Så nåede vi til Hammel som det sidste sted på vores Tour de Jylland. Vi havde kun én dag ved min far og Jette, så vi ville gerne derned så tidligt som muligt, for at få det meste ud af den. Da vi ankom, må jeg indrømme, at jeg var lidt nervøs for Isacs reaktion, da han jo har haft flere dage alle andre steder til at vænne sig til stedet og personerne. Men det tog nøjagtig ti minutter og en Digestive-kiks, så stod Isac og min far og kiggede ud af vinduet sammen.

Jettes søn Thor og hans dreng Markus kom om aftenen og spiste med, og det var bare rigtig hyggeligt at sidde og snakke og nyde et godt glas rødvin i deres stue. Thor havde medbragt is fra sin butik i Århus. Han ejer Paradis isbutikkerne, og jeg elsker bare den is, de laver der. Min far lavede flamberede brombær til isen, og Markus på seks år, var så heldig at få lov at tilsætte spiritussen, som gav flammer til det hele.

Jette har en kurv med legetøj stående til, når børnebørnene kommer på besøg, og det der fangede Isacs opmærksomhed mest var et lykønskningskort med musik i.

Og så er deres hjem jo et eldorado for sådan en lille størrelse at gå på opdagelse i. Der er nips overalt, og ting man kan rejse sig op ad og kravle henover.

Det eneste negative jeg kan sige om det besøg, var at det var for kort. Men sådan er det jo, når man er hjemme på lånt tid. Så det var med klump i halsen og tårer i øjnene, at vi måtte sige farvel igen allerede næste dag ved middagstid. Vi skulle tilbage til Charlottenlund og pakke, så vi kunne komme med flyveren næste formiddag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar