De sidste par dage har været lidt præget af pludselig pyller og hænge-på-forælder-trang. I dag tror jeg, at vi fandt årsagen. Verden ændrer sig igen for vores lille dreng, og det føles måske en lille smule overvældende og utrygt. Nu kan han nemlig åbne døre og kigge ind bag ved dem i de spændende gemmere, som før kun var forbeholdt os voksne. Det er både farligt og spændende på én gang. Han har også grejet den med låg. Det at noget bliver lukket, hvis der er låg på, og når man tager låget af, så kan indholdet komme ud. Det er MEGET spændende at tage låg af og på! Men også lidt farligt... Og så er der så mange af de små daglige ting, som han nu også har fundet ud af opskriften på. At tage tøjet på og selv stikke armene ind i ærmerne og fødderne ind i bukserne. At vise os, at skoene skal på fødderne, og at vi skal huske at smøre creme på ham.
Når alle disse brikker falder på plads, så er det meget rart at kunne putte sig ind til mor og fars trygge favne, hvor alt er velkendt. Samtidig så er han også begyndt at prøve os af for at se, hvor meget han kan få lov til. Og når han får nej, så lyder der en skrigen og en værre ballade.
Og så her til aften falder endnu en brik på plads, da vi sidder og spiser. Pludselig tager han selv skeen, skovler maden på den og fører den koncentreret op til sin mund. Opmærksom på ikke at spilde og på at ramme munden. Maden kommer ind, og straks lyser et stort stolt smil op på læberne, mens han kigger forventningsfuldt på os begge. STOOOOOR DRENG! Kors, hvor var vi stolte!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar