Vi har fået lagt fartstriber ind i gulvtæppet i stuen. Frem og tilbage fra den ene ende til den anden.[youtube=
http://www.youtube.com/watch?v=sy-17NA5NBU]Vi har små stier af Cheerios i bedste Hans og Grete stil i hele huset, og jævnligt får man selv enten en knasende fornemmelse under foden eller en mere våd og klistret en af slagsen. Den sidste er fra de af Cheeriosene, der ikke formår at blive inde i munden, og derfor ender våde og saftige i vores plydsede gulvtæppe.Vi har fade stående på toppen af vores høje reol, hvor man hverken kan se det eller de fine pyntegræskar, jeg har købt til at pynte det med. Og vi har fjernebetjeninger, mobiltelefoner, Ipods og andre elektroniske knappedimser parkeret rundt omkring på hylder over 1 meters højde.

Vi har gummielastikker på køkkenlågerne, så man ikke kan åbne dem alle sammen,

og vi har ALDRIG lågerne for toppen af trappen åbne mere. Ligeledes er vi gået i seriøs tænkeboks, om vi skal købe en ekstra låge til at sætte for bunden af trappen også.Vi er ligeledes blevet rigtig gode til at slå toiletbrættet ned, så der ikke er fri adgang til sjaskepølen nede i kummen. Dog kan man stadig nyde lyden af vandet, når man trykker på håndtaget og ruller ud....gentagne gange indenfor det samme minut!Vi har højlydt barneplidderpladderpludder, fint blandet med hvin, grin og latter som konstant baggrundsmusak. Dog bliver det jævnligt afbrudt af lidt støj på linien i form af en brokkende klagende lyd, som på en meget bestemt og bevidst måde udtrykker utilfredshed, utålmodighed eller bare generel frustration. Den sidste lyd er heldigvis nem at få væk igen, og den kommer kun, når det virkelig brænder på.Vi har fået en ekstra person at dele maden med, og det er ikke så lidt denne ekstra gæst ved bordet tager fra flokkens forråd. Ligeledes er han næsten altspisende og heldigvis ikke sen til at fortælle, om maden smager ham eller ej.

Hvordan kan vi ellers sige det? Vi har verdens dejligste 10 måneder gamle dreng!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar