Resten af fødselsberetningen

Fortsættelse på indlægget skrevet den 4. december "Mens vi venter..."

Tirsdag morgen efter en lang nat med veer, dog ikke nogen der rigtig satte gang i noget, var der ikke længere nogen tvivl, om at vores søn skulle ud med kejsersnit. Klokken 6 kom Dr. Andrin ind og aftalte nærmere med os om den forestående operation. Hun spurgte om vi havde nogle spørgsmål, og vi snakkede med hende om bedøvelsen osv. Jeg ville få en lokal bedøvelse i rygraden, som gjorde at jeg ville være vågen i gennem hele operationen, og derved kunne få oplevelsen af fødslen på samme måde som ved en almindelig fødsel. Det er helt normal procedure ved kejsersnit, som ikke er akutte. Efter hun var gået kom en sygeplejerske ind og spurgte, om det var ok, at de flyttede os til et andet rum den sidste times tid inden fødslen. De havde netop fået 10 fødsler ind samme morgen og var nu ved at rende tør for plads. Morgenen bar præg af en hektisk og stresset stemning, hvor vi aftenen før havde været de eneste på fødegangen. Sikken en forandring at vågne op til. Vi blev flyttet ind i et undersøgelseslokale, og derfra fik vi ringet til vores forældre og sat dem ind i planerne. Klokken 7.30 blev jeg kørt op på en operationsstue på en anden gang, da fødegangens operationsstue var optaget. Jeg var super nervøs, men også meget spændt på, hvad der nu skulle ske med mig og babyen. Og samtidig var både Søren og jeg lettede over, at der nu endelig skete noget.

Jeg blev ført ind på operationsstuen, mens Søren måtte vente udenfor til jeg var gjort klar. Jeg skulle sidde overskrævs på briksen og læne mig ”dovent” forover, så min rygrad blev blottet og stod i en løs bue. Anæstesilægen lagde bedøvelsen ind i min rygrad og jeg blev lagt ned. Bedøvelsen skulle virke fra brystet og ned, og jeg kunne stadig mærke mine ben, som føltes som om de sov, da de flyttede dem ud til siden. Langsomt forsvandt følelsen også i resten af kroppen, og jeg kunne bare ligge der og se dem rigge alting an omkring mig. Det var meget ubehageligt, da jeg kunne mærke at bedøvelsen kom længere og længere op, og jeg mistede langsomt kontrollen over min egen vejrtrækning og talefunktion også. Søren kom ind og satte sig ved siden af mig, og han forklarede kærligt for mig, hvad de lavede og hvad han så omkring sig. Jeg kunne kun kigge op på ham og mærkede panikken sprede sig i kroppen på mig. Jeg samlede al min styrke og fik fremstammet til lægen, at jeg ikke kunne trække vejret og ikke kunne tale. Han kunne godt se på mig, at jeg var utilpas, og roste mig for at sige det. Han talte beroligende til mig, gav mig en iltmaske på og lovede mig, at alt var under kontrol, hvilket jeg måtte vælge at tro på. Jeg fandt igen roen og fokuserede kun på at kigge på Søren, lytte til hans stemme og mærke mit ansigt under hans kærtegn. Ingen panik, sagde jeg til mig selv.

Klokken 8.30 bliver Isac født nøjagtig en uge før terminen. Han er 53 cm. lang og vejer 3960 g. Søren udbryder grådkvalt og glædesstrålende, at nu er han ude, og han er det smukkeste, han nogensinde har set. Jeg hører i det fjerne nogen sige: ”It’s a beautiful boy” og ”Oh my…He’s a big one”. De kommer hen med ham til mig, og jeg får lov til at give ham et hurtigt kys på kinden, inden de tager ham med igen. Herefter døser jeg væk og oplever ikke de næste 15-20 minutter. Lægen har givet mig noget søvndyssende, så jeg kan finde roen, imens de syer mig sammen, og da jeg vågner igen, er jeg klar til at blive kørt ned til opvågningsstuen. Jeg har ingen fornemmelse for tiden, men den må være omkring 9.15. På opvågningsstuen får jeg langsomt følelsen tilbage i mine fingre og min overkrop, og jeg får morfin lagt i mit drop. Anæstesilægen kommer ind i lokalet og forklarer mig venligt og professionelt, at jeg har en høj rygrad, hvilket betød, at bedøvelsen ramte mig meget højere end den skulle. Han var dybt imponeret over min måde at reagere på dette på, og mente at jeg skulle have The Patient of the Year Award for min tålmodighed og ro. Jo tak, tænkte jeg. Han var en yderst behagelig og beroligende læge, og jeg satte meget pris på hans måde at få mig igennem forløbet på. Søren kommer derefter ind i lokalet og han er helt opløst i gråd. Han har været med vores søn nede på barselsgangen, og her har han taget en masse billeder, som han viser mig på kameraet. Han er tydeligvis overvældet af et sus af glæde, ukrontollerbarhed, og som han selv beskriver det, noget helt ubeskriveligt, som han aldrig har prøvet at opleve før.

Vi kigger på billederne sammen, og jeg græder af glæde og kan slet ikke forstå, at den lille dreng i kameraet er min søn, som jeg snart skal møde. Jeg er stadig meget påvirket af bedøvelsen, og føler mig sløv og døsig samtidig med, at jeg græder af glæde og forventning. Vi får ringet til vores forældre og fortalt den gode nyhed, og en lille times tid senere, bliver jeg kørt op på vores enestue. Søren kommer kørende med Isac ganske kort tid efter. Han var bare så stolt af at kunne bringe ham til mig. Han bliver straks lagt til mit bryst, hvor han suger sig fast og ammer på liv og løs med samme. En sygeplejerske hjælper mig erfarent og sikkert i gang, og så bliver vi for første gang helt alene med vores lille dreng. Alt ånder fred og ro, og endelig er to blevet til de tre, vi så længe har ventet på at blive.

Nogle dage senere får jeg forklaret, at Isac aldrig var helt nede i mit bækken. Hans hovedomkreds er 15 inches (38 cm.), så måske er det fordi hans hoved var for stort, men det er ikke sikkert. Uanset hvad, så er det min læges vurdering, at jeg aldrig ville kunne have født ham på normal vis. Min livmoderhals ville aldrig være blevet udslettet, da selv 30 timers veer ikke kunne få ham derned. Hun ville ligeledes anbefale, at jeg får kejsersnit igen næste gang, jeg skal have et barn, da der er stor risiko for, at det samme sker igen.