Det skrevne ord har altid betydet meget for mig, og det er også derfor jeg fx skriver denne blog. Bøger er ligeledes noget helt specielt i mine øjne. To flade plader, der gemmer så meget fantasi og oplevelse inde i mellem sig. Tænk sig at man ved hjælp af lidt papir, lidt tryksværte og en persons tankegang kan danne nye verdener på tværs af tid, rum og fantasi. Det fascineres jeg af gang på gang, når jeg lukker en bog efter endt læsning. Nogen gange er det endda helt sørgmodigt at læse en bog færdig, da man næsten føler, at man siger farvel til gode venner. Man har knyttet sig til personerne i bogen, og man har ladet sig rive med ind i deres verden for en stund. Og så er det faktisk helt trist at skulle lægge dem og den verden op på hylden igen. Af samme grund har jeg meget svært ved at skille mig af med bøger, jeg har læst. Man kunne jo nemt give dem videre, så andre kunne få glæde af dem. Jeg låner gerne mine bøger ud, men får dem altid tilbage igen. I hvert fald dem, der betyder noget for mig.
Nu har jeg så taget skridtet og fået mine egne ord lagt ned i en bog. Jeg fandt en side på nettet www.blurb.com, hvor man kunne downloade sin blog, lægge den ind i et program og dermed "udgive" sin egen bog. Programmet er utroligt nemt at arbejde med, og layout-mulighederne er virkelig flotte og helt professionelle. I mandags kom så det første eksemplar af "De store ting i livet" i bogform. Vi var simpelthen så spændte begge to, efter vi havde ventet i næsten to uger på det endelige print. Og det endelige resultat er helt kanon. Jeg er simpelthen så stolt! Tænk sig at alle de ord, der står i den bog er skrevet af mig. Jeg troede aldrig jeg ville have nok tålmodighed til at kunne samle så mange ord, som en hel bog kræver. Og det er ikke engang alle mine ord, der er der. Og billederne er bare vildt flotte, når de fylder en hel side. Se bare Route 1 her: Bogen starter i februar 2006, hvor vi er i USA for første gang for at se området og danne os et indtryk af, hvor vi er på vej hen. Og den slutter den 4. december 2007 lige inden Isac bliver født. Der er 174 sider i bogen, hvoraf mange af dem er billedsider, der supplerer de oplevelser jeg beskriver. Planen er at samle Isacs første år i den næste bog og så må vi så se, hvor længe bloggen fortsætter derefter. Jeg håber på længe endnu. Vi får endnu et eksemplar trykt af denne udgave, som Isac kan få, når han bliver større. Det er jo også et stykke af hans historie, der gemmer sig i den, selv om han endnu ikke er kommet til verden ved dens afslutning.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar