En sygdomsmarathon

Der er ikke skrevet meget her på Isacs blog i 2010. Ikke fordi der ikke er sket noget, tværtimod, men overskuddet har ikke helt været der til det. Vi har kæmpet rigtig meget med sygdom, især Isac, og det har faktisk været svært lige at finde ud af, hvad og hvordan det skulle skrives om.

Det startede med at han fik ondt i ørerne (igen igen…..èn gang ørebarn, altid ørebarn, er det ikke det man siger?) Nå, men os til lægen og få det tjekket og rigtig nok, der var en gang mellemørebetændelse, som han straks fik Primicillin (penicillin) for.

Det skete der ikke meget ved. Han havde stadig temmelig høj feber på 40-40,5 grader og lå helt dvask på sofaen.

Vi var ved lægen et par gange mere, og han slog det hen med influenza- og virussnak. Jeg fornemmede dog, at der var mere end det i det. Han hostede nemlig en del – én gang så meget at han brækkede sig af det. Lægen var temmelig arrogant, og det var tydeligt, at han syntes at vi var nogle overpylrede forældre, der så spøgelser i en lille ufarlig influenza. Men til sidst fik vi ham presset ud i et hospitalsbesøg på Hillerød, hvor Isac blev røntgenfotografereret og podet.

Røntgenbillederne viste sørme en lungebetændelse på venstre lunge, som han skulle i behandling for med det samme. Han fik en ny penicillinkur og blev sat i forbindelse med en fysioterapeut, der skulle lære os at træne hans lunger op igen. Han er nu ovre medicineringen og vi træner hans lunger så godt som muligt. Det med at sidde med masken på og puste, det er ikke hans ønskebeskæftigelse, så det bliver med tvang og overgreb. Det har jeg det ikke godt med, da jeg synes dette forløb har været et stort overgreb på ham. Derfor bruger vi de andre øvelser, som fysen gav os, nemlig lange kildeture, masser af tummel og hænge med hovedet nedad og puste sæbebobler og balloner i vildskab. Faktisk ikke den store forskel fra hans liv før fysioterapien :-)

Det er dog en tyndere dreng vi har nu efter 14 dage med meget lidt madindtag. Man kan godt se, at han ikke har været helt frisk, ikke?

Lige som han blev rask og klar til at komme i vuggestuen igen efter 15 dages fravær, blev jeg ramt af bihulebetændelse, som havde sat sig i hele min venstre side af hovedet. Dét er jeg på penicillin for nu og det er i bedring.

I dag fik jeg så et opkald fra vuggestuen om, at Isac havde øjenbetændelse, og at vi hellere måtte komme og hente ham, da det jo smitter fælt. Tid ved lægen kl. 14.15, diagnose på ½ minut og tre lyt på lungerne, intet der (nej, det var der heller ikke sidst…host, host) og så ud af vagten med de overpylrede forældre, der kommer rendende hele tiden med deres stakkels dreng. Jo tak, betændelsen løber ud af øjet på ham…er han synligt syg nok nu? Desværre kan vi også høre, at hans hoste er kommet tilbage, men det ville lægen selvfølgelig slet ikke høre tale om. Den smule snot skulle bare hostes frem og tilbage til den bette forkølelse var væk igen. Jeg var så pisse forbandet, da vi gik derfra. Magen til arrogant røvhul, skal man fandme lede længe efter, og jeg nægter at lægge mit barns helbred i hans glatte hænder én gang til.

Nå, men heldigvis har vi direkte linie til lægen i Hillerød, og vi skulle bare ringe, hvis der opstod noget inden han follow up den 3. marts. Nu venter vi lige og ser, og er hosten der stadig i slutningen af ugen, så får de nok et ring deroppe.

Jeg håber, at dette blot er en forkølelse, som lægen siger. Jeg HÅBER han har ret. Det gør jeg virkeligt! Det handler ikke om, at jeg vil have ret i denne sag, tværtimod. Det ville være det bedste, hvis vi bare overreagerede og var for pylrede. Og det regner vi så også med nu. Og holder øjne og ører åbne lidt mere vagtsomt de næste par uger. Det kan man vis ikke andet efter sådan en tur, vel?