Så fik min mor endelig set Isac og omvendt, og det var helt sikkert en af de største ting der er sket i mit liv. Vi havde ikke fået kameraet med i lufthavnen, så jeg vil beskrive billedet for jer i stedet.
Søren, Isac og jeg tog alle ud i lufthavnen for at hente hende her i eftermiddag. Isac sad ved mig i bæreselen. Da jeg kan se hende komme gående på den anden side af ruden i ankomsthallen, går jeg hende i møde. Tårerne vælter op i øjnene på mig, og jeg smiler bare over hele femøren - det samme gør hun. Vi omfavner hinanden med Isac i mellem os, og det er svært at finde ord. Jeg siger: "Du må ikke klemme ham" :-) Så får jeg Isac op af selen og over i hendes arme, og jeg lægger mærke til, at hun holder ham på nøjagtig samme måde, som jeg selv gør. Lettelsen og glæden i hendes øjne er ubeskrivelig, og jeg kan slet ikke fatte, at hun nu er her ved os. Isac lægger sig godt til rette i hendes arme og ser ud til at befinde sig godt hos sin bedste. Hvorfor er det bare så STORT at vise sin mor sit nyfødte barn? Jeg er bare SÅ glad lige nu, og super stolt over, at hun tog chancen og rejste helt herover på egen hånd.
Mor er gået i seng, og Søren og jeg sidder i stuen med hver sin bærbar computer i skødet og nørder lidt. Isac sover i vuggen oppe i soveværelset, og vi har seks dage foran os med 100% tid med min mor. Dejlig dag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar