Traditionen tro, så er der altid fuldt hus den sidste aften, min far er på besøg. Den første gang han og Jette var her, var det Jørgen og Betina, der kom og overlappede den sidste dag. Anden gang var det Else og Ejner, der tog over efter julen, og denne gang er det så Lone og Anders, der er kommet tilbage til Belle Mead fra en uge på Manhattan. Det blev fejret med en god portion Skovgryde, som er en klassiker fra menukortet i Møllehuset, og det vakte ren nostalgi i mig, da jeg sad der med mørbradbøffer i paprikasovs med cocktailpølser, bønnespirer, tomater og pomfritter til.

Til kaffen havde far og jeg købt friskbagte cookies i Wegman's, og de var sublime!


Vi har i det hele taget levet godt i disse dage, da far har kokkeret den ene gode gamle danske ret efter den anden til os. Onsdag fik vi Fars Porrer, som var fars farsbrød med porrer i midten og torsdag stod den så på Dansk bøf med løg og brun sovs. Onsdag aften var Jane og Karsten over og spise med, og glæden var stor, da vi sluttede måltidet af med flamperede Crepes Suzettes. Mums.....det var godt!Nu står den så på slankekur og sund mad, da vægten i morges grinede mig lige op i fjæset og sagde +3 kg! GISP! Nå, men det har været hver en mundfuld værd. Så må vi bare tage en kold tyrker de næste par uger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar