Vuggestuebarnet

Første dag som vuggestuebarn gik over al forventning. Vi tog derned ved 11-tiden efter en god lang lur på 2½ time, så han var dejlig frisk og udhvilet. Planen var at være på besøg dernede sammen i 1½ times tid, hvor vi skulle spise frokost dernede og ellers bare hygge os sammen og lære Mrs. Saji at kende. Den første gang vi var der på besøg sammen med Søren, var Mrs. Saji meget hurtig til at tage Isac ud af min favn og nusse ham og snakke med ham på sin arm. Det var lidt overvældende for både ham og mig, men han tog det rigtig fint dengang. Og jeg anerkendte hende for hendes måde at tage ham på. Både Søren og jeg var lidt usikre bagefter, om det var den bedste måde at reagere på, men i det han tog det fint, blev vi enige om, at hun jo nok bare havde været nervøs, da vores indmelding afhang helt og aldeles af hende. Jeg havde dog i telefonen i går, sagt til lederen Debbie, at det nok ikke var en god idé denne gang, da han jo netop havde været igennem en periode, hvor der var mange nye mennesker hele tiden, så måske skulle hun bare give ham lidt tid til at se hende og stedet an, før end hun tog ham. Det lovede Debbie at sige videre, med tryk på, at vi var meget glade for det den første gang, og at det bestemt ikke var en kritik af hende. Det var temmelig vigtigt for mig at få sagt! Da vi kom derned i går var Mrs. Saji mere tilbageholdende, og det virkede med det samme positivt på Isac, som sendte hende et stort smil allerede indenfor de første fem minutter. Det var tydeligt, at han havde en god kemi med hende, og at han hyggede sig det nye sted med alt det nye legetøj og de andre børn der legede ved siden af ham. Efter en times tid, da vi havde spist og leget lidt, foreslog Mrs. Saji, at jeg gik ud på gangen, så vi kunne se, hvordan han ville reagere med mig ude af syne. Jeg synes det var en god idé, da han virkede så tilpas, så jeg sagde farvel og vinkede og gik ud på gangen, hvor jeg både kunne høre og se ham inde på stuen. Først kravlede han hen mod døren og peb lidt. Sad så og pylrede lidt med et bedrøvet blik mod døren. Mrs. Saji sad på gulvet inde i rummet og kaldte på ham, og efter et par minutters piberi, var han alligevel for nygerrig til at blive siddende der, så han kravlede hen til hende og de andre børn. Dog stadig med et blik mod døren i ny og næ og lidt piberi. Men efter fem minutter var han optaget af legen med hende, og han krøb endda op til hende, når han peb lidt og lige havde brug for lidt nærhed! Jeg var ved at give mig til at tude af glæde ude på den anden side af døren. Det var bare så fedt at se, at han følte denne tillid overfor hende, for det giver jo mig lidt mere ro i sindet, når han skal afleveres der. Efter 15 minutter gik jeg ind på stuen igen, og i mod mig kom en kravlende glad lille dreng. SKØNT! Billedet her er taget efter jeg var ude. Det er taget med min mobiltelefon, derfor den lidt ringe kvalitet. I baggrunden ses Mrs. Saji, der er ved at give Kaiden (tror jeg nok hans navn var) mad, og til højre sidder Madison, som er Debbies datter på 2 år. Hun var bare på besøg inde på stuen.

Vi tager derned igen i dag en tur, og denne gang prøver jeg at køre væk. Jeg tager bare ned og handler, men så er jeg ude af huset og Mrs. Saji skal ikke føle, at jeg står og følger alt hun gør. Det bliver lidt spændende, om han tager det lige så fint denne gang: Det tror jeg faktisk han gør. Det eneste negative ved dette sted lige pt. er at der lige nu kun er to børn i Tiny Town, hvor Isac skal gå, nemlig Kaiden og Isac. Da vi skrev ham ind, fik vi afvide, at der ville være fire børn, alle omkring den samme alder, men to af dem har åbenbart meldt fra igen. Så nu er der kun en anden dreng på ti måneder. I det mindste er de samme alder, og kan få en masse glæde af hinanden, men jeg håber nu på, at der starter lidt flere unger der, så der kommer lidt mere liv på stuen. Lige nu er det lidt som lille dagpleje med institutionslokaler. Nå, men i det mindste får han så masser af voksen opmærksomhed, og det  er jo også godt....hmmm, når jeg selv lige læser det på skrift, lyder faktisk ret attraktivt for sådan en lille størrelse! Det er nok bare min indre pædagog, der råber efter flere børn.