På hospitalet

Da vi var indlagt i næsten to døgn efter fødslen, fik vi mange barselsvisit på hospitalet. Det var faktisk ret hyggeligt at have besøg der. På den måde forventede ingen, at vi diskede op med kaffe og kage og vi nød at kunne vise en helt ny lille baby frem til vores nærmeste. Noget vi manglede meget, da Isac blev født. Det er som om, de først rigtig er her, de små, når ens forældre har haft dem i favnen og har set og indsnust dem. Det kan jeg huske Søren og jeg snakkede om, da vi fik besøg i julen i 2007 i New Jersey. Det bekræfter ligesom, at det ikke kun er noget vi har gået og fundet på i vores fantasi. Barnet er her godt nok. Det er rigtig nok, og når man deler den store oplevelse med andre man holder af, så bliver det på en eller anden mærkværdig måde mere virkeligt.

Else og Ejner var de første der kom forbi, da de havde Isac med. Der var ingen tvivl om, at han skulle se sin nye lillesøster før alle andre.

Min mor og Knud havde siddet inde ved Jørgen og Betina siden fredag aften og ventet på nyt, så de kom også tidligt søndag formiddag for at se det nye barnebarn.

Lidt senere på dagen kom min far og Jette fra Hammel. Og de havde sørme en lille overraskelse med sammen med den efterhånden traditionelle Politiken fra fødselsdagen og en flaske Champagne. Denne gang en lyserød af slagsen, da det var en lille pige, der skulle fejres. Overraskelsen var Thomas og Mille, som vi ikke havde set siden før de tog afsted til Argentina. Der var STOR gensynsglæde!

Sidst på dagen kom Jørgen og Betina forbi med ungerne. Og der var stor rift om at komme til at holde den lille nye kusine. Det var noget helt særligt at se børnene med hinanden på den måde. Tre blev pludselig til fire.

 Jette tog dette billede af Anna under besøget.

Thomas og Mille skal være Annas gudforældre. Thomas skal bære hende til barnedåben.

Om mandagen kom Khanh forbi efter arbejde. Det var rigtig hyggeligt med et besøg der, da Søren og Isac var hjemme på det tidspunkt og jeg havde været alene med Anna på hospitalet hele eftermiddagen.

Isac var fra starten meget ivrig efter at komme til at holde Anna og at ae og nusse hende. Så han fik lov, alt det han lystede. Det var og er vigtigt for os, at han føler at han er med i det hele og at han også er en del af denne gode oplevelse. Jeg fik på et tidspunkt et godt råd i forhold til det med at få nummer to barn. Og det var at man aldrig måtte lade den førstefødte mærke, at man synes det var synd for ham. At man følte at man svigtede ham eller at han gik glip af noget fordi der var kommet en til. Det lunne børn mærke med det samme, var rådet. Fra en sundhedsplejerske selvfølgelig. Jeg synes det er et godt råd, og derfor har vi også prøvet at fokusere på alt det gode Isac får og er og bliver i kraft af sin nye rolle som storebror. Og indtil videre virker det rigtig godt. Og så er han bare en vidunderlig dreng og en fantastisk storebror fra naturens side, hvilket klart gør det nemmere for os som forældre.