Smil, trods sygdom

Efter en rigtig slap og træt dag, kørte Isac og jeg til lægen kl. 14. Jeg blev simpelthen helt vildt nervøs for, at han var ved at dehydrere, da han bare lå helt slap på sofaen og kiggede ud i luften. Han var som en karklud at løfte op, og gjorde ingen modstand eller noget, når jeg tog hans temperatur og sådan.

Efter et en halv times tid i dynen på sofaen med døren åben ud til, Noddy på fjernsynet, en dosis smertestillende og mor meget tæt på, begyndte farven at komme tilbage i hans kinder. Og da Søren kom hjem var han helt frisk i forhold til, hvad vi har set de sidste par dage. Utroligt, hvor hurtigt det går!


Nu ligger han dog i sin seng og tager en lur, for det trætter jo, at fræse rundt i stuen, når man har ligget helt stille i to hele dage.

Men han ligner da en dreng i bedring, vil I ikke mene det?