Selv om han stadig sover i sine stribede fangedragter, slap Isac ud af tremmesengen i dag. Vi skiftede den ene side ud med en almindelig sengehest, der fulgte med til sengen.
Heldigvis er sengen så stor (amerikansk standard tremmeseng), at den sagtens kan bruges til juniorseng også, når denne side er skiftet ud. Og sikken en fest! Han hoppede straks op i sengen og hoppede rundt og hoppede ud af sengen og ind igen. Han hoppede så meget, at jeg et kort øjeblik fortrød vores valg, for jeg kunne tydeligt se for mig, hvordan denne hoppende Duracellkanin pludselig også ville hoppe ind og ud af sengen ved puttetid.
Men jeg måtte tage mine bekymringer til skamme, for da vi puttede ham til hans lur, lagde han sig lige så fint, som han plejer. Og fem minutter efter sov han. Det samme her til aften. Jeg tror faktisk ikke, at han ser sengen som særlig anderledes, når han ligger i den. Blot at han føler sig som en meget stor dreng nu, og han nyder at kunne selv kravle op og vælge at lægge sig. Vi krydser fingre for, at han bliver deroppe i nat (det gjorde han ikke, da vi prøvede det for et par måneder siden!). Og vi krydser fingre for, at han ikke pludselig opdager de åbenlyse fordele han nu har ved at kunne bryde ud selv!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar