Klokken er nu 1 om natten tirsdag den 4. december, og vi venter stadig på at Rumle kommer ud til os. Vi har lige fået sovet lidt begge to/alle tre, hvilket var meget hårdt tiltrængt efterhånden. Vi har snart været her på hospitalet i 24 timer, og som I jo nok kan regne ud, så går tingene ikke helt, som vi havde regnet med. Jeg har lige brug for at skitse forløbet op indtil nu.
Jeg gik selv i gang søndag aften, ved at jeg følte at vandet så småt begyndte at sive, og veerne kom løbende. De blev hurtigt regelmæssige, men ikke særlig kraftige, så vi ventede lidt med at ringe til lægen osv. Kl. 3 tog vi dog herind, da der var 4-6 minutter mellem veerne. Det viste sig at være klogt, da vandet var sevet lidt, og man derfor tilskynder en fødsel inden for 24 timer pga. risikoen for infektion. Efter hvad vi kunne huske, så var følelsen af vandet begyndt ved 17-tiden på vej hjem fra julefrokosten i Edison, så det gav os indtil den 3. december ved samme tid. Hele dagen i går fik jeg drop med det vefremkaldende stof Oxytocin, og jeg havde også temmelig kraftige veer i løbet af eftermiddagen, og vandet gik da også for alvor der. Men da min læge undersøgte mig i aftes ved 20-tiden, var jeg stadig kun 1 cm. åben, hvilket var nøjagtig det samme tidligere på dagen ved middagstid. Æv, hvor var vi skuffede og samtidig havde veerne stilnet af, så det så ikke supergodt ud.
Min krop vil ikke rigtig bruge veerne til noget. Selvom de stadig er der og stadig er regelmæssige, så gør de af en eller uvis grund ikke deres arbejde ordentligt. Det resulterede i, at vi fik valget mellem et kejsersnit i aftes, eller at vente natten over, give det en sidste chance, og hvis stadig ikke der skete noget, så få kejsersnit i morgen tidlig. Vi valgte det sidste, da både Rumle og jeg stadig har det fint. Vi har ikke feber og der er ingen tegn på infektion elller lignende. Tværtimod kan man næsten sig, at vi har det for godt :-) Jeg kan jo fx sidde her og skrive bloggen midt om natten.
Status er nu, efter et par timers søvn og nedtrapning + optrapning af Oxytocinen, at der stadig ikke sker en hel masse, og det ender nok med, at vi må tage brug af den planlagte tid kl. 7.30 for et kejsersnit. Som sagt, ikke lige det vi regnede med, men når nu det skal være, så glæder vi os bare til endelig at få ham ud og i vores arme. Det har været 30 lange timer efterhånden, vi er trætte, udmattede og utålmodige. Jeg er selvfølgelig sulten også, da jeg ikke har spist i over et døgn nu. De er desværre nødt til at holde mig fastende i tilfælde af, at vi ryger i akut kejsersnit. Men vi er stadig ved godt mod, og har valgt at se positivt på, at vi nu i det mindste kan se en ende på det hele. Uanset hvordan vores lille dreng vælger at komme til denne verden, så er det stadig et mirakel og den største glæde, vi kan forestille os. Det vigtigste er nu engang, at han og jeg kommer godt og raske i gennem dette her, og det er der i hvert fald stor grund til at regne med pt. Om det så bliver på den ene eller den anden måde, ja, det må natten vise.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar