække blusen op, så doktor Sophia kunne give ham et ordentlig tjek!

Det var helt utroligt at se hende og Isac sammen denne gang. Der var bare kontakt med det samme, og jeg måtte da også lige sluge en klump i halsen, da "mine" to hjertebørn kiggede glade og nysgerrige på hinanden. Bestemt en af de helt store ting at opleve i mit liv!
Bagefter gik turen videre op til Kokkedal til farmor og farfar, hvor vi skal bo indtil på mandag. Også her var der stor glæde over gensynet. Farmor havde rigtig været ude og købe øllebrød, frugtmos og friske pærer til Isac, så han kunne føle sig godt hjemme, og der gik ikke lang tid, før Isac havde fundet sig til rette på farfars arm. Og han kiggede nysgerrigt på katten, der listede sin rundt om benene på dem. Han var dog ikke helt tryg ved det omvandrende tøjdyr, så fødderne blev lige hevet op, og der blev holdt godt fast i farfars nakke. Vi sov alle tre rigtig godt i nat; Søren og jeg på en kæmpe luftmadras, og Isac i sit rejsetelt.

Det virker til, at Isac er gået godt ind i den nye tidszone, og lige nu ligger han og får sig sin formiddagslur efter en dejlig morgen med havregrød og leg med farfar.

Han har fået rejsestøvet vasket af sig i farmor og farfars badekar. Han var noget benovet over at sidde i det store badekar med skum og legetøj i og nød rigtig at have plads at boltre sig på. Og det ser ud til at han ligeledes nød at føle sig dejlig ren bagefter.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar