9. september 2008

Et øjeblik...

I dette øjeblik sidder jeg for første gang i 9 måneder i vores stue uden Isac er der. Han er i vuggeren på sin første officielle dag med lur og madtid, og skal være der til kl. 14.30. Jeg har lige lavet mig en kop kaffe, bare sådan fordi jeg synes, jeg skulle forkæle mig selv lidt. Udenfor siler regnen ned og tordenen rumler i det fjerne. Vi rykkede rundt i stuen i går aftes - en pludselig idé der opstod kl. 22, hvor jeg begyndte at hive alle bøgerne ud af reolen. Kl. 24 var hele sofagruppeområdet fuldstændigt rykket rundt. Nu sidder jeg så her i "nye" omgivelser og føler mig ret "ny" i den her situation. Hvad laver man, når ens barn er ude af huset? Jeg tror bare lige jeg nyder øjeblikket - regnen, kaffen og roen...aaaahhhh... ... ... ... Og så kan jeg vist godt tillade mig at ringe derned om 10 minutter og høre, hvordan det går! Hmmm, seperationsangsten er vist ikke noget, der kun rammer barnet i 8-10 måneders alderen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar