Nærhed og afstand

Jeg synes lige, at jeg vil bruge et par linier til at beskrive noget af det svære ved sådan en rejse som vores. Dette indlæg er nok lidt nedtrykt og deprimeret, men sådanne følelser hører jo også med i de store ting i livet. Jeg siger ofte, at i et hvert valg ligger et fravalg. Når man vælger at flytte så langt væk, som vi har gjort, så gør man sig selvklart nogle tanker om de fravalg, det ligeledes indebærer. Og at være langt væk fra familien er helt klart det største afsavn, vi oplever. Til daglig mærkes det ikke så tydeligt, da vi jo hver har vores at se til, både i Danmark og her i USA. Men når man så lige har haft besøg i tre hele sammenhængende uger, så er det virkelig hårdt at skulle sige farvel. Det er utroligt, hvor hurtigt man vænner sig til at have sine kære omkring sig igen. Vi voksne kan dog tale sammen i telefonen, på msn og på Skype, og selv om det ikke er det samme som den nære kontakt, så kan vi alligevel finde trøst og erstatning i den form for kommunikation. Men at se lille to-årige Sophia køre væk fra Swain Court sammen med sine forældre og samtidig vide, at man ikke skal se hende eller tale rigtig med hende igen før om et lille halvt år. Det er noget af det hårdeste! Hun kan jo ikke lige forstå kommunikationen på distancen, som vi voksne kan, og med sådan en størrelse er det fysiske nærvær bare alt. Vi har simpelthen nydt at have hende omkring os igen og opleve hendes glæde og tillid til os og vores hjem. Det har været helt fantastisk. Og det er helt vildt forfærdeligt at sidde her nu og savne hende..... ......(dyb indånding...) Ligeledes er det et tidspunkt, hvor der kommer til at ske meget for os, og de næste par måneder vil komme til at være fyldte med forandringer og store oplevelser og følelser, som man jo naturligvis først og fremmest ville dele med familien. At have sin mor i nærheden under en graviditet er nok næsten alle pigers behov. At stolt kunne vise sine egne forældre og resten af familien det lille ny vidunder med det samme efter fødselen er vist alle nybagte forældres største ønske, og at kunne følge de små børn i famlilien trin for trin kan ingen vist sige sig fri for at nyde. Men det er alt sammen lidt sværere for os og jer derhjemme lige nu, og det skal lige sluges en gang i mellem. Det er meget vemodigt og følelsesladet at skulle sige farvel til folk, og samtidig vide, at den næste gang vi ses, så er verden fuldstændig forandret, og vi er blevet forældre, og det kan vi ikke dele med jer, når det sker. Det er glædelige ting, der er på vej, og det er glædelige omstændigheder, der har bragt os ud i disse oplevelser, og vi fortryder ikke et sekund af det valg, vi har gjort. Men ingen skal være i tvivl om, at de øjeblikke, hvor afsavnene særligt opstår, er meget tydelige for os og gør os meget kede af det i de stunder. Heldigvis! - kan man jo fristes til at sige, hvis man skal slutte indlægget af med de positive briller på. For heldigvis er vi kede af at være langt fra familien, og heldigvis mærker vi også savnet den anden vej. Det er jo i den sidste ende det tydeligste tegn, vi kan få på de stærke bånd, der er mellem os alle, og det gør os bestemt ikke kede af det, men derimod meget meget glade og taknemmelige. Og heldigvis har vi familie og venner, der gider at ofre pengene og tiden på at rejse helt herover og besøge os, og heldigvis føles huset tomt og stille, når de rejser fra os igen. Og heldigvis er der kun to måneder til jul, hvor vi igen får besøg af min far og Jette og Sørens mor og far. Det er bare rigtig dejligt at tænke på lige nu.