Ja, her den 4. juli, som jo skulle være en dag i familiens skød med hygge og glæde, som det jo hør og bør sig i USA, fik vi lidt af en anden oplevelse.
Det startede med, at vi i formiddags ville sætte lågerne op foran trapperne, og Søren skulle lige efterspænde dem. Da han rejser sig bagefter får han et jag i ryggen og falder sammen på gulvet, hvor han ømmer sig. Han får opkastfornemmelse og svimmelhed....Jeg synes helt ærligt, det ser lidt overdrevet ud (er bare ikke god til syge mænd), men han får sig mavet ind på stuegulvet, hvor han ligger stiv på gulvet. Han ser lidende ud, og jeg spørger ham, hvad der sker? Det er min ryg, får han sagt inden næste smerte. Han ligger lidt, og det er aftager igen. Vi bliver enige om, at vi vil gå en tur op til poolen, så han kan få brugt sin ryg lidt i vandet, og han går op ovenpå for at klæde om. Da jeg kommer derop, står han sammenklemt ind over sengen og ømmer sig igen. Han får sig kæmpet ned af trappen og ender så der for foden af trappen, hvor han ligger i en times tid. Han kan ikke komme op, og vi ringer til lægen, som ordinerer noget smertestillende til ham på apoteket. Det kan vi selvklart ikke hente, da vi jo også har Isac og han sover, så det må vente til jeg kan tage ham med. Søren kan jo ikke lige fiske ham op, hvis han vågner.
Han får sig møvet ind i stuen og jeg giver ham en stærk smertestillende pille vi har i skabet. Det hjælper lidt siger han. Efter et par timer på maven på Isacs legemåtte, vil han prøve at se, om han ikke lige kan rejse sig og gå på toilettet....det kan han ikke, og så har jeg altså fået nok og ringer først til lægen og derefter til 911. Ambulancefolkene kommer og tager ham med på sygehuset, hvor han nu er indlagt, muligvis med en diskusprolaps. Klokken er 21.30 vores tid, og Isac og jeg er netop kommet hjem dernedefra. Han har fået smertestillende, muskelafslappende midler og morfin, og han lå stadig i smerter, da vi tog afsted. Røntgenbillederne viste, at der var et mellemrum mellem to af ryghvivlerne, eller to af diskene...er ikke helt sikker. Men i morgen skal han have foretaget en CT-scanning, for at de kan være helt sikre.
Hold op, hvor er det bare svært at køre fra ham, når han ligger der, men jeg skulle jo hjem med Isac, som var blevet godt og grundigt træt efterhånden. Han havde heller ikke rigtig fået noget fast føde til aften andet end brystet, men han sover da nu. Så må vi se, hvor længe det varer. Jeg kan bare slet ikke klare tanken om, at jeg sidder her i stuen nu, mens Søren ligger på hospitalet. Hvis, hvis hvis....så kommer de tankerne....HVIS nu vi havde været i DK, så ville jeg jo have afleveret Isac hos familien og have været ved min mands side. Så ville vores familie have været der til at støtte op om os og til at hjælpe os i denne situation. Jeg føler mig bare SÅ alene og SÅ langt væk lige nu, og jeg føler mig som verdens dårligste kone, der ikke er ved sin mands side på hospitalet, og som ikke tog hans smerter alvorligt fra starten af. Hold kæft, hvor jeg hader USA nu! Jeg vil bare hjem. Jeg kan slet ikke overskue, at Søren skal være indlagt og have smerter og i værste tilfælde opereres. Og skal han så sygemeldes i længere tid? Suk, ingen af os kan overskue de næste dage. Nu skal natten bare gå, så jeg kan komme ned på Princeton Medical Center og være sammen med min mand igen.
Og dagen startede ellers så godt med hyggelig morgenmad og Isac der underholdte med smil og latter. Hvor kan tingene bare ændre sig hurtigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar