De sidste tre dage har Isac og jeg været alene hjemme, og vi har ligeledes været syge begge to i alle tre dage. Isac fik mandag eftermiddag konstateret mellemørebetændelse ved lægen, og det er jo nok det samme, jeg døjer med, da vores symptomer er de samme. Jeg har dog ikke været ved lægen, da mor og barn jo ikke har den samme læge i dette land. Nej, det ville da også være for nemt for de nybagte forældre, at de kun skulle nøjes med at tage ét sted hen i tilfælde af sygdom i familien! Og jeg kan så heller ikke tage til den læge, der kender mig bedst, og som jeg har været ved sidst, da hun kun specialiserer sig i "de nedre regioner" og graviditet...suk. Så bliver det bare en kende for omstændigt for mig, når jeg i forvejen har en syg dreng, der bare skal hjem i varmen igen. Så jeg må vente med mit lægebesøg til Søren kommer hjem, hvilket han vist gør allerede i aften, en dag før tid. Han har knoklet dag og nat i Canada for at kunne tage tidligere hjem deroppefra.
Nå, men Isac valgte så lige at vågne kl. 5.15 i morges, og efter at have slås med ham i lidt over en time, blev "vi" enige om, at nu står vi op: "Godmoooorgen", gardinerne fra og smil på læben...op til endnu en dejlig dag! Ind i mors seng og få lidt morgenmælk (ja, vi er stadig et pattebarn, men ved 1 år, så lukker vi hanerne), og så falder drengen i søvn der. Og der ligger vi så. Helt tæt og får os en stille morgenlur, mens vinden hyler og piber udenfor, og i det jeg kigger ned på hans fredfyldte ansigt forsvinder de sidste tre dages frustrationer som dug for solen, og jeg bliver fyldt med en eller anden mærkværdig energi, som jeg ikke aner, hvor kommer fra. Hvad er det lige ved de små stunder, der kan vende hele ens følelsesregister på en tallerken?
Vi havde forresten sne for første gang i går...meget mærkeligt! Som en veninde skrev på sin Facebook status: "For en uge siden gik jeg i klipklappere". Jeg forundres hvert år over efterårsvejret i New Jersey!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar