For nogle måneder siden sagde Isac en hel masse. Han sagde bl.a. "allo", "nej", "ja" og "bog". Men så var det som om han glemte dem igen. Og i en periode talte han kun jipperish, som er det sprog ingen forstår. Dog stadig med ja og nej på dansk.
Men så i dag er det som om noget lige er gået op for ham og han peger på bananerne og siger: "banan"...sådan helt rigtigt uden babyaccent :-)...er du da så færdig, vi gloede! Og så er der i løbet af dagen i dag kommet flere ord her og der...ikke helt så rene, og bananen blev da også til "nanan", men det var som om, at nu synes han lige pludselig at ord igen var seje. Og at det er sjovt at følge vores lyde og prøve at gentage dem.
Jeg synes det er mærkeligt at han sådan "glemmer" de ting han har lært, for så at samle op på det igen senere. Det var faktisk det samme med at vinke.
Hvor er han sød, som han sidder dér og ser sig selv og siger banan ;o)
SvarSletDet er da også underligt, at de sådan kan glemme noget, som de allerede havde lært. Jeg har selv tænkt samme tanke, og at du så også har den, bekræfter mig i, at det nok bare er sådan det er. Det går åbenbart lidt op og ned med hvad de kan huske, hvad de bruger osv. Indtil den dag, hvor det rigtig 'sidder fast'.
Knus
A-T