Min den første uge, hvor Søren stadig var i USA, var rigtig hyggelig. Tiden gik mest med at indhente tabt tid sammen med familien og vennerne. Familien i Charlottenlund fik hilst på Isac for første gang, og han og Sophia blev rigtig gode venner.
Da Søren kom den 20. gik det pludselig stærkt. Vi skulle være klar til festen om søndagen, og vi skulle på tværs af landet inden. Alt i alt endnu en oplevelsesrig tur til det danske.
Jeg oplevede, hvor dejligt det er at være nybagt forælder i Danmark. Hvor nemt det er at tage barnevognen med alle steder hen, og hvor frit og trygt det er at lade den stå uden for en butik eller café. Jeg oplevede, hvor priviligeret det er at have en mødregruppe og en sundhedsplejerske, og hvor uundværeligt det er at have bedsteforældre og onkler, tanter, fætre og kusiner tæt på.
Jeg oplevede, hvor dyrt alting er.....og hvor dårlige danskerne er til at rose og anerkende fremmede mennesker på gaden. Jeg oplevede, hvor sej og lækker den danske stil og mode er både i børne- og voksenstørrelse. Jeg oplevede Isac som en udadvendt og charmerende lille unge, der ikke lod sig slå ud af lidt virak og skiftende tidszoner og sovesteder. Jeg oplevede at savne mit barns far helt afsindigt, og senere at føle en fælles stolthed og glæde over vores lille dreng, som vi allerede har delt op til flere hundrede gange i det amerikanske. Vi oplevede Danmark i solskin, regnvejr, snevejr og hagl. Det sidste havde nær kostet os en smadret bil, men heldigvis oplevede vi også held og lykke og Søren som elitebilist og kaospilot. Vi oplevede, at vores to familier sagtens kan forenes til én stor, og vi oplevede at føle os elsket, savnet og forkælet fra alle sider. Tak for det!
Så det var tre mætte og glade passagerer, der gik ombord på flyveren kl. 12.20 fredag den 28., og Isac nød sin lift, hvor han rigtig kunne ligge og boltre sig på flyveturen.
Så nu har vi en lille dreng, der er lidt jetlagged. Han kan ikke rigtig finde ud af det med den nye tidszone og hans egen søvnrytme, men mon ikke det kommer i løbet af de næste par dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar