22. november 2007

Så har vi igen fået ny vogn i garagen

Denne gang en lidt mindre udgave, og egentlig er den ikke til os, men til Rumle. Vi har fået barnevognen med hjem fra Sømandskirken, og den er nu blevet vasket og nusset lidt om. Og vi er faktisk lidt overraskede over, hvor flot stand den er i. Det er en Emmaljunga Big Star Classic, som er nogle år gammel. Jeg smider lige et billede ind senere i dag, når der er kommet lidt lys over land.

Jeg må indrømme, at der er altså noget særligt ved at have en rigtig barnevogn, og det var jo egentlig meningen, at denne her blot skulle stå på altanen til middagsluren,mens vi købte en Bugaboo combivogn til transport. Men jeg tror, at det ender med, at vi kommer til at bruge den som rigtig barnevogn i stedet. Så kan vi vente lidt med at købe Bugabooen og derved ønske os lidt penge til at købe den for. Det er jo ikke billigt med alle de udgifter til sådan en lille ny i familien. Måske kan vi endda "nøjes" med at købe os en god klapvogn i stedet, enten herovre eller når vi kommer til DK næste gang. Det kunne være rart at spare de penge.

Den står nede i gangen lige nu, så vi lige kan få ordnet det sidste ved den. Søren skal lige have hjulene med ned på tanken og pumpes, og jeg skal lige have pudset stellet op på den. Men jeg kan ikke lade være med at gå og kigge på den og røre ved den. Og så får den lige et lille skub frem og tilbage. Total fjollet - jeg ved det, men der er to ting danske piger drømmer om fra de er helt små (eller i hvert fald de fleste danske piger), og det er at gå op af kirkegulvet med sin far mod sin elskede og så at trille rundt med sit barn i en rigtig barnevogn. Vi har jo øvet os på det sidste, siden vi fik vores egen legetøjsbarnevogn og babydukke som 2-3 årige :-)

....og med hensyn til overtro....ja, I sidder derude, jeg ved det godt! I tirsdags gik vi ind i 38. uge, og dermed er vi i følge lægerne faktisk ved termin, hvis vi føder. Så vi har valgt at være mere praktiske end overtroiske i dette henseende, da den jo lige skal sættes i stand og ordnes inden. Den kommer jo ikke splinterny direkte fra forhandleren. Men vi har da overvejet at sætte den ind til naboen bagefter, så den ikke står lige i vores lejlighed. Og så er det jo, jeg tænker...kan vores egen garage ikke være lige så god som den en meter længere til højre? Ja, jeg er nok bare ikke særlig overtroisk, når det kommer til stykket :-)

Var ellers ved lægen i tirsdags også, og det hele så fint fint ud. Rumle vejer nu ca. 3200 g. og er ca. 47 cm. lang i følge gennemsnitsstørrelsen, men hun mente nu stadig, at han er større end det allerede. Mit SF-mål var ihvertfald vokset 2 cm. på en uge. Det følger normalt antal uger man er i cm, og jeg måler 38 cm. og er 37 uger henne. Hans hjertelyd var fin, mit blodtryk og min vægt var upåklagelig (that's a first for det sidste he he he) og hun kunne mærke, at han stadig lå med hovedet nedad. Han var dog endnu ikke helt nede, og var stadig ikke helt affyringsklar, så vi tager lige Thanksgiving med, som er i denne weekend.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar